Frimærke med prins i anorak markerer royal fødselsdag

Prins Christian kommer på grønlandsk frimærke i hvid anorak. Det udgives i Grønland på hans 18 års fødselsdag.

Offentliggjort

Når prins Christian søndag fylder 18 år, markeres det i Grønland med udgivelsen af et nyt frimærke.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

På frimærket ses prinsen i den traditionelle hvide anorak, der udgør overdelen af den grønlandske nationaldragt for mænd.

Prins Christians far, hans farfar og hans oldefar har alle båret den grønlandske anorak under deres besøg i Grønland og på en række historiske frimærker.

Frimærket udgives af det grønlandske postvæsen og teleselskab Tusass.

Det er ikke første gang, prins Christian optræder på et grønlandsk frimærke.

Senest skete det i 2016, da et frimærke med foto af kronprinsparret og deres fire børn iført grønlandske nationaldragter blev udgivet i anledning af kronprinsparrets kobberbryllup.

I Danmark markeres den royale fødselsdag på flere måder.

Prins Christian kommer søndag middag ud på balkonen på Frederik VIII's Palæ på Amalienborg sammen med resten af sin familie.

Senere på dagen er prinsen og 200 jævnaldrende fra Danmark, Grønland og Færøerne inviteret til gallataffel på Christiansborg Slot med dronning Margrethe som vært.

Alle landets kommuner samt Grønland og Færøerne er inviteret til at sende hver to unge 18-årige til at deltage i gallamiddagen.

Nogle steder er de unge blevet udvalgt ved lodtrækning, andre steder har et bedømmelsesudvalg taget stilling på baggrund af ansøgninger.

Der deltager også cirka 110 andre gæster fra sportens, kunstens og kulturens verden.

Tirsdag 14. november deltager prins Christian i sit første møde i Statsrådet.

Her skal han afgive en erklæring om at ville overholde Grundloven, og herefter kan han udpeges som rigsforstander.

Powered by Labrador CMS