”Så smid Hans Egede statuen i havet”, sagde Aka Hansen oprørt
for fire år siden i forbindelse med en debat, der kom af, at statuen natten til
søndag den 21. juni var blevet overhældt med rød maling og påskrevet
”Decolonize”.
- I
forbindelse med debatten om Hans Egede statuen kan jeg huske,
at der var en kommentar, der lød: ”så find dog løsningen i stedet for at
kritisere noget, og kom med noget bedre”, og det har taget mig fire år at finde
ud af, hvad mine tanker egentlig er omkring afkolonisering, siger Aka Hansen,
der sidder med sin bog ”Manifesti” i hånden, der blev lanceret i Nuuk
Kunstmuseum den 16. november.
Bogen sætter fokus på Aka Hansens personlige udvikling
som decolonize-aktivist og hendes tanker om afkolonisering. Hun er også rejst
ud i verden for at vise sin solidaritet med samerne, inuit for Palæstina, og
deltaget i arrangementer af selvstændighedsbevægelser, og brugt sociale medier
til at poste digte, skrevet kronikker og gæstet podcasts, som kan læses om i
bogen Manifesti.
- En af de største grunde til, at jeg ville lave denne
bog, er, at jeg vil normalisere, at vi taler om afkolonisering, så vi kan tage
det næste skridt til selvstændighed, siger Aka Hansen.
Feminisme i barndomshjemmet
’Manifesti’ giver indblik i Aka Hansens personlige
udvikling fra en feminist, der kommer fra et hjem med fokus på ligestilling
mellem kønnene, til at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan Danmark er overfor
Grønland.
- Til at starte med var jeg meget opmærksom på feminismen,
og hvordan kønnene ikke er ligestillet, kvinderne tjener mindre, og kvinderne
er oftest dem, som tager et mental-load (mental byrde, red.), hvor man tager
sig af huset, børnene, børnenes skolegang og så videre. Der er en større byrde
på kvinder, og det er noget, som vi altid har italesat i mit hjem, da jeg
voksede op, siger Aka Hansen.
Hun blev berørt af Black Lives Matter bevægelsen i USA,
der satte fokus på forskelsbehandlingen af mennesker ud fra deres
etnicitet.
- Hele Black Lives Matter gjorde mig opmærksom på, at der
er andre strukturer. Der er ikke kun kønsforskelle, men også etniske forskelle,
og at danskerne måske er bedre stillet her end vi er som inuit, siger Aka
Hansen.
Hun begyndte at sætte fokus på afkoloniseringen af
Grønland i form af kronikker, uddrag fra interviews, podcastsinterviews,
udgivelser og billeder i sociale medier og digte fra hendes deltagelser i
oprindelig folks demonstrationer mod staten for deres rettigheder, for eksempel
samernes demonstrationer i Oslo mod statens mine-projekter.
Digteren Aka
I bogen ”Manifesti” debuterer Aka Hansen som digter, og hvert
enkelt digt dokumenterer Aka Hansens udvikling som afkoloniseringsaktivist, fra
hendes undren over, hvorfor grønlændere skal være taknemlige for Danmarks
kolonialisme, irritation over tone-politikken, der undertrykker folks
meninger og holdninger om for eksempel afkoloniseringen. Vredesdigte, der
udspringer af, at inuit udsættes for svigt, vold eller manglen på retssikkerhed,
og om at finde sine rødder og om at manifestere selvstændighed.
- Jeg har oplevet ”tone-policing” (tone-politik, red.), man
har forsøgt at tie det ihjel med ”kan vi ikke lukke det emne ned”, ”vi har
snakket om det”, ”det er sket for mange år siden, og vi er der ikke længere”.
- Eller
at man bliver beskyldt for at være et offer, hvis man taler om det. Man må ikke
have en offermentalitet. Igennem årene har jeg hørt sætningen ”kom nu videre”
rigtig mange gange.
