Et ”sært” barn blev skuespiller

Bendo Schmidt blev født på en lillebitte laguneø langt ude i havet.

Hun voksede op i pagt med naturen.

Hun legede med bygdens børneflok, fjollede ved strandens bølger, samlede æg og bær og var et lidt ”sært” barn. De var 9 søskende. Faderen var storfanger og kommunefoged. Moderen en dygtig husmoder, avittat-kunstner og skindsyerske.

Som 19-årig teenager tog Bendos liv en uventet drejning. Hun blev suget ind i teatrets mystik 3000 km væk fra sin lille bygd. Bendo Schmidt blev en af frontløberne i Tuukkaq Teatret. En aktivistisk teatertrup, der sammen med Unge Grønlænderes Råd, Sumé og andre udgjorde den flodbølge, som skabte hjemmestyret.

69-årige Bendo Schmidt er grand old lady i grønlandsk teater. Udover Tuukkaq har hun været med til at bane vejen for teatertruppen Silamiut, Nationalteatret og Skuespillerskolen i Nuuk.

For nylig fejrede hun sit 50-års jubilæum som skuespiller.

Halvtreds år! Og Bendo Schmidt er stadig aktiv! En spillevende teaterbombe, som hvert øjeblik springer ud på gulvet i sin 3-værelses lejlighed på Amager for at vifte med ørnefjer, slå på to kæmpe trommer eller forvandle sig til et 8-årigt barn, der rabler børneremser af sig, mens hun slår sig på rumpen.

Det ene minut er Bendo Havets Moder, så en ørn eller en ond, hvid djævel. Den garvede skuespiller kan ikke dy sig for at spille teater midt på stuegulvet for den måbende journalist.

Farsyg

Bendo – eller Benedikte som hun blev døbt i bygdens kombinerede skole og kirke – har dybe rødder i det oprindelige fangersamfund med en far i kajak.

Livet i barndommens bygd, Killiit (Vester Ejlande), løber som en rød tråd gennem hendes kunstneriske virke. Det er fra den lille ø ud for Aasiaat, at hun gennem et langt liv har hentet inspiration – selvom hun fysisk har bevæget sig rundt i verden fra Ilulissat til Nuuk, Norge, Canada, Fjaltring, Bolivia og Amager.

- Jeg var lidt et sært barn, fortæller hun.

- Jeg var meget farsyg. Jeg ville med ham ud at fiske. Han jagede sæler fra kajak som de andre fangere i bygden. Men som den eneste havde han også en lille fiskekutter. Jeg plagede om at komme ud at sejle med ham. Det var min mor meget imod. For kvinder ombord på en båd bringer ulykke, mente hun og andre i bygden.

- Men jeg fik lov til at sejle med i båden. Så skete der faktisk det, at vi fik motorstop. Det er ikke din skyld, sagde min far. Men jeg var rædselsslagen og bad til Havets Moder om at redde os. Alt det med myterne spirede i mig allerede dengang. Så kom der en rejekutter fra Aasiaat og reddede os, fortæller Bendo Schmidt.

Naturen som børnehave

Killiit ligger på en meget lille ø. I løbet af ingen tid løb bygdens unger fra den ene ende til den anden. De legede frit og skabte deres eget børne-univers.

- Det var en fest med alle de søskende. Naturen var vores vuggestue og børnehave. Vi lærte en masse, mens vi legede. Vi lærte at overleve i naturen. Vi løb ned til stranden helt tæt på de store bølger, mens vi sagde en masse børnerim og remser. Vi udforskede og udfordrede naturen.

- Vi børn skabte selv vores egne fornøjelser og adspredelse. Vi legede for at lære at overleve. Vi legede nogle lidt farlige ting ved havet. Men vi fik også respekt for naturen. Havet kan være så skønt og dejligt. Men også farligt. Det lærte vi tidligt, husker hun.

Familien tog på sommerlejr til området omkring Qasigiannguit. De boede i telt, plukkede bær, samlede æg, fangede ammassætter og tørrede til vinterforråd.

- Alle de der børnelege og remser, som vi børn sang og dansede mod bølgerne, har jeg taget med mig fra min barndom og brugt i mit dramaturgiske arbejde. Jeg kan åbne op for en skattekiste. Det er meget værdifuldt, siger hun.

- Man skal kende sit ophav og forfædrenes visdom og kraft.

Indfanget af Tuukkaq

Barndommens skattekiste kom Bendo Schmidt til at øse af gennem hele sit liv som skuespiller, instruktør og skuespilforfatter.

Men i begyndelsen var det ikke let. Hun følte hun sig lammet og skrækslagen, da hun som blot 19-årig blev placeret i et tomt rum med et bord, en skriveblok, en blyant, Knud Rasmussens Myter og Sagn, en båndoptager og besked om at øse fra sit indre. Og komme med forslag til rammerne for et inuit-teater.

 - Reidar sagde til mig: Du har den der utrolige energi. Du kan blive en fantastisk formidler. Du skal finde dig selv. Da jeg sad ved det bord ganske alene, forstod jeg, at jeg skulle starte helt forfra og øse af mig selv og den styrke, som ligger i vores myter og sagn. Den der fantastiske tro, den barske natur, den hensynsløse kraft og fine poetiske tone, som er sagnenes charme, tog jeg til mig.

Mere eller mindre tilfældigt var hun havnet som skuespillerelev på Tuukkaq Teatret – et teatereksperiment, som knap eksisterede, men lige var piblet frem via grønlænderhuset i Holstebro og en energisk norsk skuespiller ved navn Reidar Nilsson fra Odin Teatret.

