I Oqaatsut lærer Lene Leed vigtige ting: At ethvert menneske tæller. At man ikke spilder en dråbe, når man selv skal hente vand i taphuset. At man skal yde for at overleve. Og at naboen altid står parat til at hjælpe.
Selvom der blot bor omkring 40 i Oqaatsut holdt de festival i bygden.Foto: Lene Leed
Marianne Krogh AndersenJournalist
Offentliggjort
-Det går rigtig godt! Indtil videre ….
Bygdeformandens vurdering af det nyankomne danske lærerpars
indsats i Oqaatsut er positiv. Men for
en sikkerheds skyld smider han et dryp skepsis ind i beskeden.
-Det går rigtig godt! Indtil videre ….
Annonce
Bygdeformandens vurdering af det nyankomne danske lærerpars
indsats i Oqaatsut er positiv. Men for
en sikkerheds skyld smider han et dryp skepsis ind i beskeden.
For hvor længe vil de nye lærere holde til det stille liv i
bygden nord for Ilulissat? Og kan lærerparret, deres to børn og marsvinet Nokia
overhovedet finde ud af at bo et lille sted med omkring 40 indbyggere?
Harald la Cour og Lene Leed gør bygdeformandens skepsis til
skamme. De bliver så glade for at bo i Oqaatsut, at de bor der i syv år. De
bliver en del af fællesskabet i en bygd, ”hvor alle er i familie med alle”.
Lene Leed har skrevet en bog om hverdagsliv i bygden. Om
Kvindernes Internationale Kampdag, om storm og is i opbrud, uopdragne
krydstogtturister, om døden, som lurer i en stor natur, hvor det at hente en
pose frosne boller kan være livsfarligt. Mere om det.
Lene Leed har skrevet bogen, ”Den dag solen stop op” i
samarbejde med sine to voksne børn Nikoline og David. Den er baseret på hendes
dagbog fra 2007 og 7 år frem.
- Der skete så meget skørt og skønt, som jeg var nødt til at
skrive ned.
Bedsteforældre og gavebarn
Manasse og Bertheline er Oqaatsuts »bedsteforældre«. Det
gamle par holder sammen på det hele.
-Jeg tror til dels, det er deres fortjeneste, at Rodebay er
sådan et dejligt sted, siger Lene Leed, som mest bruger det gamle hollandske
navn om sin bygd.
Rodebay Fish er bygdens omdrejningspunkt. Her producerer 8-9
mand ræklinger. Lars er udover at være bygdeformand også direktør for
fabrikken, skolebestyrelsesformand og kommunefoged. Hans kone Anne Marie er
dagplejemor.
Hans, som går under navnet Nuunorujuk, kæmpebaby, fordi hans
fødselsvægt var imponerende, passer vand- og elværk. Hans kone Birthe er ansat
på bygdekontoret.
Bygdekøbmand Taqi opnår Dronningens Fortjentsmedalje for
mange års tro tjeneste. Pensionisten Pavia var sidste mand i kajak og arbejdede
som pedel. Jobbet giver han videre til sønnen Nuka.
- Han arbejder 360 dage om året, 24 timer i døgnet med at
skovle sne og passe skole og kirke. Han henter lorteposer. Nuka har aldrig fri,
som Lene Leed skriver i bogen.
Ingen stress
Lene Leed og hendes mand Harald er ikke ganske flyfriske, da
de flytter til bygden. De har en årrække bag sig som lærere i blandt andet
Ilulissat. De rejser til Grønland for at opleve eventyret. Og komme væk fra
stress og jag. Det lykkes langt fra i Ilulissat.
Men i Oqaatsut er livet overskueligt. Meningsfyldt.
- Der findes ikke stress i bygden,” som hun skriver omkring
juletid i sin dagbog. Og slet ikke julestress.
-Vi henter alle sammen vand ved taphuset. Vi spilder ikke en
dråbe, for vi skal selv hente det. Drikkevand får vi fra isfjelde, som vi
henter i havet. Olien slæber vi hjem i dunke. Alt bliver båret. Folk slæber og
slæber. De er arbejdsomme. I begyndelsen har bygden ingen ATV.
-Det giver mening, at man skal gøre noget selv for at
overleve. Hvis du ikke henter din fyringsolie eller petroleum, fryser du og kan
dø af kulde.
