Fire kunstnere modtager hædersydelser fra Naalakkersuisut

For første gang uddeles Naalakkersuisuts hædersydelse til fire kunstnere, som med deres værker har været med til at forme og udvikle den grønlandske kunstscene.

De fire modtagere er filminstruktør Inuk Silis Høegh, forfatter Niviaq Korneliussen, fotograf Inuuteq Storch og musiker Ole Kristiansen.
Offentliggjort

Fredag den 28. marts 2025 tildelte Grønlands Kunstfond hædersydelser til fire kunstnere i en ceremoni, der markerede en vigtig milepæl for den kunstneriske anerkendelse i Grønland.

De er nemlig de første fire til at modtage Naalakkersuisuts hædersydelse, som tildeles til skabende kunstnere, hvis værker og produktion har haft en betydelig indvirkning på kunsten og har placeret dem som centrale figurer indenfor det kunstneriske felt.

Det skriver Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke i en pressemeddelelse.

De fire modtagere er filminstruktør Inuk Silis Høegh, forfatter Niviaq Korneliussen, fotograf Inuuteq Storch og musiker Ole Kristiansen.

ÆNDRING AF INATSISARTUTLOVEN

De tildelte hædersydelser er et resultat af en ændring af Inatsisartutloven om kunstnerisk virksomhed, som blev vedtaget i 2023, og som giver mulighed for at yde støtte i form af hædersydelser og præmiering. 

Efter ændringen i loven blev bekendtgørelse om hædersydelser udarbejdet og trådte i kraft den 1. november 2024.

Hædersydelserne tildeles for en periode på 10 år og har et grundbeløb på 250.000 kroner per år. Dette initiativ har til formål at anerkende og støtte de kunstnere, der med deres værker har været med til at forme og udvikle den grønlandske kunstscene.

Tildeling af hædersydelserne sker på baggrund af en vurdering af kunstnerens produktion og kvalitet. I vurdering bliver der taget udgangspunkt i personlig forankring, resonans, nysgerrighed, nytænkning og udvikling af kunsten.

Powered by Labrador CMS