Borgere i alle aldre modtog kongeparret i Nuuk

Torsdag den 4. juli klokken 10.00 ankom kongeparret til Nuuk og gik i land i Kolonihavnen, hvor flere hundrede mennesker ventede for at hilse på dem.

Kongeparret er ankommet til Nuuk under deres første Grønlandstur som regentpar.
Kong Frederik bliver budt velkommen af borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq Olsen (IA).
Kong Frederik hilser på folk i kolonihavnen i Nuuk.
Der bliver udvekslet et par ord mellem dronning Mary og borgerne i Nuuk.
Dronning Mary hilser på borgere i kolonihavnen i Nuuk.
Flere hundrede borgere er mødt op i kolonihavnen for at hilse på kongeparret.
Borgere venter spændt på at hilse på kongeparret og deres tvillinger, der ankommer til Nuuk torsdag formiddag.
Byens mindste borgere, daginstitutionsbørn og børn i skolealderen fra fritidsordninger er også mødt op i kolonihavnen.
Offentliggjort

Helt skyfri, blå himmel, solskin og let brise byder regentparret velkommen til Nuuk. 

I kolonihavnen ventede flere hundrede mennesker i alle aldre på kong Frederik, dronning Mary og deres tvillinger, prins Vincent og prinsesse Josephine, der ankom torsdag formiddag klokken 10.00.

Her blev regentparret budt velkommen af borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq Olsen (IA), og de hilste på de flere hundrede borgere, der var mødt op i byens ældste bydel.

Blandt dem var Liv Aurora Jensen, der som barn i Qasigiannguit har hilst på Kong Frederik den 9., altså Kong Frederiks morfar.

Liv Aurora Jensen er kommet ned til kolonihavnen for at hilse på regentparret. Hun har hilst på både Kong Frederik den 9. og Dronning Margrethe under deres regentperioder.

- Kongefamilien betyder virkelig meget for mig. De har en speciel tilknytning til Grønland, og det synes, jeg er dejligt. Jeg kan huske, at Kong Frederik den tiendes bedstefar var i Qasigiannguit, da jeg var barn. 

- Jeg har hilst på ham som barn, og hilst på Dronning Margrethe. Nu skal jeg hilse på Kong Frederik, altså tredje generations regentpar i mit liv, fortæller Liv Aurora Jensen til Sermitsiaq.

Kærlighed til Kongehuset går i arv

Lidt længere nede, ved Nationalmuseet, stod Efa Aronsen. Han er medarbejder på alderdomshjemmet. Traditionen tro havde flere beboere fra alderdomshjemmet begivet sig til kolonihavnen for at byde kongeparret velkommen:

Efa Aronsen stod klar med det grønlandske flag for at hilse kongeparret velkommen til Nuuk.

- Jeg oplever, at de ældre respekterer kongehuset og kongefamilien virkelig meget. Selvfølgelig bliver jeg selv påvirket, og respekten og glæden ved kongefamilien smitter af på mig. Jeg ville hellere have set, at der var pyntet lidt mere op ved ankomststedet, der står kun et par flagstange. Vi kunne måske have gjort lidt mere med pyntning af kolonihavnen for at byde vores nye konge velkommen, siger Efa Aronsen.

Tæt på pontonbroen i kolonihavnen stod Heidi Møller-Fredsbo med sin seks måneder gamle datter. Datteren skal indvies i glæden ved kongebesøg:

Heidi Møller-Fredsbo med sin datter, der blev født lige før dronning Margrethe abdicerede og hvor Frederik den 10. blev konge af Danmark.

- Jeg har altid fulgt med i kongefamilien, når de besøger Grønland. Som barn tog mine forældre mig med ned til havnen, så vi kunne hilse på dronning Margrethe, når hun kom. Nu skal jeg lære mine børn om kongefamilien, og jeg vil altid tage børnene med, når der er royalt besøg. Jeg er virkelig glad for kongefamilien, siger Heidi Møller-Fredsbo til Sermitsiaq.

Powered by Labrador CMS