Frygtløs og forsigtig

Miki Siegstad har i snart 30 år beskæftiget sig med madlavning og manden er ikke engang 30 år endnu.

Han er 29 år, uddannet kok og arbejder på trawleren Tuugaalik som hovmester, altså som køkkenchef.

Mad har altid været hans passion. Hans far, Ditlev, døde da Miki var ganske ung, af lungekræft.

- Lige inden han døde, fik han mig til at love, at jeg ville gøre min uddannelse færdig, siger Miki Siegstad, der på det tidspunkt lige var gået i gang med sin kokkeuddannelse.

Et løfte, han sagtens kunne holde. Så længe, han kan huske, har madlavning nemlig altid interesseret ham og han har erindringer helt tilbage til vuggestuetiden, om at være i køkkenet, ligesom han har fået fortalt historier.

- Jeg har åbenbart været interesseret i køkkenet, siden jeg kunne kravle, siger han.

- Da jeg var i vuggestuen, var der flere episoder, hvor jeg blev væk for medarbejderne. Og hver gang blev jeg fundet i køkkenet. Jeg sad og kiggede på kokken, mens hun gav mig masser af mad.

- Det blev så normalt, at køkkenet blev det første sted, de kiggede, når jeg blev væk for dem, fortæller han.

Han kunne selvsagt ikke blive i køkkenet, men institutionen endte med at lave en lille station til ham ved indgangen, hvor han kunne lave smørrebrød for ligesom at tilfredsstille trangen til at være med i køkkenet.

I de mindre klasser kunne han til fritidsundervisning vælge imellem formning, sløjd eller madlavning i de små klasser. Enhver kan vel næsten gætte sig til, hvad han valgte. Madlavning.

- Hver onsdag og fredag gik jeg til madlavning og sørgede altid for at lave lidt ekstra til mine bedsteforældre. Jeg kunne se, at min mad gjorde dem glade. Det var det, der virkelig ”got me hooked”, og jeg besluttede, at jeg ville være kok, når jeg blev stor, siger han og tilføjer, at han søgte til levnedsmiddelskolen i Narsaq, Inuili, efter endt folkeskole.

Miki Siegstad boede indtil for nylig på 8. sal i Nuuk. Herfra var der en fantastisk udsigt næsten 360 grader rundt. Men den kostede også. I forhold til at han kun er i Nuuk sammenlagt tre måneder om året, så var den for dyr, og leveomkostningerne er nu så dyre for ham, at han har valgt at tage et lidt usædvanligt skridt. Han flytter til Barcelona i år. 

Bedste comfortfood

Nu som voksen og kokkeuddannet, er det stadig andres glæde for hans mad, samme glæde som hans bedsteforældre, der giver Miki Siegstad drivkraft på sit felt.

Udover at være kok på trawler, så har han også været med til at starte projektet, Igapall, som sætter fokus på grønlandske kokke og det grønlandske køkken. I år stod han og en kollega for maden ombord på et krydstogtsskib med flere hundrede gæster for tredje år i træk.

- Vores koncept var ikke på plads første gang, men nu har vi mere eller mindre fået sat det på plads. Efter maden sætter vi os ud til gæsterne og hyggesnakker om vores kultur på gæsternes præmisser. Nogle gange varer det 20 minutter, andre gange halvanden time, fortæller han.

Det kræver kreativitet at lave mad med et tvist, men stadig med genkendelige komponenter for mennesker, der alle har forskellige smagsløg.

Hans største inspiration er den nu afdøde amerikanske kok, Anthony Bourdain, der også blev en stor fortaler for mentalt helbred. Kokkene fra den danske Michelin-restaurant, Noma, er også en stor inspirationskilde, men der er nu ikke nogen, der overgår bedsteforældrenes køkken. For der stod han selvfølgelig også.

- Jeg er kæmpe fan af aanaas (bedstemors, red.) mad. Det er sikkert det bedste comfortfood, der findes, slår han fast.