- Har du ingen penge, må du fange en fisk. Du er selv
ansvarlig. Men folk i bygden er også gode til at dele. Har de lavet for meget
mad, ringer de til naboen og tilbyder noget at spise.
- Hvert eneste menneske tæller. Man bliver accepteret som
den, man er. Bliver man uvenner, er man nødt til at blive venner igen. Folk i
bygden bærer ikke nag.
En milliardær
I lange perioder er bygden afsondret, kapslet inde i is
eller storm. Da sidste skib ankommer med forsyninger, havner vintermad,
julegaver og nytårskrudt et år på havets bund, fordi skipper og kranfører er
nye i jobbet.
I butikken gaber halvtomme hylder og en fryser fyldt med
grisehaler. Sådan går det op og ned. »Man skal grine hver dag. Ellers bliver
man syg,« konstaterer Lene Leed.
Om sommeren kommer der mange turister til Oqaatsut. De glor
ind ad vinduerne. Går ind i husene, og holder sig ikke for fine til at forsyne
sig ved folks private kaffebord.
Udover at blive overbegloet har bygdebeboerne ikke det store
udbytte af turisterne. Der er dog undtagelser. En dag dukker
Microsoft-grundlægger Paul Allens skib til 1,3 milliarder op, med to
helikoptere og ubåd på dækket. Han har gaver med: hawaiskjorter, sikkerhedssko,
vaser, blå gabardinebukser, nogle af dem så store, at der er plads til to mænd.
Bygdens damer klipper de største i stykker. Og syr tasker og
poser af dem, som de så sælger videre til turister.
Døden tæt på
Sådan går det hele i ring.
Naturen er det store, allestedsnærværende vidunder i
Diskobugten.
- Bare det at stå op om morgenen og kigge ud af vinduet, så
er jeg glad, siger Lene Leed
Men vejret viser ofte tænder. Døden lurer om det næste
isfjeld, erfarer hun.
En vinterdag, de er på familiebesøg i en hytte, har de glemt
en pose boller hjemme i fryseren. Sønnen David tilbyder at hente bollerne på
snescooter. Da han er kørt, bryder isen op, tågen omslutter alt. Bekymringen er
stor.
»Kære Gud, hvorfor satte du os et sted på jorden, hvor man
kan dø af at hente en pose boller?« kværner det inden i hovedet på Lene Leed,
inden sønnen omsider dukker op efter flere timer.
En anden gang er hun selv ved at omkomme i brændingen, da hun
skal springe fra deres jolle op på isfoden. En bygdebeboer trækker hende i
sidste øjeblik op fra dybet.
Klimaforandringerne er en plage. I 1980’erne har Lene Leed
kørt i folkevognsrugbrød over Diskobugten. Den gang tog folk taxa fra Aasiaat
til Disko. I løbet af hendes blot 17 år i Grønland er klimaet ændret radikalt.
- Vi kan ikke køre hundeslæde på havisen, som vi plejede.
Store isfjelde er afløst af små skosser, så det er svært at gå på jagt.
Selv den relativt korte sejltur til Ilulissat er farlig.
Isen pakker. Små lumske isskosser kan knuse motoren. Og de store isfjelde giver
tsunami-bølger, når de vælter.
Alvorlig sygdom
Da Lene Leed rammes af huntington, en dødelig sygdom, som
kan ramme blandt andet hjerne, muskler og synkereflekser, må hun på
Rigshospitalet. Det betyder transport i åben jolle til Ilulissat og videre.
Sådan er det for alle, selvom en helikopter hver torsdag flyver
hen over bygden.
Hun får behandling i Danmark, som lindrer sygdommen. Hun
mærker bygdebeboernes omsorg. De holder øje med hende, når hun går tur. Til
datterens konfirmation kommer de med mad til festen. Der er omsorg for gamle og
syge. Ved juletid, ringer de til folk fra bygden, som er på hospital eller plejehjem
og synger julesalmer, så de også får del i julestemningen.
Men efter to år med sygdommen må Lene Leed og familien give
op og rejse tilbage til Danmark. Nikoline skal i 9. klasse og har brug for at
blive undervist af andre end far og mor. Sidenhen har familien besøgt Oqaatsut
flere gange.
-Vi bliver modtaget som den fortabte søn, der vender hjem.
Det er dejligt at mærke den glæde, når vi kommer. Jeg savner bygden, siger Lene
Leed.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.