Forsker: Hvorfor er vi stille?

Hvad sker der i os, når vi er ude i landet? Når Sydgrønlændere tager ud til fangstpladserne i de yderste øer (kipparneq). Når Nordgrønlændere er på isen og fanger fangstdyr. Hvad er det for nogle værdier og kompetencer, der bliver dannet i os, når vi lever sammen med vores kultur og hvordan kan det bruges, hvis det skal være til gavn for samfundet og for individet? Det prøver forsker Vivi Vold blandt andet at undersøge i sin ph.d.-afhandling.

Hun har arbejdet meget med kulturarven ’Kipparsimaarneq’, som er en sydgrønlandsk fangstkultur. ’Kipparsimaarneq’ er en fangertradition, hvor hele familien tager ud på forskellige øer udenfor Narsarmijit og Nanortalik ved Kap Farvel i det sydligste Grønland.

- Man undersøger ofte helt konkret, hvad de laver, hvordan de tilbereder maden og hvilke dyr, der bliver fanget. Jeg vil gerne vide, hvad der sker inde i os, imellem os og hele vores væren, hvad er det for nogle kompetencer, der bliver dannet hos børnene, hos de voksne og imellem os, når man er på de her øer?, forklarer Vivi Vold, der har inddelt sin ph.d.-afhandling i tre dele.

Stilhed

Groft opdelt handler den første del om det etiske i at være forsker og forskningen. At der skal udarbejdes en stærkt etisk retningslinje for forskning, blandt andet i forhold til at respektere lokalbefolkningen ud fra principperne i vores nationale forskningsstrategi.

- Den andet del handler om de grønlandske kompetencer, som er meget anderledes end europæerne. For eksempel er vi mere stille, og vi observerer, at folk udefra – for eksempel fra Danmark – er meget mere højlydte. Hvad er det der gør at vi har det sådan?, forklarer Vivi Vold og bruger sin projekt ”Silami nipaatsumi naapitta”, på dansk: “lad os mødes udenfor i stilhed” som grundsten.

- Hvor vigtig er stilheden for os? Stilheden er en levemåde for, os og det er en kompetence. Nordgrønlændere skal kunne lytte til isen i stilhed, for at finde ud af om, det er sikkert at færdes på isen. Hvad er det, der sker i os i stilheden? Det er det, jeg prøver at undersøge, siger hun.

Det tredje og sidste del handler om selve maden, der bliver lavet i fangstkulturen ’kipparsimaarneq’, der handler om hvor præcise grønlændere er til at lave for eksempel fermentering.

- Og det videnskabelige i, at vores viden er netop videnskabelig, selvom vi ikke måler med tal som vestlig viden og videnskab. Præcisering, grundighed og ordentlighed er vigtige værdier for at have mad som både holder hele vinteren, giver næring nok i form af vitaminer og balancen mellem, at vide hvornår det er nok fermentering til, at det er sikkert at spise, er vigtig og fundamental viden for ikke kun overlevelse, men at trives i de yderste øer og sydligste punkter i Grønland, forklarer hun.

Kulturen som metode

Politikerne har altid sagt at vores kultur er meget vigtig. Vivi Vold vil gerne vide, hvordan kulturen er vigtig.

- Det snakker man ikke om. Man siger, at det er os Kalaallit, der skal bevare kulturen. Jeg mener, at det er kulturen, der skal bevare os. Vi skal finde ud af, hvordan den skal bevare os. For eksempel kan man undersøge hvordan fangstkulturen ’kipparsimaarneq’ kan blive brugt som metode i samfundet, siger Vivi Vold.

Hun hentyder til den nye biologiuddannelse, der tager udgangspunkt i Kalaallit Nunaat, vores natur og kultur.

- Hvis vi skal nærme os vores egen forståelse, vores egen måde at lære på, vores kultur skal vi finde ud af, hvordan vi kan bruge vores kultur som fundament i vores system i landet, siger hun.

Ifølge Vivi Vold har vi i mange år bare vist vores kultur som en konsekvens af koloniseringen - og de seneste år er man begyndt at tage det tilbage i dagligdagen, for eksempel bruge mere den traditionelle lampe qulleq, kvindekniven ulu og traditionelle tatoveringer.

- Vi skal ikke bare vise vores kultur, vi skal bruge den mere og mere som noget helt fundamentalt, siger hun.

Derfor har hun valgt at lave sin ph.d.-afhandling på en anden måde.

- Jeg har valgt ikke kun at skrive om mine undersøgelser. Jeg vil prøve at vise publikum visuelt for at nå ind til dem blandt andet personligt og på en mere helhedsmæssig måde. 

Give noget tilbage

Vivi Vold har i forbindelse med sin forskning besøgt Emilie og Hermann Stach i Nunarsuaq, nær Nanortalik, som var til deres årlige og traditionsrige ’kipparsimaarneq’ som de har gjort i mange år og i generationer.

- Jeg var i Nanortalik for to uger siden igen og mødtes med dem. For at sikre mig, at jeg har forstået min research rigtigt. Alle forskere burde gøre det samme. At altid give noget tilbage til befolkningen. Det er det mindste, man kan gøre.

Ifølge hende kan der opstå negative eftervirkninger, når forskning ikke gavner befolkningen.

Det er vigtigt for Vivi Vold at kunne turde snakke om de ting, der er delt, og citere dem korrekt, fortælle og gengive deres viden på en ordentlig måde samt at få ens egen forskning justeret, hvis ikke den er i tråd med, hvad de ser og mærker er rigtig.

- Folk kan føle sig uhørt, det kan medføre trauma, vrede og følelsen af, at man ikke bliver forstået. Konflikten med fangere og biologer er et godt eksempel her. Det er to meget forskellige verdener, der støder sig sammen. Det er derfor meget vigtigt som forsker at kunne have selvrefleksion og se sig selv i sin forskning og sørge for at al forskning gives tilbage til folket, siger hun. Og det kan man gøre på mange måde og på mange plan.

Vivi Vold mener at forskere har en forfordelt magt, som i sidste ende kan give ændringer i systemet som kan have store konsekvenser for fangere for eksempel - derfor er det vigtig for hende at vide ens egen position som forsker i forhold til dens magt.

- Det er ikke på sin plads at det forholder sig på den måde. Det skal diskuteres og gøres noget ved. Al forskning burde og skal gavne samfundet, siger hun.