Hun har et velkendt ansigt, og er kendt for sin skarpe tunge, når hun i sit arbejde som børnetalsmand peger på problemer og udfordringer blandt børns forhold. Men hun er meget mere end det. Privat elsker hun at være i naturen og at fiske. Og ellers har hun en stor samling af øreringe.
- Jeg har altid været meget glad for øreringe. Når jeg var ude blandt oprindelige folk, gav vi hinanden gaver, som betød rigtig meget. Jeg har virkelig mange øreringe fra andre lande, og jeg bruger mine egne til at bytte med, begynder Aviâja sin fortælling om, hvordan hun kom til at lave øreringe med isbjørnepels og siden også med perler af fiskehvirvler.
ARNANUT
Denne artikel er fra den sidste udgave af magasinet Arnanut.
Hele magasinet kan læses her: Arnanut
- Jeg har altid ønsket mig flotte øreringe med isbjørnepels, så jeg lærte at lave nogle selv. Isbjørnen har en stor betydning for mig som person. Den giver mig tryghed, og jeg har altid følt mig nært forbundet med isbjørnen. Under min traumebehandling føltes det endnu mere nært, så jeg begyndte at prøve mig frem til at lave øreringe med isbjørnepels, siger hun.
Hun har som voksen ikke arbejdet med noget kreativt. Hendes mange år som børnetalsmand har gjort det nødvendigt at begynde på en traumebehandling. Det er under den behandling at hun følte den tryghed, isbjørnen gav hende. Men det var også under den behandling at hendes kreativitet ligesom blev åbnet op, og hun begyndte at lave det ene par øreringe efter det andet.
Perler der beskytter
Mens Aviâja lavede øreringe med bl.a. isbjørnepels kiggede hun på en halskæde, lavet af perler fra fiske ryghvirvler, hun havde fået af en sibirisk kvinde for mange år siden. Da hun fik dem, fortalte kvinden, at fiskens ryghvirvler i øreringene ville beskytte hende mod alt ondt. Hun skulle passe godt på dem, og være forsigtig med dem, når hun bar dem.
- Jeg havde ikke tænkt på det efterfølgende, men jeg betragtede dem, når jeg arbejdede med skind. Det fik mine tanker i gang. ”Tænk at lave noget med fiskehvirvler. Tænkt at lave øreringe med dem.” Så glemte jeg det igen, og betragtede dem igen senere.
Aviâja har haft en østgrønlandsk elev i tre år, som gav hende en takkegave, da hun blev færdig med sin akademiske diplomuddannelse.
- Hun gav mig østgrønlandske øreringe, som hun selv havde lavet, og sagde: ”Her er noget til at beskytte dig”. Jeg kan huske hun sagde, at hver gang man fik nålen igennem perlen, så blev der lagt en beskyttelse. Jeg tænkte ikke på det igen, ligesom som den sibiriske gave.
Aviâja begyndte at undre sig over perlernes betydning, og begyndte at lede efter bøger, som beskriver de perler. Hun undrede sig over hvorfor vi ikke er bedre til at udnytte vores egne ressourcer.
- Vi har så mange fisk i vores land. Hvorfor bliver de ikke brugt til smykker og lignende? Vores egne ting.
Der blev kigget i mange bøger, og hun fandt enkelte beskrivelser om at de har været brugt til at beskytte sig, og er blevet brugt som perler.
- Jeg forstod det sådan, at før hvalfangerne kom med glasperlerne, så har man brugt fiskenes ryghvirvler fra f.eks. ammassætter og ørreder, som perler. Men det spirituelle i perlerne var ikke blevet skrevet om.
Beskyttelse mod onde ånder
- Jeg kom i tanke om min gamle elev Ida Mathiassen, og spurgte hende hvad det nu var hun havde sagt om øreringene. Hun svarede: ”De beskytter mod onde ånder. Hvis de kommer til dig, vil de komme ud af perlernes huller, uden at du bliver ramt af det. Vores stammefrænder har også sagt, at de beskytter mod sygdomme. Perlerne beskytter også mod mennesker, som vil dig ondt.”
Med disse informationer tog Aviâja ud til Grønlands Nationalmuseum, som hun så ofte havde gjort.
- Det var som om, at jeg kom ind til museet med nye øjne. Jeg vidste at jeg skulle lede efter perler, og jeg fandt dem.