Han opdagede Bendo Schmidts talent, da hun medvirkede i et teaterstykke i grønlænderhuset i Holstebro i anledning af husets 5-års jubilæum. Det var ved den lejlighed, at Bendo sprang ud som skuespiller i en dramatisering af inuit-myten Festens hellige Gave.

Hun var HF-elev på Viborg Katedralskole. Men blev grebet af de skrå brædders magi og elev på Tuukkaqs første hold skuespillere.

Sammen med Reidar Nilsson og den øvrige håndfuld elever var Bendo Schmidt med til at skabe et utraditionelt teater helt fra bunden i 1975. I den vestjyske landsby, Fjaltring, opstod et grønlandsk miljø med kropsligt teater. På holdet var også en dygtig trommedanser fra Qaanaaq, Moses Aronsen, Torngi. Musik, kostumer, tekst, dans, scenografi - alt blev skabt fra grunden for et beskedent budget. Udgangspunktet var grønlandske myter og sagn - med politisk snert over for kolonialismen. Samtidig med opbygningen af teatertruppen skulle de unge grønlændere lære teaterhåndværket fra grunden. Faktisk var det lidt af et mirakel, hvad der spirede frem i den stride vestenvind langt ude på landet.

Ret hurtigt anerkendte det daværende Grønlandsministerium Tuukkaqs teaterskole, således at de studerende blev SU-berettiget.

Bingo spænder ben

Tuukkaq skaber i løbet af kort tid deres første forestilling, Inuit, med premiere på Færøerne i februar 1977 og danmarkspremiere i Fjaltring en måned senere. Året efter bliver Inuit vist i en tv-udgave på DR.

Stykket opføres til det første ICC-møde i Barrow, Alaska. Grønlandsk teater udbredes dermed til en langt større offentlighed.

Først i foråret 1978 kommer den længe ventede Grønlands-turné. Nanortalik er første by på rejsen. Tuukkaq-skuespillerne bliver modtaget af en flok glade skolebørn, som er de eneste, der er klar over, at de kommer. Lidt skuffende. Men Grønlandspremieren bliver alligevel en succes. ”Vi mødte i byen en varme, som vi hernede i Danmark kan lære meget af,” noterer Reidar Nilsson i sin dagbog. ”Vi kom, som solen kommer hvert forår”. ”Vi kom med noget, de ikke kendte, altså de kendte til teater, men ikke i den form, vi kom med”.

I Narsaq møder Tuukkaq en alvorlig forhindring: Bingo! Teatret havde glemt at tage hensyn til, at der skulle afholdes bingo. Men borgmesteren griber ind. Bingo bliver flyttet.

I Qaqortoq er scenen så lille i forsamlingshuset, at Tuukkaq bliver nødt til at spille på gulvet. Men det går alligevel godt. 300 møder op den første aften, skønt rummet kun er dimensioneret til 100.

Der bliver leet meget. Publikum er medlevende og kommer med hujen og tilråb, når Toornaq Qaqortoq, en fremmed ånd, bliver hersker.

Bagkvinde i grønlandsk teater

Bendo Schmidt bliver uddannet skuespiller i 1979. Hun tager en pædagogisk dramauddannelse og arbejder nogle år på Socialpædagogisk Seminarium i Nuuk. Hun arbejder samtidig som skuespiller i Tuukkaq-traditionen med kropsligt teater, trommedans og tekster af bl.a. Aaju, Kristian Olsen. Hun skaber sine egne forestillinger og arbejder også i Norge og Canada. I 1997 får hun job som arrangementskonsulent i Katuaq.

Hun er med til at bane vejen for teatergruppen Silamiut i Nuuk og senere Grønlands Nationalteater, hvor hun er med til at skabe 15 forestillinger.

Bendo Schmidt har i mange år været formand for Grønlands Skuespillersammenslutning, KAISKA. Hun har været medvirket til skabelsen af teaterlovningen og skuespilleruddannelsen i Nuuk.

Efter at have boet i Nuuk i mange år, flytter hun i 2016 til Danmark med ægtefællen Henning Ditlevsen.

For nylig fejrede Bendo Schmidt sit 50-års jubilæum som skuespiller på Nordisk Teater Laboratorium/Odin Teatret i Holstebro med forestillingen Festens Gave.

Hun kom tilbage til Vestjylland, hvor det hele begyndte. Hvor grønlandsk teater spirede frem. Og hvor hun var med til at gøde og vande, så en helt særlig kunstart foldede sig ud.

Samtidig var hun – sammen med bl.a. Rasmus Lyberth - med til at ”begrave” gården i Fjaltring, hvor hun udfoldede sig som skuespiller. Teatrets arkiv blev overdraget til Nationalmuseet og arkivet i Nuuk. Teatrets bygninger, som var hærget af skimmelsvamp, blev revet ned.

Far og fremtiden

Bendo Schmidt var med til at sætte noget vigtigt i gang, som lever videre i Nuuk. Selv er hun stadig en skabende kunstner. Hun arbejder lige nu med et projekt om sin far, Ataataga/Min far – aktivist. Om det bliver teater, film eller en bog, ved hun endnu ikke. Men emnet er vigtigt for hende. Hendes bygd Killiit blev nemlig offer for G-60 og nedlagt i 1968.

- Det var en stor sorg for familien at skulle flytte. Min far protesterede og var aktivist mod statsmagten. Det er en vigtig historie at fortælle. Både for Grønland og Danmark. Især i en tid, hvor der er en uhyggelig udvikling i gang, hvor nogen vil købe os, og vi samtidig bliver slået oven i hovedet med det bloktilskud, som Danmark yder. Alt handler ikke om økonomi! Vi skal have indrømmelser, se vores fælles fortid i øjnene og blive forsonet. Og så skal vi indse, at vi har stærke rødder. Og at vi vil det her!