Debattør og forfatter er på vej med kriminalroman om spiralsagen
Forfatter og debattør, Nauja Lynge, udkommer med en kriminalroman, der kaster lys over spiralsagen, der rystede hele landet.
Spiralsagen, der for alvor kom i frem i 2022, bliver nu omdrejningspunktet i roman, der efter planen kommer på hylderne til næste år.
Nauja Lynge, kendt i både Grønland og Danmark som debattør og forfatter, er nemlig ved at lægge sidste hånd på manuskriptet til krimien Grønlandseksperimentet.
Smerte som inspiration
Bogen udkommer på Forlaget Alhambra i januar 2025.
- Spiralskandalen i Grønland berører mig dybt. I Grønlandseksperimentet sker det også for grønlændere på danske kostskoler. Noget, som viser sig at have fundet sted i virkeligheden. En uhyggelig drejning, fordi pigerne blev udvalgt på baggrund af etnicitet. Min inspiration finder jeg fra min egen smerte som grønlænder i Danmark. Herfra kan jeg også fortælle historien sideløbende med de modige kvinder i Grønland, fortæller Nauja Lynge.
Spiralsagen skabte både overskrifter og ramaskrig, da det i 2022 kom frem, at de danske myndigheder i 1960’erne og 1970’erne har opsat spiraler i unge grønlandske piger uden deres eller deres forældres tilladelse. Nu har en gruppe af kvinderne lagt sag an mod den danske stat.
Glad redaktør
Vibe Skytte er redaktør i Forlaget Alhambra og medlem af ledelsesgruppen. Hun er stolt over at kunne udgive Nauja Lynges bog:
- Vi er enormt stolte over at kunne indlemme Nauja Lynge som forfatter hos Alhambra. En god krimi er ikke bare en spændende historie om en kriminalgåde og opklaringsarbejdet, den formår også at være samfundsrevsende og sætte fingeren på de ømme punkter i samfundet.
Nauja Lynge er født 1965 og opvokset i Grønland med en grønlandsk far og en dansk mor. Hun har boet i Danmark det meste af sit voksne liv. Med base i Aarhus skriver hun fag- og skønlitteratur og holder foredrag og har tidligere også blogget for Jyllands-Posten. Hun modtog Niels Ebbesen Medaljen i 2019.