Børnebibliotek bliver skærmfrit
Nunatta Atuagaateqarfia vil skabe læselyst og rum til fordybelse, og derfor er mobiltelefoner, iPads, tablets og computere ikke
længere velkomne på børnebiblioteket fra 2. september 2024
Modelfoto.
Foto: Dorthea Reimer-Johansen
I denne digitaliserede verden er skærme en stor del af vores hverdag, også blandt børn. Det mærker Nunatta Atuagaateqarfia, Landsbiblioteket, hvor mobiltelefoner og tablets fylder rigtig meget på børnebiblioteket.
Ifølge biblioteket kommer der rigtig mange børn hver dag. Flere end børnebiblioteket har plads til. Størstedelen kommer udelukkende for at bruge det gratis wi-fi til at spille mobilspil og se YouTube.
De mange skærme skaber uro
Nunatta Atuagaateqarfia oplever, at det skaber meget uro og larm med de mange skærme. Det gør det svært at skabe ro for de børn, der rent faktisk kommer for at læse, skriver de i en pressemeddelelse:
- Vi oplever indimellem familier med små børn, som kommer ind, mærker uroen og vender om igen i døren. Bibliotekarerne er flere gange blevet spurgt, om de har høreværn til udlån, fordi det er svært at koncentrere sig om at læse. Hvis ikke man kan læse på biblioteket, så er der noget galt, og så må vi handle for at fremme læseglæde og læsekultur, siger bibliotekschef Elisa Petersen.
Alt for meget skærmtid uden tydelige rammer
I børnebiblioteket oplever bibliotekarerne flere børn, der sidder med skærmen i mange timer hver dag uden tydelige rammer fra en voksen.
- Vi kan på biblioteket ikke kontrollere, hvad børnene ser og deler, og om de deler indhold af voldshandlinger og seksuel krænkende karakter. Paarisa og PiSiu anbefaler, Nunatta Atuagaateqarfia at forældre skal hjælpe deres børn med at skabe gode rammer for deres adfærd på nettet, og det støtter vi op om ved ikke længere at lade børnene sidde alene med det hos os, lyder det fra Elisa Petersen.
Reglerne gælder også for voksne i børnebiblioteket
De nye regler for et skærmfrit børnebibliotek omfatter også de voksne, der er i selskab med børnene. Nunatta Atuagaateqarfia vil nemlig gerne understøtte den gode kontakt, der sker mellem børn og voksne, når den voksne læser højt for barnet i stedet for at sidde med sin mobil.
Den nye skærmpolitik træder i kraft den 2. september samme dag, som biblioteket overgår til vinteråbningstider. Derudover indføres to andre tiltag fra samme dato:
1. Børn under 4. klassetrin skal være i følgeskab med en voksen på biblioteket
2. Børneinstitutioner skal booke tid før deres besøg, hvilket skal sikre, at der er plads til alle på biblioteket.