Færøsk kunstner skaber debat om Rigsfællesskabet

Kunstner Edward Fuglø fra Færøerne er i øjeblikket galleri-aktuel med billeder, hvor han funderer over Rigsfællesskabet. Det er første gang, at en kunstner skaber debat om Rigsfællesskabets rolle på tværs af alle tre lande. Udstillingen i Vejle vises indtil den 13. november.

Kunstudstilling skaber debat om rigsfællesskabet.
Der var fernisering i Vejle sidste weekend, og udstillingen kan besøges til og med den 13. november.
Flere kom forbi udstillingen af den færøske kunstner.
Der banes vej til en debat om rigsfællesskabet i kunstudstillingen.
Offentliggjort

I en afsidesliggende sidegade centralt i Vejle lægger man som forbipasserende mærke til to flag, der stikker ud fra de ældre bebyggelser – nemlig det grønlandske og færøske flag. Bag de to nordatlantiske flag gemmer der sig et nyåbnet galleri, Thordals (ejet af Frederik Thordal), der i øjeblikket har en udstilling af den anerkendte færøske kunstner, Edward Fuglø. Udstillingens hovedværker er fire motiver, hvor kunstneren funderer/ fabulerer over Rigsfællesskabets rolle på tværs af alle tre lande.

Rammerne for udstillingen må siges at være oplagte: Et dansk placeret galleri, der forhandler færøsk og grønlandsk kunst. Alle tre lande er repræsenteret ét sted.

- Det er vist første gang, at en kunstner laver kunst, som går på tværs af alle tre lande i Rigsfællesskabet. Normalt plejer det at være grønlandsk-dansk eller færøsk-dansk, forklarer den Klaksvik-fødte kunstner og fortsætter:

- Jeg har ikke et ønske at politisere Rigsfællesskabets fremtid – det er snarere mine funderinger over Rigsfællesskabet.

De fire motiver dækker over emner som miljø, folklore og forsvar. Og så er der en joker. Motiverne indeholder velkendte motiver eller redskaber fra de tre lande – og det viser på samme tid, som Edward Fuglø udtrykker det: ”de markante forskelle og ikke mindst kulturelle forskelle, der er mellem Grønland, Færøerne og Danmark”.

På Færøerne er Edward Fuglø, der er uddannet på Københavns Designskole (i dag en del af akademiet), kendt for evnen til at afbilde den mentale temperatur på færingerne, oftest på en fantasifuld og underfundig måde – og hvor humoren hyppigt titter frem i hans værker, oftest blandet sammen med noget dramatisk. Den samme tilgang anvender han også i forhold til de fire motiver af Rigsfællesskabet. I forbindelse med hans research har han blandt andet studeret indgående heraldik, læren om brugen af våbenskjolde.

Galleriets gæster var begejstrede

En af gæsterne til ferniseringen var Annette Bogø Lyberth, som ankom sammen med sin mand, Rasmus Lyberth. Hun kender Edward Fuglø fra et tidligere samarbejde på Det Nordatlantiske Hus og Det Grønlandske Hus i Odense, hvor hun i dag er leder. I 2013 var Edward Fuglø bestilt af Det Nordatlantiske hus i Odense for at lave stedets ikoniske vægmaleri, ”Svanedronningen/ Svanadrotningin”. Et arbejde, der varede i to måneder.

Annette Bogø Lyberth har en stor forkærlighed for hans kunst, for som hun formulerer det:

- Hans værker er altid gennemarbejdede og –tænkte, og der indgår i værkerne altid en eller flere subtile kommentarer til samtiden, kombineret med en vis humor. Det kan jeg godt lide, siger hun.

Ifølge Annette gælder det også hans fire hovedmotiver om Rigsfællesskabet.

- Her får han vist, at han formår at vise Rigsfællesskabets tre enheder på en kritisk, men på en kærlig måde, fortæller Annette Bogø Lyberth og fortsætter:

- Selvom om Rigsfællesskabet består af tre vidt forskellige kulturer, er vi også underlagt en række globale udfordringer, som vi er fælles om, som f.eks. klimaproblemer og den stigende sikkerhedspolitiske interesse i det arktiske område. Det viser han på en god måde.

I underkanten af 200 besøgende

Galleriejeren var en glad mand, da den sidste gæst forlod ferniseringen. I underkanten af 200 besøgende og ti solgte værker, blev resultatet. Det var meget mere end han regnede med, da han åbnede døren for sit publikum. 

- Når man som jeg, har boet både i Grønland og på Færøerne, er det særligt interessant, at der var så stor interesse for de fire værker om Rigsfællesskabet, hvor Edward Fuglø kommer med en række betragtninger om den sammensætning, som Danmark, Grønland og Færøerne udgør, siger Frederik Thordal og fortsætter:

- Hvis jeg skulle beskrive Edwards tilgang til kunsten, så er det at han kommer med betragtninger eller gode observationer. Han maler verden, som han ser den, uden at det bliver belærende, eller endda helt tydeligt, hvad han selv tænker. Men betragtningerne er altid skarpe.

Udstillingen kan besøges til og med den 13. november. 

Powered by Labrador CMS