Doris forlanger mumier retur fra USA

Et museum i USA har fem grønlandske mumier i sin samling, men det er betydningsfulde fortidslevn, som Naalakkersuisut bør arbejde for at få retur til Grønland, mener politiker.

Offentliggjort

I 1929 gjorde en amerikansk antropolog et fund af mumier på øen Uunartoq nord for Nanortalik.

Antropologen bragte efterfølgende mumierne til Harvard University i USA, der angiveligt stadig har fem grønlandske mumier i museets samling.

Fundet af mumierne er blandt andet omtalt i artikel fra 2019 i mediet the Daily Mail. Artiklen omtaler et forskningsprojekt, hvor nogle af mumierne blev scannet for at finde ud af, hvordan kosten havde påvirket deres kredsløb.

Mumierne vurderes at være omkring 500 år gamle.

Ønsker aftale med museum

Nu bør mumierne returneres til Grønland, mener Doris J. Jensen (S). Derfor har hun fået optaget et forslag på efterårssamlingen, der går ud på at få Naalakkersuisut til at gå ind i sagen.

- Naalakkersuisut pålægges at anmode den amerikanske repræsentation om bistand til at søge de grønlandske mumier i Peabody museet ved Harvard University, tilbageført til Grønland, skriver Doris J. Jensen.

Politikeren henviser til, at Nationalmuseet i Danmark og Grønlands Nationalmuseum tilbage i 1980’erne indgik en aftale, der bragte tusindvis af genstande tilbage til Grønland.

- En del af landets historie

- Om det vil være muligt at indgå en aftale med Peabody museet om tilbageførsel af Uunartoq-mumierne er et åbent spørgsmål, men jeg mener, at vi bør gøre forsøget, skriver Doris J. Jensen.

Hun vurderer, at mumierne er betydningsfulde fortidslevn, som der kun er fundet få af:

- De er en del af vort lands historie; en del af fortællingen om vores oprindelse og kultur. Uunartoq-mumierne hører til her i landet. Jeg håber, at vi med Peabody museets velvilje kan se frem til, at de, efter at have været berøvet os i så mange år, endelig vender hjem, skriver Doris J. Jensen.

Powered by Labrador CMS