De døde mumiers historie

Gravpladser og dystre klippehuler på øde beliggende steder har altid været omgivet af en sær uhygge. Og på den sydgrønlandske ø Uunartoq har der været ekstraordinært meget at gyse over i gamle dage.

- Ældre folk på egnen kan berette om nogle uhyggeligt livagtige, indtørrede lig, de i deres barndom eller ungdom har set i klipperummene på øen. Det var lig med skindtøj på, og man kunne se deres indtørrede, brune ansigter med hule øjne. Det hed sig, at det var mennesker, som havde skjult sig i hulerne af frygt for en fjende, der kom ude fra havet. De blev i deres skjul og døde af sult, skrev lærer, forfatter og amatørarkæolog Ove Bak i en artikel om mumierne fra Uunartoq øen, som i 1973 blev bragt i Tidsskriftet Grønland og i AG.

Fra 1965 til 1970 boede Ove Bak i bygden Alluitsuip Paa i Sydgrønland, hvor han arbejdede som lærer og i sin fritid dyrkede sin interesse for arkæolog, og han var også inde i den hule, hvor de nu meget omtalte mumier i sin tid blev fjernet fra.

I dag er Ove Bak 83 år og bor i nordjyske Ranum. Selv om han er i fuld gang med havearbejde, da AG ringer ham op, er han kun et øjeblik om at omstille sig og er hurtigt i gang med at fortælle om de oplysninger, han for over 50 år siden fik gravet frem om mumierne. Blandt andet førte han en interessant brev-korrespondance med en professor på Harvard Universitetet i USA om sagen.

- Men jeg skal lige have fundet mine papirer frem. Ring til mig senere, siger Ove Bak over telefonen. 

Liv og efterliv

Inden vi går videre med Ove Baks fortælling, skal vi lige have ridset den aktuelle situation op. For tre uger siden ankom de fem mumier til Københavns Universitet fra Harvard Universitet i USA. Mumierne stammer fra Thulekulturen og blev i begyndelsen af sidste århundrede fundet i gravhuller på Uunartoq-øen. De mumificerede menneskerester blev sendt til både Danmark og USA.

I en pressemeddelelse oplyser Grønlands Nationalmuseum, at der er blevet arbejdet ihærdigt på at få de værdifulde fund hjem fra USA, og at man er begejstret over, at det nu er lykkes.

- Mumierne vil bidrage til at opnå en dybere forståelse af de gravlagte personer – deres liv, død og efterliv, lyder det fra nationalmuseet.

En del af mumierne blev fjernet fra Uunartoq af en amerikansk antropolog tilbage i 1929. Han sørgede for, at de blev sendt til en museumsafdeling på det hæderkronede universitet Harvard i Cambridge, Massachusetts, hvor antropologen arbejdede. Planen var, at de skulle anvendes til forskning.

Siden gik gravfundet i glemmebogen – i hvert fald i Grønland – men for nogle år siden dukkede der oplysninger op i en forskningsartikel i et amerikansk tidsskrift om de indtørrede lig, som fik personalet på Grønlands Nationalmuseum til at spærre øjnene op. Her var noget, der var værd at forfølge!

De kontaktede Harvard-Universitetet, og efterfølgende har der været en fem år lang udleveringsproces i gang, som dog er forløbet i en konstruktiv ånd i sammenligning med, hvor besværlige slags internationale tilbage-leveringsforløb kan være.

Mumierne skal opbevares på Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet, hvor Grønlands Nationalmuseum i forvejen har mumier opbevaret. Her vil de efter aftale mellem nationalmuseerne i Grønland og Danmark forblive, indtil der en dag er etableret tilpas gode faciliteter i Nuuk til at hjemtage dem, blandt andet nedkølede magasiner.

Skræmte børn

Ove Bak hørte første gang om mumierne tilbage i 1960´erne, da den lokale handelsforvalter fortalte om hulerne.

- Han kunne også huske, at en amerikaner havde fjernet mumierne, erindrer Ove Bak.