De traditionelle østgrønlandske smykker og åndemanderes armbånd har i gamle dage været syet med fiskehvirvler, og perlerne var blevet farvet med blod. Og de hang lige der på museet.
- Jeg fik kuldegysninger, da jeg så perlerne (på museet, red.). Jeg tænkte: ”Hvorfor har vi ikke kendt noget til dem? Hvorfor er den viden ikke blevet skrevet ned?”
Aviâja kommenterer, at det jo er den hvide mand, der har nedskrevet vores historiske viden. De har primært beskrevet fangstredskaberne, som har fyldt meget i den mandlige verden.
- De mænd har nok ikke haft den store interesse for de perler, kvinderne arbejdede med. Jeg ved det ikke, men det tænker jeg. Men de har heller ikke haft noget viden om vores spiritualitet. De haavde forstået det ud fra deres egen verdensforståelse, og kaldt dem ”trylleformularer”, selvom det nok har haft en helt anden spirituel betydning for os.
De traditionelle smykker fra Østgrønland er udstillet på museet uden beskrivelse af hvad de er.
- Jeg savner beskrivelser for hvad de perler var, og hvad kulturarven har gjort for vores krop, sjæl og ånd. Især når vi har så stort behov for det i dag.
Lærte sig selv at lave perler
Aviâjas nysgerrighed og behov for en forklaring for perlernes betydning tog hende med ud i den virtuelle verden. Her fandt hun ud af, at stammefrænderne i Alaska også var begyndt at beskæftige sig med perler af fiskehvirvler, og hvordan man lavede dem.
- Jeg har søgt på bl.a. YouTube, men det er enormt svært at finde oplysninger. Der findes ingen opskrift, men jeg fandt ud af at man kan bruge opvaskesæbe til at rense fiskehvirvlerne. Jeg startede med ammassætter, og fandt straks ud af at ammassætter her i Nuuk er for små. Deres ryghvirvler er så små, at det ikke kan bruge. Jeg fik noget tilsendt fra en ven i Ilulissat. Det lykkedes, for de er større. Jeg venter på en forsendelse fra Østgrønland, for jeg tror, at de er endnu større.
Aviâja startede med at lave de hvide perler. Hun har måttet smide en del ud, fordi de gik i stykker.
- Jeg havde måske kogt dem for længe eller brugt for meget sæbe. Jeg måtte selv prøve mig frem til det lykkedes, for jeg havde ikke nogen opskrift.
Til sidst lykkedes det, og Aviâja valgte at offentliggøre sin nye viden i sin Facebookprofil.
- Det er vores kulturarv. Det jeg har lært, er ikke mit. Det er vores arv som folk. Så jeg har lavet korte videoer, som viser hvordan man laver dem, og hvad de har betydet. Så hvis nogen skulle have interesse for det eller ej, så var det tilgængeligt.
De korte videoer blev delt på Facebook, og blev enormt godt modtaget. Meget mere end Aviâja havde troet.
- Folk blev enormt forundrede. Jeg har hørt at der er mange der laver dem i Sisimiut. De prøver sig frem.
Forskellige størrelser og farver
Aviâja viser nogle helt små perler af en fisks ryghvirvler, og fortæller at fiskens rygmarv forsvinder under rensningen, og at hvirvlerne får små huller i midten. Når rensningen er overstået, tørres de små hvirvler på en til to dage.
- De helt små ryghvirvler er lettere at rense og få fjernet fiskelugten. Processen med de større fisks ryghvirvler er en helt anden historie. Det tager virkelig lang tid, og er mere besværligt.
Aviâja eksperimenterede ikke kun med forskellige fisk. Hun eksperimenterede også med farvning af fiskeperlerne. De mørklilla perler er farvet med saften fra blåbær.
- Da jeg fortsatte med at eksperimentere med farvning, fandt jeg ud af, at alt efter hvor meget vand man blander vand i sortebærens saft, så blev nogle blå og andre grønne. Det var enormt forunderligt, siger Aviâja og griner.
Denne sommer har Aviâja samlet blomster som hun ville bruge til farvning. Da hun så de små blå blomster kaldet sne-ensian troede hun at hun skulle lave blå perler.
- De blev grønne! Vandet var blåt, men når det ramte fisken blev det grønt. Der må være noget kemisk, som gør at det blå bliver til grøn.
