En æra er slut: Atuagkat lukker efter 58 år

Nuuks lokale boghandel, Atuagkat, har sidste åbningsdag i dag onsdag. Butikken holder kaffemik til eftermiddag for at takke deres loyale kunder igennem årtier.

Boghandelen Atuagkat lukker for sidste gang i dag onsdag klokken 17.30.
Offentliggjort

I næsten seks årtier har Atuagkat forsynet læselystne kunder med bøger fra både Grønland og udlandet. Men nu er det slut. Atuagkat har åbent for sidste gang i dag onsdag den 15. januar efter godt 58 år virke.

Den 5. maj 1966 startede Det Grønlandske Forslag, Boghandelen Atuagkat. Begrundelsen dengang var, at der kom flere grønlandske bogudgivelser. Boghandelsen har produceret tonsvis af bøger, der skulle sælges i Nuuk, i resten af Grønland og Danmark.

- Lige som i dag var der en fantastisk skrivelyst med mange grønlandske fortattere, og man oversatte mange udenlandske bestsellere til grønlandsk. Boghandelen blev derfor en stor succes og var derfor en kilde til udbredelse af sproget, historien og kulturen, skriver Atuagkat på sin Facebookside i forbindelse med lukningen af boghandelen.

Håber på flere boghandlere

Dorthe og Claus Jordening blev ejere af Atuagkat i 2005. Ejerne har besluttet at flytte til Danmark af helbredsmæssige årsager og har i den forbindelse ellers sat boghandlen til salg – dog uden at det lykkes at finde nye ejere.

- Dette er til meget stor sorg for os, da vi elsker butikken og arbejdet med bøgerne. Bare det at man kan sidde og få en kop kaffe og snakke med kunderne om litteratur, samfundsforhold og gamle dage er fantastisk, lyder det.

Parret skriver, at de håber, at en anden boghandel vil åbne i Grønland, så man fremover kan få solgt grønlandsksprogede bøger igen.

Boghandelen Atuagkat lukker for sidste gang i dag onsdag klokken 17.30. Ejerne giver en kop kaffe eller the til de sidste kunder i eftermiddag.

Powered by Labrador CMS