Ifølge handelsforvalteren fik den amerikanske antropolog dem fragtet til nærmeste bosted, hvor de et par dage lå på fiskehusets loft, inden de blev transporteret videre, sandsynligvis i KGH’ s fartøj »Bjørnen«.

Ove Bak fortæller videre, at de indtørrede lig oppe på det kølige loft vakte en vis uro.

- Børnene skræmte hinanden ved at råbe: »Nu kommer de«!

Normalt var lokalbefolkningen meget påpasselige med at respektere gravfreden. Der blev fortalt spøgelseshistorier om genfærd, som man ikke skulle forstyrre.

- I min bog, »Eskimoisk Virkelighed«, har jeg beskrevet nogle af de holdninger, der er knyttet til gravfreden, indskyder Ove Bak.

»Eskimoisk Virkelighed« blev udgivet som skolebog i 1982, altså på et tidspunkt, hvor det stadig var almindeligt at bruge ordet eskimo.

- Heri beskriver jeg, hvordan gravfund blev betragtet som hellige ting, men også, at der var en aura af noget udefinerligt over dem. Jeg oplevede det personligt, da jeg i en af de utallige grave fandt et undergebis og viste det til en ældre nabokone. Hun blev noget ud af den og havde mareridt om et spøgelse, fortæller Ove Bak.

Han har fået fortalt, at fjernelsen af mumierne fra hulen i sin tid blev accepteret af indbyggerne i Alluitsup Paa, fordi den daværende distriktslæge havde godkendt det.

- Man vidste i bygden, at mumierne skulle til USA via København – langt, langt borte, forklarer Ove Bak.

Dramatisk sejltur

Ove Bak, som i 2020 blev Ridder Af Dannebrog for sin indsats som amatørarkæolog og forfatter, har sendt flere gamle artikler om sagen til AG. Blandt andet en artikel fra et universitets-tidsskrift fra februar 1930, som han i sin tid blev gjort opmærksom på via sin brevkorrespondance med det amerikanske universitet.

I teksten portrætteres antropologen Martin Luther, som gjorde fundet og som fik mumierne med sig hjem til Harvard. Muligvis er der en forbindelse til navnebroren, den berømte tyske reformator Luther, der levede i 1400-tallet, men navnesammenfaldet udfoldes ikke i artiklen.

Til gengæld beskrives en angiveligt dramatisk tur i motorbåd fra Uunartoq-øen til Qaqortoq, som de 10 velbevarede mumier skulle transporteres til.

- Mumierne måtte rejse med som »dækspassagerer«, og under sejlturen blev der et slemt uvejr, fremgår det af artiklen, hvor det også beskrives, at Martin Luther til sidst blev så bekymret for, at lasten ville tage skade, at han løftede en af mumierne ned i den lille kahyt.

Ove Bak tillader sig dog at tvivle på beskrivelsen af den underlige sejlads i 1920´erne, når »man kender lidt til synet på afdøde« hos beboere på datidens bopladser. Ombord på fartøjet var nemlig også nogle lokale beboere, og de ville næppe bryde sig om at dele fartøj med mumierne.

Mandlige mumier

For 50 år siden lykkedes det Ove Bak via hjælp fra den amerikanske ambassade at få kontakt til de rette og meget hjælpsomme personer på Harvard. Så allerede dengang kunne han delagtiggøre offentligheden om sagen i artikler i AG og Tidsskriftet Grønland.

- Skeletdelene og mumierne fra gravhulerne på Uunartoq findes som nævnt på Peabody Museum (Harvard). 40 kranier er undersøgt og beskrevet i en upubliceret afhandling. Mumiernes dragter er så vidt vides endnu ikke undersøgt af en fagmand, skrev Ove Bak i 1973.

Men nu er de fem mumier altså atter i grønlandsk varetægt – dog indtil videre opbevaret i Danmark.

Den videre forskning i mumierne, der foregår i et tæt samarbejde med nationalmuseerne i København og Nuuk samt Harvard-universitet. Som noget nyt har forskerne nu også mulighed for at se nærmere på mandlige mumier. Hidtil har man kun haft børnemumier og kvinde-mumier.