”Tak for alle
årene til mit elskede land Grønland.”
Den afsluttende sætning på et længere facebookopslag lader
ingen være i tvivl om, at Hanne Saandvig Immanuelsen glæder sig over at kunne
fejre sølvbryllup med Grønland i år.
Gennem de sidste 25 år har hun sat sit præg på den
musikalske scene, ikke mindst når det gælder klassisk musikundervisning af børn
og unge. Men vi kender hende også med violinen under kinden i folkemusik-sammenhænge
med sin mand Leif Saandvig Immanuelsen på harmonika.
Umiddelbart var Grønland ikke en del af Hanne Saandvig
Immanuelsens opvækst eller i hendes fremtidsdrømme. Men da hun under sin
studietid på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus i starten af 1994 havde
mødt sin kommende, nu daværende, grønlandske ægtemand, Ebbe, blev Grønland
pludselig meget konkret for hende. For han ville hjem.
Og takket være en violinlærer-stilling, som NAPA slog op i
1999, kunne Hanne Saandvig Immanuelsen pludselig se en mulighed for at få et
job inden for hendes fag som nyuddannet violinist. Og følge med Ebbe til Nuuk.
Hun kom til samtale og fik stillingen.
- Det gjaldt nok også for dem (NAPA, red.) at få en ansat,
som havde en forbindelse til Grønland og ikke bare rejste hjem efter to år,
fortæller den 53-årige musiker, der voksede op i et hjem fuld af musik; Moren
var folkedanseleder og faren var spillemand til folkedans.
- De prioriterede musik og musikundervisning højt. Min far
var mit store forbillede, fortæller Hanne, der begyndte at komme med faren ud
og spille som “føl” på violin.
- Jeg fik en enorm god oplæring. Og det gjorde, at vi var
tæt forbundet. Min lillesøster kom med også da hun blev lidt ældre, siger Hanne
Saandvig Immanuelsen, der senere fik sine egne hold og også kom med i en
folkemusikgruppe.
- Det formede mig rigtigt meget, jeg fik den klassiske del
fra musikskolen og folkemusikken på siden. Så jeg har en fod i begge lejre og
det har jeg været meget, meget glad for, fastslår hun.
Hvad betyder dét heroppe?
- Det betyder alt. For jeg kunne godt prøve at indføre
klassisk musik – og det har jeg forsøgt at gøre – men jeg ville dø åndeligt,
hvis ikke jeg kunne spille folkemusik, så jeg kan komme ud og spille for folk,
siger Hanne Saandvig Immanuelsen og påpeger, at der ikke er voldsom stor
efterspørgsel efter klassiske strygekvartetter herhjemme.
Samtidig tilfører folkemusikken noget til de klassiske
værker, som for nogle af komponisternes vedkommende, såsom Brahms og Dvořák,
faktisk har meget folkemusik i deres kompositioner.
På konservatoriet lærte hun blandt andet musikteori. Noget,
hun har stor glæde af i dag, hvor hun underviser gymnasieeleverne på GUX i Nuuk
i musik samt eleverne på Grønlands organistuddannelse.
- Når jeg arrangerer musik selv og finder et stykke
grønlandsk musik, jeg synes er godt, og rettighedshaverne siger ja, skriver jeg
det ned, så vi kan spille det med strygerne. Eleverne skal have det på noder,
så de arrangementer laver jeg, fortæller hun.
Lysten har drevet værket - altid
For Hanne Saandvig Immanuelsen har de 25 år i Grønland givet
hende en lang række forskellige oplevelser, langt de fleste heldigvis af den
positive slags.
- Jeg har altid haft eventyrlyst og lyst til at lave mange
ting. Det har altid været lysten, der drev værket.
Da hun kom til Grønland og startede violinundervisningen op,
udviklede det sig hurtigt med musikskolen i Nuuk til en mængde forskellige
musikprojekter for at udvikle børnene. Kommunens midler var begrænsede, derfor
var projekterne vejen til at få undervisere til Grønland og rejse rundt med
musikken.
Gennem årene har Hanne fået fondssøgning ind på rygraden og
kender til de områder, de forskellige fonde har til at uddele penge.
- Men alle støtter jo sådan set børn og unge, så det har jo
også klart været mit fokus, siger hun.
Samtidig var ønsket om at rejse økonomisk støtte også
årsagen til at etablere blandt andet Nuuk Strygerorkesterforening i 2015, som
tre år senere blev omdannet til Grønlands Strygerorkesterforening. Det var
gennem Hannes gode kontakter i Uummannaq og Maniitsoq, at foreningen dermed
blev landsdækkende, hvilket betød, at de kunne søge driftsmidler fra Selvstyret.
- Det er godt at have folk bag sig, som er gode til at
støtte og som også har kontakter, siger Hanne Saandvig Immanuelsen om
foreningslivet og bestyrelser, som ofte bestod og består af forældre til
musikeleverne.
Hvor meget klassisk musik blev der spillet i Grønland, da
du kom hertil?
- Det var meget lidt. Selvfølgelig kom der nogle gange nogen
hertil og gav koncerter, men det var sjældent, siger Hanne og fortsætter:
- Men Jim Milne var i byen, så jeg spillede noget klassisk
musik sammen med ham. Senere kom Ida Heinrich og Josef Josefsen, som uddannede
sig til operasangere, og dem havde jeg et rigtigt godt samarbejde med.
