Fascination af tv-serie fik hende til at læse jura

Hun er en selvstændig kvinde og partner i et velkørende advokatfirma i Nuuk.

Og så holder hun sig ikke tilbage fra at ytre sig om kvinders ligestilling i erhvervslivet – eller mangel på samme.

Advokaten Britta Keldsen, som faktisk lige har holdt 21-års jubilæum siden hun som forholdsvis nyuddannet jurist kom til Nuuk, har mange jern i ilden – både som advokat og medlem af Ligestillingsrådet og brancheudvalget for Liberalt Erhverv under Grønlands Erhverv, som canadisk konsul, og også med velgørenhed.

Det hele startede dog i 1976, da Britta blev født i Aalborg, Danmark, hvor hun voksede op i et parcelhuskvarter. Hendes mor arbejdede med stærkt psykisk og fysisk handikappede, og hendes far, der var uddannet smed, arbejdede som sælger ved Aalborg Industries – tidligere Aalborg Værft.

- Jeg er opvokset i et parcelhuskvarter i det, der hedder Aalborg Øst. Sådan helt almindeligt mellemindkomst niveau familieliv på overfladen, men det var også et hjem, hvor der var udfordringer med alkohol og vold, og derfor ikke altid et sted, der var 100 procent trygt. Det har helt sikkert været med til at lægge kimen til min store behov for selvstændighed, fortæller Britta Keldsen.

Vejen til hendes juridiske embedseksamen i Aarhus kommer fra en mere glamourøs retning.

- På overfladen vil jeg nok altid sige, at det var fordi, jeg så L.A. Law, som var sådan en tv-serie om advokater, der kørte på DR-TV i 80’erne. Det var smart og fancy, og det var mænd og kvinder med magt og indflydelse og det var jeg fascineret af, fortæller Britta, som dog også havde dybere forklaringer fra barndommen.

Bidt af en struds

- Jeg har nok været otte år i Zoologisk Have. Der var et hønsehegn med huller i, og der stod et skilt, at man ikke måtte stikke fingrene ind til strudsen. Min finger ryger jo lige ind til den struds, fordi der stod, at jeg ikke måtte, og det gav jo ikke mening, når der samtidig var et hegn med kæmpe huller i. Jeg bliver selvfølgelig bidt af den struds, fortæller hun, og fortsætter:

- Jeg tror, det er meget symptomatisk for mig, at jeg respekterer regler, men jeg udfordrer dem også nogle gange. Og særligt hvis det er regler, som jeg ikke synes giver mening, så kan de godt være lidt provokerende for mig. Så skal jeg lige teste det. For mig er et nej heller aldrig endelig – jeg plejer at sige, at et nej er jo bare et lille ja, der ikke har fået lov til at komme ud endnu.

En anden historie Britta også tror spiller ind, handler om dans og manglende dansepartnere.

- Jeg gik rigtig meget til dans og var meget glad for at gå til dans, da jeg var barn. Men det var meget svært for mig at finde en dansepartner. En af grundene var nok, at drengene ret hurtigt sagde til mig, at de ikke gad danse med mig, fordi jeg ville bestemme det hele. Det kan man jo grine af i dag, fordi det var da lidt sjovt, at drengene allerede i en alder af 10-12 år kunne se så klassisk et karaktertræk med mig, fortæller Britta, og erkender at de drenge havde ret.

- Jeg tager gerne magten. Jeg rækker gerne ud efter den, og jeg har ikke nogen problemer med at bestemme eller søge indflydelse, som det hedder lidt blødere idag. Og det kan man sige er et karaktertræk, som er rigtig nyttigt, når man er advokat og selvstændig erhvervsdrivende.

Uventet jobtilbud i Nuuk

Det lå egentlig ikke i kortene, at Britta skulle til Grønland. Men da hun stod som nyuddannet jurist var der ansættelsesstop i staten og kommunerne, som normalt tager omkring halvdelen af de nyuddannede jurister. Britta havde derfor store udfordringer med at få sig et arbejde. Men en drøm om at blive dommer, fik hende til at sende en uopfordret ansøgning til Domstolsstyrelsen. En handling, der åbnede en dør til Grønland.

- Jeg kom til en samtale, og de ringede efterfølgende og spurgte om jeg stadigvæk gerne ville være dommer. Jeg fik at vide, at der var en stilling i Grønland. Og så sagde jeg okay, og tænkte: »Jamen, så var det så der«, fortæller Britta, som faktisk ikke tænkte så meget mere over det.

Hun landede i Nuuk den 6. januar 2004 med en toårig kontrakt, og har været her siden.

- Ja, det er nogle år siden nu, siger hun.

Britta mødte sin mand, Christian Keldsen, som hun har to børn med i Nuuk i 2004. Manden er i dag direktør for Grønlands Erhverv, og hun er selv partner i en advokatvirksomhed.

