Folk er samlet i Nuuks lille gågade ved bronzeskulpturen
Amisut på hovedstrøget Imaneq.
Nogle sidder på udendørsbænkene, mens andre står
i større flokke. Det ser ud til at de venter på noget. Solen skinner og efterårskulden
føles behagelig kold i ansigtet.
Folk fra hele Grønland og Inuit fra Canada, går
mod bronzeskulpturen med trommer i hånden. De skal til at danse- og synge
trommedans. De er lige kommet ud fra en workshop om trommedans i kulturhuset
Katuaq, der i sidste uge afholdt trommedansfestivalen, ”Katuarpalaaq”. Festivalen
skal dele og formidle viden og historier gennem traditionel dans- og
sang.
Folk ved Amisut
står i en stor rundkreds og kigger på en kvinde. Hun har øjnene lukket og
begynder at slå på trommen.
Bang, bang.
Bang, bang.
Jeg smiler, det føles genkendeligt. Nuan, tænker
jeg og kigger rundt. Folk i alle aldre, voksne og børn, kigger med. En pige på
cirka otte år filmer med sin mobil. En ældre dame med sorte krykker småløber
forbi menneskeflokken med et vredt udtryk i ansigtet. Det ser ud som om, hun
ikke kan lide det, hun ser. Hun går forbi og forsvinder mellem de moderne bygninger
i Nuuks gader, mens hun brokker sig. Det vækker uden tvivl, følelser hos hende.
Lidt overrasket kigger jeg på hende og vender opmærksomheden tilbage til
trommedanserne. De danser i omkring 20 minutter.
Jeg føler mig overvældet af følelser. Mine tårer triller
ned, selvom jeg ikke græder. Lidt forvirret, tørrer jeg mine våde kinder. Jeg
smiler ud til ingenting.
- Måske er jeg træt, der er også sket en del i
løbet af de sidste to uger, prøver jeg at forklare mit outburst til mig selv.
Jeg forlader Amisut og går mod Katuaq. Jeg føler
mig på en måde meget lettet… og styrket?
En generation sprunget over
Varna Marianne Nielsen er en af deltagerne til
trommedansfestivalen ” Katuarpalaaq”. Hendes kortfilm “Inngerutit
Inerteqqutaammata / The Forbidden Songs” havde verdenspremiere under Nuuk
International Filmfestival, der foregik i sidste måned. Kortfilmen er baseret på
hendes autoetnografiske forskning og skildring af hendes personlige vej ind i
trommedans.
Varna Marianne Nielsen sad spændt på første række
i biografsalen, sammen med os andre biografgængere til verdenspremieren.
Varna Marianne Nielsen er født i den ene af de to
byer på den 3.000 kilometer lange grønlandske østkyst, Tasiilaq, og kommer fra en generation af trommedansere i
Østgrønland.
- Alle mine forfædre dansede og sang trommedans. Dette stoppede dog ved min
moders generation. Mine forældre er født i 1950-erne, hvor store forandringer
som led i koloniseringen forestod. Jeg arbejder for at bibevare traditionen i
dag, fortæller Varna Marianne Nielsen.
Hun er komponist, singer-songwriter,
skuespillerinde, sanger, trommedanser, forsker og grundlægger af Qilaat.org.
Varna er en mangefacetteret kunstner, og hendes kunst bygger bro mellem
traditionel trommedans og elektronisk musik.
- Jeg kan huske, da jeg var barn, flyttede vi til Nuuk fra Tasiilaq, man
var ”outsider” hvis man kom udefra. De var som om, at der var som en usagt måde
at udskælde folk fra Østgrønland. Derfor ville min mor ikke have, at jeg skulle
lære eller snakke østgrønlandsk, fortæller Varna Marianne Nielsen, der er 43
år.
Da familien flyttede til Nuuk i 1985, startede hun
i en dansk klasse i folkeskolen.
- Min mor kunne ikke så meget dansk, men vi talte kun dansk derhjemme.
Allerede dengang følte jeg at der noget, der var galt. At der var noget, der
ikke var på sin plads, husker hun.
- Da jeg som barn spurgte min mor, om hun vil lære mig østgrønlandsk, kan
jeg stadig huske hendes ansigtsudtryk, fortæller Varna Marianne Nielsen.
Jeg tænker på den ældre dame med de sorte krykker
i Amisut.
Tog initiativ
Selvom Varna Marianne Nielsen ikke følte, hun
måtte udøve den grønlandske kultur, gjorde hun det alligevel.
- Det var en ensom tid, da det ikke
var noget som der var stor interesse for. Der var noget inden i mig, der var
meget stædig, siger hun.
Da Varna Marianne Nielsen arbejdede i Kredsretten
i 2006, rejste hun til Tasiilaq i forbindelse med sit arbejde.
- Der mødte jeg igen min familie og fik jeg endeligt fred i min sjæl. Jeg
var forbundet med alt, som jeg ”aldrig kunne tæmmes fra”. Det stod klart, alt det som jeg havde savnet,
var tilbage i mit liv og det ændrede alt, fortæller hun.
De første år, var trommesang, noget som hun tog sig tid fra. Indtil én dag
hvor hun ikke kunne undvære det mere.
- Det var hårdt og tungt i starten at skulle tage en fortabt tradition
tilbage. Men hen over tid, følte jeg at der var noget inden i mig, der sat sig
på plads og der var ingen vej tilbage, siger Varna Marianne Nielsen.
I starten var hun så ivrig og det kunne ikke gå for langsomt med at sprede
budskabet om vores tradition. Men over tid, og med hjælp fra sine ældre, fik hun
retning.
- Jeg skulle fokusere på vores families arv. Da det er meget vigtigt at man
respekterer disse og på denne måde viderefører sin slægts- og arvesange. Vi kan
sagtens synge med til andres sange men det er familierne selv, der skal
videreføre disse. Har man ikke selv sange, så er det endnu mere frit, for der
er så meget potentiale i at starte med at lave sine egne sange og på den måde
genoptage familiehistoriens traditioner igennem disse, fortæller Varna Marianne Nielsen.
Trommedans som healing
Varna Marianne Nielsen forklarer at trommesange
(inngerutit) er noget meget anderledes end for eksempel amerikanske sange.
- Du kan ikke bare tage sange, som om det er
mainstreamsange. Der findes trommesange, der findes udenfor generationer, som
er mere åbne, men der findes også sange, der udøves gennem flere generationer
og dem skal man respektere. Men det kan også
være forskelligt fra region til region og familie til familie, siger hun.
Derfor er hun meget glad for, at trommedasere har mulighed for at sætte ned og faktisk
tale om trommedansen og dens udvikling under trommedansfestivalen ”Katuarpalaaq”.
- Under Katuarpalaaq fandt jeg ud af, at vi var flere der havde brug for at
få sat nogle ting på plads i forhold til ”traditionen” og de usagte ”regler”,
siger Varna Marianne Nielsen,
der vil med sin kortfilm “Inngerutit Inerteqqutaammata / The Forbidden Songs”
prøve og vise den oprindelige fortælling, formål, vigtigheden og udviklingen af
trommedans- og sang til seerne. En status quo af trommedansen.
- Jeg vil fremover arbejde på og undersøge, at trommedans skal tilbage til
at være en form for at udøve terapi igen. Jeg er selv uddannet psykoterapeut og
familieterapeut, og derfor har arbejdet med flere behandlingsmetoder. Jeg har
selv brugt trommedansen til at overkomme traumer og jeg ved, at trommedans kan
bruges som en healingmetode igen, fortæller Varna Marianne Nielsen.