Efter forsøgende med ammassætter, og før der blev åbnet op for ørredfangsten, gik Aviâja i gang med at afprøve rensning og behandling af torskens ryghvirvel. Det var egentlig nemt nok at arbejde med, men hun var ikke helt tilfreds med udseendet.
- Torskens ryghvirvler er ret aflange og har en form…hmm. Jeg synes ørreders ryghvirvler er de flotteste. De har en flot form, men det tager virkelig lang tid at rense dem. Fiskelugten er svær at komme af med, for der er meget olie i fisken. Jeg tror jeg brugte 14 dage for at få lugten væk. Men de er virkelig flotte, og formen passer bedst til øreringe.
- Laksens ryghvirvler er også virkelig flotte. De er lidt gule i det, men det er, fordi fisken er så fed. En havkats ryghvirvler er virkelig store.
Øreringe i gave
Aviâja begyndte at prøve at lave forskellige øreringe med sine perler og isbjørnens pels.
- Nogle af de første øreringe med ammassætter har jeg givet til biologen Aviaja Hauptmann, uddannelseschef i biologiuddannelsen. Hun er i gang med at forske i ammassætters betydning for vores kultur og liv. Jeg kender hende slet ikke, men jeg kontaktede hende, og sagde, at jeg ønskede at give hende disse beskyttende øreringe, som tak for hendes fantastiske arbejde. Hun fik øreringene i går (i august, red.), øreringe med ammassæt og torsk.
Gaven blev gav virkelig positiv følelse både for hende selv, men også gavemodtagere.
- Jeg blev rørt. Det blev hun også. Det har en stor betydning for mig at give en gave til en fremmed. Vi grønlændere lever i dag hver for sig. Vi går bare forbi en hel masse mennesker eller hilser bare lige hurtigt. Når der er en årsag, så møder vi nye mennesker og lærer nogle at kende. Øreringene har fået mig ud til helt nye mennesker på en god måde. Det er virkelig dejligt, siger hun.
Garver også fiskeskind
Aviâja er ikke stoppet ved fiskens ryghvirvler i sin udforskning. Hendes interesse for fisk, og hvad fisken kan bruges til, har åbnet op for endnu en hel ny dør.
- Vores stammefrænder bruger fiskeskind, når de laver øreringe. Vi kan købe fiskeskind på nettet. Jeg tænkte: ”Hvorfor kan vi ikke selv?” Så jeg gik i gang med at undersøge hvordan man laver dem.
- Her er skindet fra en ørred, som var det første der lykkedes – uden at lugte. Det er garvet, så det blev fleksibelt og du kan sy det til taske og hvad du ellers vil bruge det til. Jeg har lakseskind ude skuret, som bliver færdige i aften. Jeg er også i gang med at afprøve havkatskind.
- Jeg undersøgte hvad vores stammefrænder gør. Der er træer i Alaska, og der bruger de bark til naturlig garvning. Og det har vi ikke. Så undersøgte jeg hvad folk der bor i områder uden træer gør. Jeg fandt ud af, at det er meget lettere at bruge glycerin og alkohol til at garve med. Så skal fiskeskindet selvfølgelig skrabes helt fri for fedt.
Frihed til kreativitet
Aviâja nyder at være i kreative processer. En tilstand hun ikke har haft plads til i sin travle hverdag.
- Det er virkelig dejligt ikke at være i sine tankers vold hele tiden. Jeg har tænkt på mit første minde, som gjorde mig lykkelig. Det var at udforske naturen. Fange fisk, plukke blomster, være nysgerrig, føle frihed og ro. Dengang vi var børn i Aasivik (sommerstævne i naturen, red.) – ja, vi var blandt mennesker, men vi havde også mulighed for at forsvinde lidt. Den følelse af at være helt alene i naturen, selvom du er et barn.
- Jeg har tænkt meget på os som folk. Jeg kan kun tage udgangspunkt i mig selv, men der har været store krav til os om at være stærke. Er vi ked af det, så skulle vi være stærke. Vi er måske ikke blevet mødt med forståelse for vores følelser, men har lært at være stærke. Vi skal være dygtige og være stærke. Det har jeg forsøgt at opnå og efterleve i mit liv, og glemt hvad der var vigtigt for mig selv, forklarer Aviâja, og slutter:
- Det er enormt terapeutisk for mig at lave de her ting. Her kan jeg mærke mig selv i stedet for at prøve på at være dygtig og stærk hele tiden. Det er også at være stærk.
