Hammerslag på grønlandsmaleri

Auktionshuset lauritz.com vurderer et maleri af Emanuel A. Petersen til 100.000 kroner.

Maleriet med 'Laura Mærsk' er vurderet til 100.000 kroner. Foto: lauritz.com.
Offentliggjort

Det danske auktionsfirma lauritz.com har i denne uge et maleri af Emauel A. Petersen til salg, og vurderingen for motivet fra Grønland lyder på 100.000 kroner, hvortil skal lægges et hammerslagsgebyr og et salær på 20 procent.

Emanuel A. Petersen (1894-1948) kom første gang til Grønland i 1921 ombord på et af rederiet A. P. Møllers skibe. Maleriet, som nu er sat til salg, har titlen »Laura Mærsk kommer med forsyninger«, og det måler 123 x 169 centimeter.

Internet-auktionen slutter den 26. april klokken 21:53, og det højeste bud er foreløbigt 18.000 kroner - altså langt fra vurderingen på 100.000 kroner.

Lauritz.com argumenterer selv for den høje pris: Vurderingen på dette hammerslag svarer til den pris, som Lauritz.com forventer varen vil opnå, baseret på vores erfaring med tidligere salg af samme type vare.

Glarmester og galleriejer Roar B. Christiansen er en stor kender af Emanuel A. Petersen. Han har næsten 90 af malerens værker i sit galleri i Nuuk, og det dyreste maleri koster 140.000 kroner.

Roar B. Christiansen siger til sermitsiaq.ag, at hans vurdering af maleriet med 'Laura Mærsk' ligger på 50.000 til 60.000 kroner.

– På nettet er det svært at se billedets kvalitet, og prisen afhænger af en eventuel restaurering.

Men auktionen viser en forsat interesse for grønlandsmaleren Emanuel A. Petersen, og han holder priser selv i en krisetid, hvor kunstkøberne er forsigtige med nye indkøb.

Emanuel A. Petersens malerier hænger i mange institutioner og kontorer i Grønland, og museer i Nuuk og Ilulissat har store samlinger fra malerens mange grønlandsrejser.

Powered by Labrador CMS