Arctic Sport Ikerasak hædret med MIO-prisen

Grønlands Børnerettighedsinstitutions pris går til den nordgrønlandske idrætsklub Arctic Sport Ikerasak, som med begrænsede midler har opnået store resultater.

Arctic Sport Ikerasak vandt MIO-prisen, som blev uddelt på FN’s børnekonventionsdag 20. november.
Offentliggjort

Grønlands Børnerettighedsinstitution, MIO, har netop uddelt sin årlige MIO-pris. Årets vinder er Arctic Sport-foreningen fra bygden Ikerasak i Uummannaqfjorden.

- Foreningen har med fokus på kultur og sport skabt trygge rammer, hvor børn kan lege, lære og udvikle sig, alt sammen med respekt for deres kulturelle arv og identitet. Trods udfordringer som begrænsede ressourcer og faciliteter har Arctic Sport Ikerasak formået at gøre en enorm forskel for børnene i området, lyder begrundelsen fra MIO.

MIO understreger blandt andet, hvordan børnene finder mening i at deltage i Inuit Games og får styrket deres selvtillid. Arctic Sport Ikerasak har gjort en stor forskel på trods af begrænsede ressourcer:

- MIO ønsker at takke Arctic Sport Ikerasak for deres dedikerede arbejde og for den store forskel, de gør for børns trivsel og rettigheder. Vi glæder os over, at deres indsats inspirerer og styrker børn og unge i lokalsamfundet.

Med prisen følger 20.000 kroner til foreningens arbejde, som er doneret af Nuna-Fonden.

Powered by Labrador CMS