At røre ved et stykke Grønland

Det var et savn, der satte det hele i gang.
Et savn hos Leise Johnsen, da hun flyttede fra Grønland og blev leder for det Grønlandske Hus i København.

- Min søgen efter Grønland bragte mig her til den grønlandske afdeling på Vestre Kirkegård. Men heller ikke her fandt jeg helt det, jeg søgte, fortalte hun ved afsløringen af statuen Qanilaarneq i går.

Leise Johnsen tænkte, at andre måtte have det som hende. At især dem som kom for at mindes deres kære, kunne savne noget konkret, noget fysisk. Det store fremmøde ved afsløringen af skulpturen syntes at give hende ret.

Sten til at holde om
Ud fra ønsket at skabe noget konkret, noget fysisk opstod ideen om at hente sten fra landets fire kommuner og skabe en skulptur ud af dem. Leise Johnsen tog kontakt til kunstneren Bolatta Silis-Høegh, som har skabt selve skulpturen.

- Ideen er, at det er noget fra Grønland, som man kan røre ved, siger Bolatta Silis-Høegh.

De fire sten er stillet op, så de hviler mod hinanden.

- Tanken er, at man kan gå ind imellem dem. Det er menneskesten. Således kan man holde om dem, ligesom man søgte trøst hos far og mor, da man var lille, siger kunstneren.

LÆS OGSÅ: Se flere billeder fra afsløringen af skulpturen Qanilaarneq

Hænder på stenene
Og da Qanilaarneq blev afsløret, viste det sige, at den omgående talte til folk på præcis den måde. Den ene efter den anden kom her hen for at røre ved stenene, mærke det grønlandske grundfjeld. Omgående gik børnene også ind i skulpturen og kunne mærke, hvordan stenene omsluttede dem. Siden fulgte også voksne efter.

- Det er dejligt at se, at den bliver taget imod således som den var tænkt, sagde Bolatta Silis-Høegh mens hun betragtede folks reaktion på hendes skulptur og tog imod lykønskninger.

LÆS OGSÅ: Stor tilstrømning til Bolatta Silis-Høeghs skulptur

En varde og isfjeld
- Der er en stor naturkraft over granitten, noget tyngde. Samtidig er der en lethed over skulpturen, den stræber mod himlen, siger hun.

- For mig er der noget fjeld i den, men også isfjeld, der hviler på en drivende flage. Stenvarderne har været en anden inspiration.

- Samtidig er det et meget grafisk landskab. Det har føltes som penselstrøg malet i sten.

I folderen til skulpturen skriver Bolatta Silis-Høegh:

- Jeg har forsøgt at finde ømheden i et materiale, som ellers opleves som modsat: fjeldet, den grønlandske granit.

- Det har været en ære at lave noget til dette specielle sted, hvor folk kommer for at mindes familie og venner, siger hun.