- Især på helligdagene var det ekstra spændende, fordi maden altid var lidt finere, så det var jeg meget nysgerrig på. Jeg hjalp altid til, der hvor jeg kunne, siger han.

Mors mad skal endelig heller ikke glemmes. Det kan også noget helt specielt.

Det var dog ikke kun i køkkenet, at man kunne finde Miki Siegstad.

- Sisimiut var en livlig by, hvor der skete meget. Vi legede meget udenfor, men det var også en tid, hvor computerspil var nyt, så vi spillede også meget, fortæller han.

Der blev spillet GoldenEye 007, Stronghold og Age of Empires på Nintendo 64 eller på computer, når han ikke var ude at lege.

Carpe diem

Miki Siegstad fremstår på mange måder frygtløs, men han har flyskræk, højdeskræk og klaustrofobi. Han er ikke så god til at flyve, forklarer han.

- For mange år siden rejste jeg kun med Sarfaq Ittuk, når jeg skulle rundt i Grønland, siger han og tilføjer, at i modsætning til flyvning, så har han en helt anden reaktion på dårligt vejr i skib.

- Så sover jeg rigtig godt.

I dag lider han stadig af skræk for fly, højder og små rum, men det er blevet bedre. Det har han sin carpe diem-attitude at takke for.

- Jeg har hoppet i faldskærm to gange. Første gang i Hawaii i 2017. Det gik godt, indtil jeg fik tilsendt en artikel fra en af mine venner. Der var styrtet et fly ned i Hawaii med 10 passagerer og to piloter. Alle døde på stedet. Det var præcis samme firma, præcis samme flyver, de præcis samme medarbejdere, der var styrtet. Det fik frygten tilbage, fortæller Miki, der igen hoppede i faldskærm i 2021.

- Det var så fedt! Men jeg var blevet mere og mere bleg, jo højere vi kom op, siger han og husker, at han ellers blev spurgt, om han havde højdeskræk og bare kort havde svaret ”nej”, selvom det nok har været tydeligt, at han var.

Han er meget bevidst om at gøre sine frygt så lille, som mulig og bruger gerne hjælpemidler.

- Der en kanal på YouTube, der hedder Yes Theory, hvis budskab er, at man skal ud af sin komfortzone en gang imellem, siger han.

Nørden Miki

Miki Siegstad er en travl mand. Så travl, at han endnu ikke har haft tid til at stifte en familie.

- Jeg har arbejdet meget og rejst rigtig meget, forklarer han.

Når man stiller ham spørgsmål, svarer han på rigtig kokkemanér:

- Ja tak, lyder svaret på spørgsmålet om han ønsker børn.

Han ønsker nemlig at give videre, hvad han selv har fået fra sine forældre.

- Man skal være ydmyg, man skal vise respekt for både mennesker og natur og alle skal behandles ens, uanset om det er en direktør eller opvasker, man står overfor, siger han.

Hans far, der har været fisker og fanger fra han var 16 år, lærte ham at have respekt for naturen, skrald skulle med tilbage og at man ikke fanger mere, end hvad man kan spise.

- Hvis man fanger mere, end hvad man kan spise, så deler man ud til folk i nød, lød lærdommen.

- Min mor har altid været meget hjælpsom overfor alle. Hun er der altid.

- Det har jeg altid godt kunnet lide ved dem begge, siger han.

Det var et åbent hjem, hvor alles venner var velkomne. Selv fik han først venner, da han kom i teenageralderen. Han havde ikke rigtig jævnaldrende venner i sine første folkeskoleår og kalder sig selv for nørd.

- Min bedste veninde de første var skoleinspektøren. Jeg sov også frivilligt hos hende nogle gange. Man kan ikke blive mere nørdet end det, griner han højt.

Det betød – desværre – også, at han blev mobbet.

- Men jeg tror, det har hjulpet mig med at blive stærkere. Særligt i denne her branche, hvor det kan være hårdt, både fysisk og psykisk. Især psykisk. Branchen var på et tidspunkt meget toxic, uden at glemme de mange gode øjeblikke, lyder det fra Miki Siegstad.