Gys på lærredet

Har du nogensinde prøvet at være med til en spøgelseshistoriefortælling midt i naturen?

Jeg kan huske, at jeg har været med til én for mange år siden på lejrskole i Nuup Narsaa. Vi lavede bål og sad der i en rundkreds midt ude i ingenting og fortalte gyserhistorier om aftenen. Når man kiggede bagud, var der tusmørke og der var ingen at ringe til eller søge hjælp hos. Der var kun en tung stilhed. Magtesløshed. Det var den samme følelse, jeg fik, da jeg så Malik Kleists nye gyserfilm ”Inngili Qernertoq” (på dansk: den sorte engel, red.) i kulturhuset Katuaq i Nuuk.

Jeg sætter mig til rette med popcorn og en cola i hånden og er klar til at se filmen, som siges, er den første grønlandske ’found footage’-film. Genren er en filmisk teknik, hvor en del af værket præsenteres, som om det var film- eller videooptagelser optaget af en karakter i historien. Gyserfilmen »Paranormal Activity« er et eksempel på genren.

Det er Malik Kleist og June Shanna Holm, der er executive producere i filmen, hvor Malik Kleist har instrueret og er manden bag ideen til filmen.

Det er ikke første gang Malik Kleist laver en gyserfilm, der er optaget i naturen. Succesfilmen ”Qaqqat Alanngui”, som blev set af over en tredjedel af befolkningen her til lands foregår også i naturen i de grønlandske isolerede fjelde.

I filmen ”Inngili Qernertoq”, der bruger skuespillernes rigtige navne, følger vi filmskaberen Malik, der tager på en campingtur sammen med sin kæreste June og parrets venner, som også er et kærestepar, Qillannguaq, ”Q”, og Sikkersoq. De skal sove i et telt bag Store Malene i Nuuk.

Jeg tørster lidt efter spænding den første time i filmen, hvor vi bliver præsenteret for disse karakterer i filmen. Men så kom der spænding. Åbenlyst så var det den sorte engel, der spøgte. Marc Fussing Rosbachs talent for specialeeffekter skuffede bestemt ikke i denne film. De sidste 45 minutter skælvede af spænding. For en forfærdelig bangebuks som mig selv, blev jeg flere gange overmandet af magtesløshed. Jeg hev nærmest efter vejret, da karaktererne vandrede rundt i naturen og prøvede at få det hele til at hænge sammen og komme hjem, hvor der var ingen hjælp at hente.

Genkendeligt

Det er første gang, den grønlandske cinema ser Malik Kleist som skuespiller siden ”Eskimo Weekend”, der blev lavet for over 20 år siden.

Jeg kan som seer, blive lidt forvirret over, hvem der er hovedpersonen. Er det Malik, som er ham, der filmer det hele gennem vlogs? Eller er det ”Q”? For det er nemlig ham, der udvikler sig mest i filmen. I starten var ”Q” usikker, har ingen job og er ved at miste sin kæreste, hvorimod han i slutningen udvikler sig til denne modige mand, der prøver at beskytte sine venner mod skurken.

Til gengæld er filmen lavet på frivillig basis. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det ville være at lave en hel spillefilm efter arbejdet. Det skal Malik Kleist og hans team have stor ros for.

Da jeg så filmens navn begyndte jeg straks og tænke på det store fjeld, der bliver kaldt for ’Inngili qernertoq’ i Maamorilik, minebyen nord for Uummannaq. Til min skuffelse bliver den ikke nævnt i filmen.

Biografgængerne griner og er skræmte under hele filmen, som gav filmoplevelsen en stor løft på grund af folks reaktioner.

Jeg kiggede selv på min mobil flere gange, bare for at undgå den nervepirrende spænding og gys, fordi mine håndflader var svedige af nervøsitet. Nuan.

Da filmen var slut, fik jeg fornemmelsen af, at der helt sikkert befinder sig noget umenneskeligt i Grønlands rå, vilde og kæmpe natur. Eeq.