Avannaata Qimussersua: Se fotos fra forberedelse til fest

Hundeslædevæddeløbet, der har været centrum for storpolitisk opmærksomhed den seneste tid, blev lørdag afholdt i Sisimiut, og Sermitsiaqs fotojournalist var med fra morgen til aften.

Vinder af løbet, Henrik Jensen, løftes i vejret til den store sejrsfest i hallen lørdag aften.
Offentliggjort

Amerikansk tilstedeværelse udeblev, men traditionerne blev holdt i hævd, da fællesskab, fejring og fart var i fokus til Avannaata Qimussersua 2025. 

Erfalasorput vajede, kikkerterne var fundet frem og flere hundrede tilskuere var troppet op, da Henrik Jensen fra Ilulissat vandt det traditionsrige hundeslædevæddeløb.

Se fotos fra dagens begivenheder herunder. 

Minutter før løbsstart gør kuskene og deres hjælpere hundene klar.
Det er morgen, og der er få timer til at løbet starter. Nyhederne kører på TV'et, mens 50-årige Bertel Wille, som deltager for 10. gang, strækker ben. Bertel er fra Niaqornaarsuk og overnatter hos en kammerat sammen med to andre kuske, som også deltager i løbet.
Tilskuere står på en top for at få den bedst mulige udsigt til det traditionsrige løb.
Detaljer fra tilskuerpladsen.
Som små prikker i det store snelandskab bevæger kuskene og deres hunde sig i hastig fart afsted ud på den 40 kilometer lange rute.
Tilskuere har fundet vej til en fjeldtop, for at få det bedst mulige udsyn til løbet. Distancen ned til hundeslæderne er lang, og kikkerten findes frem.
Ventetid. Flere af kuskenes hjælpere sidder og venter mens løbet er i gang. De følger løbende med i resultaterne over radioen.
Ud af de i alt 27 deltagere i løbet er 21 deltagere rejst til Sisimiut fra andre byer og bygder. Det kræver et større logistisk arbejde at indlogere dem alle inklusiv deres hjælpere. Her er det Gustav Jeremiassen (til højre), som er hjælper til kusk Isak Siegstad (til venstre), som ligger i sin midlertidige seng bag sofaen.
Forskellige vigtige transportmidler.
Henrik Jensen fra Ilulissat vinder løbet i tiden 1 time og 52 minutter. Med sin andenplads til sidste års løb var han en af forhåndsfavoritterne.
Samtlige deltagere bliver, som traditionen foreskriver det, løftet i vejret når de kommer i mål.
En fyldt hal afslutter dagen på festlig manér.
Powered by Labrador CMS