- Jeg tror i virkeligheden, at det havde været det samme, hvis jeg var flyttet til Kolding eller Roskilde. Jeg kom hertil i den alder, hvor man også slår lidt rødder, og det gjorde jeg så her i Nuuk. Ja, så var det et element af tilfældighed, at mine rødder blev slået i Grønland.

- Det er fantastisk, at jeg i Nuuk har haft mulighed for at have et storbykarriereliv, samtidig med, at jeg har kunnet have et provinsielt familieliv. Det er ikke ret mange steder, at man kan få lov at være advokat på den måde, som jeg har fået lov at være advokat på i Grønland, og at både min mand og jeg har kunnet forfølge nogle professionelle karrierer, som i Danmark nok ville være lidt mere tidsopslugende. Det har vi kunnet få lov at forfølge på en måde, hvor vi samtidig også har kunnet have tid til et rigtig dejligt familieliv, forklarer Britta, og siger, at Grønland er deres hjem.

- Vores børn er fra Grønland og elsker at komme hjem til Grønland. Så det er her, vi bor. Det er her vores omgangskreds er, vores daglige liv er, og vores hverdag er i Grønland. Ja, vores børn bor i Danmark, og derfor har vi budt den nye lufthavn en ekstra velkommen, fordi den åbner op for mere samvær på tværs af Atlanten, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for.

Staycation, golf og Taylor Swift

Familie Keldsen er rigtig glade for at rejse sammen. Og selvom Covid-19 ikke har været en positiv oplevelse for nogen, så har nedlukninger vist den positive side af staycation.

- Vi havde en pragtfuld tur til Kangerlussuaq og Sisimut, som jeg virkelig kan anbefale. Uummannaq med ungerne var også en kæmpestor oplevelse.

- Da børnene var mindre, var vi på klassiske charterture på all-inclusive-hoteller, og gerne sammen med nogle bedsteforældre, så vi havde lidt flere hænder. Men nu er vores børn jo blevet større, og de sidste år har vi mere kunnet nyde sådan noget som storbyferie, hvor vi har været i Rom sammen, og vi har også været på safari i Sydafrika, siger Britta.

Hun har sammen med sin datter desuden fået sig en passion – nemlig Taylor Swift.

- Det er helt sikkert hende (datteren, red.), der har bragt det ind. Og det har været helt fantastisk at have de oplevelser sammen med min datter. Vi har været så heldige at være til to koncerter på den her Eras Tour.

- Og nu er Christian og jeg i den situation, at begge vores børn er flyttet hjemmefra. De bor begge to i Danmark. Emily går på efterskole, og Marcus går på Handelsgymnasiet. Så derfor har vi jo også ligesom skulle genopfinde vores parforhold, hvor vi pludselig har fået meget mere tid.

Britta og hendes mand har blandt andet kastet sig over golf, som de nyder at spille sammen og sammen med gode venner.

- Jeg synes, at det er en fantastisk mulighed for os, som ikke nyder naturen sådan på traditionel grønlandsk vis med sejlads og fiskeri og jagt. Det er en rigtig god mulighed for os for at komme ud i den friske luft og gå ture, ligesom det jo også har været en fornøjelse for os at spille på andre baner rundt omkring, både i Europa og ude i verden.

- Og så holder jeg jo særligt af hul nummer 19. Den foregår jo typisk på en rigtig lækker terrasse med en lille drink i hånden, og det skal man ikke fornægte, siger Britta med et smil.

Velgørenhed

Hun er karrierekvinde med et stort K, og er i den forbindelse meget bevidst om, at ikke alle er født under den samme heldige stjerne. At nogle er mere heldige end andre.

- Mit held er, at jeg har været rigtig god til at gå i skole. Jeg har haft nemt ved at optage viden og har derfor også kunne tage mig en juridisk embedseksamen. Jeg har været heldig, at jeg er født i Danmark, hvor vi har et gratis uddannelsessystem og jeg har været heldig at have nogle forældre, der har bakket op om mit ønske om at tage en lang uddannelse. Jeg kommer ikke fra en familie, der har mange penge, jeg kommer heller ikke ud af en familie, hvor de var veluddannede. Så jeg har helt klart skulle bryde et mønster der. Jeg vil også sige, at de af os, der netop er født under en heldigere stjerne, vi har også et ansvar over for dem, der måske ikke er. Og det er jo en rigtig, rigtig svær balance, for selvopholdelsesdriften forsvinder, hvis man ikke selv oplever at skulle yde noget for sin overlevelse – det er jo bagsiden af medaljen ved velfærdssamfundet

Britta har sammen med andre kvinder lavet rigtig meget velgørenhedsarbejde gennem Ladies Circle.

