Katuaqs foyer er fyldt med tonsvis af mennesker,
der står og venter spændt på, at klokken slår film.
I dokumentarfilmen ”Life on the edge”, der handler
om selvmordsforebyggelse og mental sundhed og som er instrueret af Sebastian
Feehan og Johnny Langenheim, følger vi Aqissiaq Nuka Semsens arbejde langs
kysten, hvor han navigerer i landets fantastiske natur, mens han forsøger at
hjælpe mennesker, der kæmper med deres mentale sundhed.
Katuaqs foyer er fyldt med tonsvis af mennesker,
der står og venter spændt på, at klokken slår film.
I dokumentarfilmen ”Life on the edge”, der handler
om selvmordsforebyggelse og mental sundhed og som er instrueret af Sebastian
Feehan og Johnny Langenheim, følger vi Aqissiaq Nuka Semsens arbejde langs
kysten, hvor han navigerer i landets fantastiske natur, mens han forsøger at
hjælpe mennesker, der kæmper med deres mentale sundhed.
Hovedpersonen, der selv er hjemsøgt af sin bedste
vens død og hans egne dæmoner, har vendt sit liv om og arbejder nu med at
forebygge selvmord hver dag på hele kysten.
Omgivet af store gletsjere og iskapper arbejder Aqissiaq
Nuka Semsen med en urolig teenager, en flegmatisk jæger og en enlig mor. De har
hver deres dæmoner, som de forsøger at komme overens med og et ønske om at
bryde med cyklusser af intergenerationelle traumer.
Aqissiaq Nuka Semsens hænder er svedige og han
ryster, han har ikke spist noget hele dagen, det er han for spændt og nervøs
til. Han sidder sammen med sin 11-årige søn. Norsaq og andre folk bag filmen,
på forreste række i Katuaqs biografsal og er klar til at se filmen sammen os
andre biografgængere.
Da jeg fandt ud af, at filmen handlede om selvmord,
fik jeg en tung følelse i kroppen, da vi altid har haft den kedeligste og
tragiske verdensrekord, hvad angår selvmordsraten. Men filmen gav i stedet et
tiltrængt og nyt håb, hvad angår emnet.
Kreativ med sin smerte
Det er hovedpersonen Aqissiaq Nuka Semsen, der
blandt andet giver mig håbet. Han døjer selv med sine traumer fra barndommen og
tab af nærmeste venner og familiemedlemmer. Men den måde, han håndterer sin
vrede på, som om det er en gave og bliver kreativ med sin smerte, giver filmen
et stor løft.
Den anden ting, der fanger mig i de bevægende
billeder er, hvor meget grønlandsk kultur, der er inkluderet i filmen. Det
portrætterer fremragende vores grønlandskhed og viser at det er naturen og
kulturen, der giver os en stor styrke.
En fanger i Qaanaaq fanger også min opmærksomhed. Fangeren
virkede upåvirkelig i starten, men i løbet af filmen, åbner han mere og mere op
og begynder at snakke lidt mere om følelserne, og det giver ham en lettelse,
hvilket spiller godt med en af filmens hovedpointer: aldrig at tie.
Aqissiaq Nuka Semsens tårer triller på hans kinder,
under visningen af filmen. Han har sidste måned mistet endnu en kær til
selvmord. Han får flashback under filmen og det er som om, han genoplever sin
smerte. Den smerte han følte, da han mistede sin bedste ven og nære
familiemedlem til selvmord. Han begynder at tænke på hvorfor, han startede med
at arbejde med mental sundhed og tænkte på hvor langt, han er nået i dag. Han
føler sig stolt.
Da filmen slutter står biografgængerne op og
begynder at klappe. Salen fyldtes med høj jubel. Jeg får en klump i halsen, da
jeg ser Aqissiaq Nuka Semsen stå op og har hænderne for hjertet og takker for
det stående bifald, der varer i flere minutter.
- I det øjeblik er det ubeskriveligt, hvad jeg
føler. Jeg blev meget forbløffet og kunne ikke lade være med at tænke på grunden
til hvorfor, jeg startede mit arbejde. Det er min kærlighed til mine
medmennesker, der har ført mig hertil, siger Aqissiaq Nuka Semsen til AG efter
filmen.
Da jeg forlader salen, sidder jeg tilbage med
følelsen af håb, en opløftende følelse, især i denne tid, hvor mørket er vendt
tilbage. En følelse af, at det er okay og fuldstændig på sin plads at snakke om
det, der gør ondt.
