Endelig portrætteres hun

Hvad føler du, Arnarulunnguaq? Hvilke hemmeligheder gemmer du på?

Pauline Knudsen har i timevis stirret på fotos af Grønlands jernhårde lady, som hun blev kaldt i en artikel i AG.

Som forfatter til en ny bog om, hvad man roligt kan kalde en vaskeægte heltinde, har Pauline Knudsen stået over for mange ubesvarede spørgsmål om den gådefulde opdagelsesrejsende, som kun efterlod sig få spor.

- Arnarulunnguaq var modig, utrættelig og optimistisk. Hun elskede mindst lige så meget som Knud Rasmussen, at udforske nyt landskab og møde nye mennesker. Selvom hun var syg i lange perioder, holdt hun humøret oppe. Hun forstod at leve i nuet, fortæller Pauline Knudsen.

Knud Rasmussen vandt hæder og medaljer for 5. Thuleekspedition. Men bedriften var aldrig lykkedes uden hans to hårdføre rejsefæller, Qaavigarsuaq og Arnarulunnguaq.

Det Lille Kvindemenneske rejste 18.000 km på slæde over Canada og Alaska og næsten helt til Sibirien. Sammen med Knud Rasmussen og fætteren Qaavigarsuaq, rejste hun i tre år på hundeslæde. I temperaturer fra minus 30 til minus 57 grader, stred trekløveret sig gennem Arktis.

Undervejs boede de i snehytte, telt eller primitive hytter. Indtil de til sidst havnede i skyskrabernes by, New York.

Den lange slæderejse tværs over Arktis svarer til halvdelen af jordens omkreds. En ubegribelig barsk bedrift. Og dog ved vi nærmest intet om Arnarulunnguaq. Og for resten heller ikke særligt meget om de øvrige otte grønlandske deltagere i den tre år lange ekspedition, hvor små slædehold med danske videnskabsfolk og grønlandske fangere udforskede ukendte landområder og folk i arktisk Canada. Og senere Alaska.

Mindesten

Pauline Knudsens interesse for Arnarulunnguaq går omkring 20 år tilbage. Hun er uddannet arkæolog og arbejdede på et tidspunkt på Knud Rasmussen Museet i Hundested. Det var i Knuds nordsjællandske sommerhus, at han skrev sin beretning om den 5. Thuleekspedition, som gjorde ham berømt over hele verden.

Ekspeditionen indsamlede myter og sagn og 20.000 genstande fra hele Arktis – alt fra amuletter til hundepiske. Dermed dokumenterede Knud Rasmussen og hans følge som de første slægtskabet mellem Inuit den halve jordklode rundt.

Alt dette fik Pauline Knudsen et indgående kendskab til gennem sit job i Hundested.

Den berømte Knud kendte alle. Han var darling fra Qaanaaq til Sibirien (rent bortset fra at han blev smidt ud af det daværende Sovjetunionen, fordi han rejste ind uden tilladelse).

Men hvad med Arnarulunnguaq? Kvinden, der kørte slæde så dygtigt som nogen mand, og som sørgede for skindtøj og det krævende husholdningsarbejde på evig vandring i verdens mest barske klima, efterlod sig få spor. Ingen dagbøger, ingen interviews. Der findes et par håndfulde fotografier af den smukke kvinde, som var omkring 25, da hun drog ud på sit livs rejse. Vi kender hende mest gennem andres beretninger. Knud Rasmussen især har skrevet om Arnarulunnguaq, som han satte meget højt. Hun var en uundværlig rejsefælle.

Derfor har det været en særlig opgave – en meget vanskelig opgave – at skrive en bog om hende, hvis slædespor føg så hurtigt til i den arktiske storm.

Men snart er bogen om Arnarulunnguaq på gaden sammen med en mindesten. På 100 års dagen for afslutningen på 5. Thuleekspedition, 22. september, vil stenen blive afsløret i Nuuk.

En komité med Asii Chemnitz Narup i spidsen har i årevis arbejdet på at give Arnarulunnguaq den hæder, hun fortjener. Aka Høgh står bag mindestenen, som placeres i Kolonihavnen med smuk udsigt over hav og fjeld. En mindesten, der i øvrigt fik sit første hug af kong Frederik, da regentparret var på besøg i Grønland i sommer.

Løkke om halsen

Arnarulunnguaqs liv kunne være blevet kort. Hendes far døde, da hun var syv år. Dermed stod moderen og børnene uden forsørger. Og uden mad på bordet. Som skik og brug var på den tid, måtte det yngste barn ofres. Men da moderen lagde en løkke om halsen på Arnarulunnguaq, græd hendes brødre så hjerteskærende, at moderen ikke nænnede at slå hende ihjel.

Dermed fik Arnarulunnguaq et ekstra liv. Det blev ikke den eneste gang, hvor hun i sit korte liv kom til at svæve ud over afgrunden.