- I den periode, jeg har været med, har vi vel samlet et sted mellem tre og fire millioner kroner ind til velgørende arbejde her i Grønland. Det er det her med fællesskabet og med at gøre noget godt for andre, men bestemt også prøve at se, om man kan være med til at løfte og ændre nogle ting for nogle mennesker, som har haft brug for en hjælpende hånd, forklarer Britta.

Ligestilling

Britta Keldsen blev udpeget som forperson for Ligestillingsrådet i Grønland i sommeren 2023, og var det indtil Naalakkersuisut udpegede en ny med virkning fra 1. januar 2025. Hun er stadig medlem af rådet, en rolle hun sætter stor pris på.

- Det har været en gave for mig, at få øjnene op for, at det faktisk ikke handler om, at det er mig, der er forkert, men det handler om, at der er nogle samfundsstrukturer, som begrænser sådan en type som mig. Fordi jeg ikke passer ind i de klassiske forventninger til, hvordan en kvinde skal være.

- Jeg oplever generelt, at erhvervslivet har et ønske om ændringer og mere diversitet. Og vi havde i Ligestillingsrådet nogle arrangementer i november måned 2024, der handlede om bias. Altså hvad er det ved os selv, som måske gør, at vi holder fast i nogle samfundsnormer og nogle fordomme om køn, som det er på tide at sige farvel til. Vi havde workshops, både i Sisimut og i Nuuk, og jeg blev virkelig varm om hjertet over at se, at så mange erhvervsledere i Grønland valgte at bruge en hel eftermiddag på at reflektere over vores forudindfattetheder og bias med henblik på at se, kan vi gøre noget andet for at give mere plads til mere diversitet i det grønlandske erhvervsliv.

Hun mener, at vi kun kommer videre med den dagsorden, hvis vi anerkender at der er en udfordring med diversitet og med ligestilling.

- Vi bliver nødt til at tale om det, og vi bliver nødt til oprigtigt at ville ændre det, fordi vi er oppe imod nogle voldsomme gruppedynamikker, som er rigtig, rigtig svære at ændre på, i hvert fald hvis vi ikke taler om det, og hvis der ikke er en fælles enighed om, at vi som samfund kan få mere ud af de ressourcer, som vi har til rådighed, hvis vi ikke nøjes med kun at kigge på 50 procent af de menneskelige ressourcer. Hvad er det sværeste bias, der er i øjeblikket? Det er at vi tror, at der er ligestilling, konstaterer hun og fortsætter:

- Lønforskellen mellem mænd og kvinder i Grønland blev i 2024 opgjort til 25 procent. Der er ingen europæiske lande, der kan måle sig med Grønland, når vi snakker lønforskel. Det ved jeg så ikke lige, om vi skal være så stolte over.

Kan ikke grønlandsk

- Jeg er klart motiveret af retfærdighed, siger Britta, der dog samtidig er opmærksom på, at det er en farlig ild, for retfærdighed er subjektiv, og der er derfor plads til blinde vinkler.

- Det er min retfærdighedsfølelse, der i høj grad driver mit arbejde særligt med ligestilling, men helt sikker også mit samfundsengagement.

Der er dog en enkelt ting, hun har måttet erkende ikke helt flugter med hendes engagement i det samfund, hun har valgt at slå rødder i.

- Hvis jeg skulle reflektere over mit liv, og også netop mit liv i Grønland, om der var noget, som jeg gerne ville have gjort anderledes, så er det at jeg fortryder, jeg ikke har gjort mere for at lære det grønlandske sprog. Fordi det er jo med røde ører, at jeg må erkende, at jeg efter mere end 20 år i Grønland, fortsat ikke mestrer sproget.

- Jeg kan selvfølgelig sagtens give mig selv en masse figenblade og sige, at det er et meget svært sprog, at undervisningen er dårlig, at der ikke er ordentligt lærerbogsmateriale, og at jeg også synes, at det er uhensigtsmæssigt, at vi ikke uddanner lærere til at undervise grønlandsk som første sprog, men at vi kun uddanner til modersmålsundervisning. Men i sidste ende, så peger pilen på mig. Og jeg har ikke lært det, og det burde jeg have gjort.

Britta er desuden rigtig ked af, at hendes børn, som både er født og opvokset i Grønland og har gået i en grønlandsk folkeskole i 10 år, heller ikke mestrer sproget.

- Det synes jeg er rigtig ærgerligt, fordi sprog er en kulturbærer og en vigtig forudsætning for god integration, og så synes jeg i øvrigt også at det er virkelig virkelig ærgerligt for Grønland, at vi ikke magter at lære alle børn i skolen at tale grønlandsk, fordi der mister vi ressourcer som land. Men ja, den ligger ved mig, og det er virkelig noget, som jeg gerne ville have gjort anderledes, slutter Britta.