-Men den eneste måde, vi kan komme videre på, er at tale om
det der er sket, siger Aka Hansen og uddyber, at samtalen om afkoloniseringen
også er med til at frembringe fortællingerne om konsekvenserne af Danmarks
kolonisering af Grønland og de menneskelige konsekvenser, som berører alle.
- Der er sket rigtig mange og forkerte ting. De
lovgivninger, der blev lavet i 1950’erne, 1960’erne, eller 1970’erne har
påvirket os på den ene eller den anden måde. Jeg har reflekteret meget over det
i de her år.
- Det skete ikke på en gang, men på et tidspunkt var der meget fokus
på de juridisk faderløse, noget, som er tæt på min familie, og samtidig kom
spiralkampagnen, som også noget, der har påvirket vores familie direkte. Der er
ikke nogen, som ikke er påvirket, heller ikke min bedstemor, bedstefar, eller mine
forældres generationer, siger Aka Hansen.
Hun mener, at det hjælper på vejen mod selvstændighed,
når man sætter fokus på afkoloniseringen
- I og med, at vi blev ved med at tale om afkoloniseringen,
så har vi også kunnet tale om de juridisk faderløse og spiralsagen. Det har
været med til at sige ”okay, vi må godt kritisere ting, der er sket”. Sådan
tolker jeg det. Jeg håber, at det kan føre til at vi kan sige, at nu har vi
talt om det i så mange år, så er vi også klar til at få selvstændighed, siger
Aka Hansen.
Solidaritet med oprindelige folk
Aka Hansen har i sin aktivisme også vist solidaritet med
samerne. Sidste år demonstrerede de i Oslo mod minedrift i deres land, og kæmpede
for deres ret til at tale deres sprog, og ret til at bruge landet til
traditionel levevis, som hun har lært meget af.
- Samerne har godt et sammenhold, og det beundrer jeg meget.
De står sammen for at beskytte hinanden og hjælpe hinanden, fordi deres kamp er
vigtigt, for at beholde deres sprog og kultur, siger Aka Hansen.
Hun var også inviteret til at deltage i Scotlands
Independence Convention, der handler om Scotlands kamp for selvstændighed fra Storbritannien,
hvor der var deltagere fra Baskerlandet, Catalonien, Sydtyrol og andre lande, der
kæmper for selvstændighed.
Hun har netop deltaget i et online arrangement i Nunavut,
hvor hun var en del af en paneldebat om inuits solidaritet med Palæstina, hvor
der blev talt om, hvorfor der ikke gøres mere for afkoloniseringen.
- Vi skal huske på, at vi har kæmpet i mange år. Det er
ikke startet i 2020, der var også en bevægelse i 2009 og før 1979. Folk har
kæmpet i mange år for, at vi kan have rettigheder som et folk. Jeg blev spurgt
til, hvornår kampen for selvstændighed startede, og jeg svarede, at det
startede for 300 år siden, for jeg kan ikke forestille mig andet. Det må have
været mærkeligt, at der kom nogle udefra og besluttede ting, som man ikke selv
må beslutte om sit land. Jeg tror ikke på, at det kun lige er startet, siger
Aka Hansen.
Manifestere selvstændighed
Aka Hansens runder sin bog af med digtet
”namminiilivinnissaq takorloorpara”, der handler om, at hun tror på Grønlands
selvstændighed indenfor en kort årrække.
- Hvis man tænker over, hvilke udfordringer der har været
og er i Grønland, så har vi et ret stærkt folk. Jeg tror på, at alle der går på
arbejde hver dag, gør deres allerbedste. Jeg kan kun forestille mig, at vi vil
selvstændigheden.
-Der er en stemning for, at vi gerne vil være selvstændige. Det
tror jeg, at næsten alle er enige om. Måske er der nogle få, der gerne vil
blive sammen med Danmark, men majoriteten vil gerne selvstændighed, men det
bliver svært. Det var svært i Island, de gjorde det i Norge, det skete i
Irland, men man skal lære at bygge et nyt system op, fordi man har været
afhængig af andre folks penge, siger Aka Hansen.