Hendes liv blev fuld af store bedrifter. Men også tab og lidelse.

Sammen med sin mand Iggiannguaq, blev hun udvalgt som deltager i 5. Thuleekspedition. Sammen sejlede de fra Qaanaaq i 1921 mod Nuuk. Men i Nuuk blev hendes mand syg af lungebetændelse og døde. Forinden havde hun mistet en broderen.

Knud Rasmussen gav hende valget mellem at blive i Nuuk og senere rejse hjem eller fortsætte som deltager i ekspeditionen.

Arnarulunnguaq valgte det sidste. ”Før var det jer, der havde brug for mig. Nu har jeg brug for jer”, sagde hun til Knud.

Nomade

- Arnarulunnguaq havde stort set ikke andet valg end at tage med på ekspeditionen i stedet for at blive i Nuuk. Her følte hun sig ikke hjemme. Men på ekspeditionen kunne hun være sammen med sin fætter og folk, hun kendte fra Qaanaaq.

- Hun havde en stor trang til at udforske. Hun var ekstremt udholdende og dygtig til sit arbejde. Hun var nomade. Fra livet i Qaanaaq var hun vant til at rejse over et område på 700 km på fangstrejser. Husk på, de sidste indvandrere fra Canada kom over i 1860’erne – få år før hun blev født, fortæller Pauline Knudsen, der selv har foretaget arkæologiske udgravninger i området.

Pauline Knudsen er født i Upernavik og har boet i Sisimiut. Så hun har været vant til at køre på hundeslæde og fodre familiens 20 hunde. På egen krop har hun mærket, hvor hårdt – og dejligt – det kan være.

- Klimaet i Canada og Alaska er virkelig barskt med konstante storme. Langt hårdere end det grønlandske, fortæller Pauline Knudsen.

Den 63-årige arkæolog, som i flere år har været leder af de grønlandske besøgscentre og i dag arbejder som lektor på Ilisimatusarfik, var flere gange ved at opgive bogen om Arnarulunnguaq.

- Vi ved så lidt om hende. Og min bog skulle bygge på facts. Men jeg fortsatte arbejdet, fordi Arnarulunnguaq er så fantastisk en person, at vi ikke må glemme hende.

- Hun havde en utrolig forståelse for at aflæse landskabet. Som nomade var hun vant til at rejse langt. Og være udholdende. Når man rejser i de her områder, er der ikke plads til fejl.

- 5. Thuleekspedition var for hende som en udvidet fangstrejse. Men hun deltog også i arkæologiske udgravninger. Hun var med til at indsamle planter og etnografisk materiale.

- Hun og fætteren banede vejen for Knud Rasmussen, når det drejede sig om at få oplysninger og opnå fortrolighed med de folk, de mødte, siger Pauline Knudsen.

Par med Knud

Gennem tre år var Arnarulunnguaq på næsten konstant rejse med mænd. Hun levede tæt med dem i snehule og telt. Hvad det har givet af problemer og glæder, ved vi kun lidt om.

- Jeg tror, at Knud, Qaavigarsuaq og Arnarulunnguaq havde det rigtig godt sammen. Men der har været hårde perioder, for hun var meget syg undervejs. Det har været slidsomt med konstant arbejde.

- Der har også været tragedier. Der er et vedholdende rygte om, at hun fik et barn undervejs, som hun var nødt til at sætte i pleje. Det var en offentlig hemmelighed, at hun og Knud dannede par på ekspeditionen. Men det har jeg ikke kunnet dokumentere. Derfor er det ikke med i bogen, fortæller Pauline Knudsen.

Højhælede sko

Den lange rejse tværs over det nordamerikanske kontinent sluttede i New York, hvor ekspeditionsdeltagerne blev fejret som helte.

Arnarulunnguaq kom op i en skyskraber. Hun kikkede udover byen og undrede sig over, hvordan mennesker kunne leve her. ”De lever mellem stenmure på en slette skabt af kunstige sten”, som hun sagde til Knud.

Aldrig havde hun frosset så meget. Men elevatorer vakte begejstring. Hun susede op og ned, når lejlighed bød sig.

Sammen med sine to grønlandske rejsefæller fik Knud Rasmussen foretræde for den amerikanske præsident. Og Arnarulunnguaq blev stablet op på et par højhælede sko.

Overalt blev trekløveret hyldet. Også da de kom til København. Men endnu engang blev Arnarulunnguaq syg. Hun blev indlagt med tuberkulose på Øresunds Hospital.

Knud Rasmussen besøgte hende og overrakte kongens medalje, som alle deltagerne fra 5. Thuleekspedition modtog.

Efter flere måneder kunne Arnarulunnguaq, fuld af hjemve, omsider vende tilbage til Qaanaaq. Senere giftede hun sig med storfangeren Karl Peary.

Hun fortalte ham aldrig om sine oplevelser på 5. Thuleekspedition.