Hanne Saandvig Immanuelsen samarbejder stadig med Josef
Josefsen. Et andet samarbejde var med Arnannguaq Gerstrøm, der var på vej som
klassisk fløjtenist.
I forbindelse med at undervise musikelever oplyser Hanne, at
hun er uddannet i den musikpædagogiske metode inden for strygeinstrumenter, der
kaldes for “Suzukimetoden.”
Suzukimetoden går ud på, at børn skal lære at spille
instrumentet uden at lære noder først – ud fra teorien om at det er samme
intuitive måde, som de lærer at tale deres modersmål uden først at kunne læse.
Hanne påpeger, at metoden har fordele og ulemper. Det er
ikke alle børn, der kan spille uden at have noder foran sig. Andre kan kun uden
noder, så det handler om at kunne undervise individuelt:
- Man må hele tiden vise hensyn og finde ud af, hvordan
eleven fungerer bedst. Derfor mener jeg, at man ikke kun kan bruge én undervisningsmetode.
Man er nødt til at være fleksibel i sin undervisning, siger Hanne Saandvig
Immanuelsen.
Tidligere ville man gerne have børn helt ned fra
tre-årsalderen. Men de børn ,der meldte sig var i alle mulige aldre helt op til
en entusiastisk 16-årig, som købte sin egen violin. Og hun fik lov til at
starte også.
NAPA havde indkøbt 30 violiner i forskellige størrelser, og undervejs
kom der flere til. Først var der kun violiner, men Hanne ville gerne lave et
strygerorkester og tilføjede derfor også det lidt større strengeinstrument
bratsch, som hun så også underviste i. I dag spiller hendes yngste datter
bratsch. Også celloen blev medlem af orkestret.
Violinen passer fint ind
Når Hanne tænker tilbage på, hvordan hun blev modtaget som
violinist i Grønland, er med det positive minder:
- Jeg følte egentlig ,at violinen passede godt ind i den
grønlandske kortradition, og at den kunne bruges til mange ting. For eksempel i
musikbands, hvor jeg var med, når der blev spillet op til polka – kalattuut
(også kaldet ileqqorsuutit, red.), siger Hanne og oplyser, at hun i en lærerig periode
også spillede med i Pele Møller Band.
- Det udvidede min musikalske horisont meget. Jeg har altid syntes,
det er vigtigt at komme ud og prøve at lære noget nyt, fastslår Hanne, der også var med som violinist i
Nationalteatrets forestilling ”Akunnerit,” bygget på Larseeraq Svendsens musik,
der turnerede i Grønland og Danmark.
- Det var en virkelig god
oplevelse at være med til den produktion, siger hun.
I 2004 var Hanne med på scenen under Grønland i Tivoli, og
hun har spillet for Dronning Margrethe og det daværende kronprinsepar, når de
kongelige har besøgt Grønland. Nu har tiderne ændret sig og de musikalske
indslag under royale arrangementer skal helst være mere grønlandske og dermed
mere rytmiske. Hvilket ikke er underligt, i og med kong Frederik også er mere
til rytmisk musik.
- Jeg kan godt mærke at jeg selv skal gøre mere for at komme
ud, for der er så mange grønlandske musikere, der selvfølgelig bliver brugt,
siger Hanne.
Hun glæder sig dog over, at det lykkedes Sønderjyllands
Symfoniorkester at komme til Grønland i august sidste år.
- Det var en fantastisk oplevelse, fortæller Hanne, der
havde gået på konservatoriet med en af musikerne, der spiller waldhorn i
symfoniorkestret, og som kontaktede hende i forbindelse med orkestrets 60-års
jubilæum for at høre, om de skulle finde ud af noget sammen? Som sagt, så gjort
til Hannes og de øvrige grønlandske violinisters glæde:
- Det var en kæmpe oplevelse at spille sammen med dem, siger
hun.
Gennem klassiskmusik-festivaler har Hanne Saandvig
Immanuelsen ad tre omgange, senest i 2023 forsøgt at skabe opmærksomhed om
genren. Men det er blevet sværere, føler hun, ikke mindst efter corona. Som om
en masse initiativer, der var før pandemien, er gået i glemmebogen. I dag er
det som oftest koncerter med guitar og sang, når der er intimkoncerter
eksempelvis i Katuaq.
Bumpene på vejen
Årene har også budt på det, som Hanne betegner som “bump” på
vejen.
Det gjaldt for eksempel, da hun i 2017 mistede sit job på
musikskolen i Nuuk. Jobsituationen var ikke nem, hvorfor hun søgte og fik
ansættelse på Maniitsoq Musikskole. Og hendes mand Leif, fik også job dér. I
Nuuk kørte Najannguaq Qvist, Hannes ældste datter, strygeorkestret på daglig
basis under morens fravær.
- Jeg underviste eleverne fra Nuuk individuelt online fra
Maniitsoq, og hver anden måned holdt jeg undervisning med mit orkester og kom
til Nuuk. Men det var alligevel hårdt, især at være væk fra børnene, siger
Hanne, hvis yngste datter, Nadia, dengang var 14 år og boede hos sin far.
Halvandet år senere, i juli 2020 vendte Hanne og Leif tilbage
til Nuuk, og hun begyndte som teologistuderende på Ilisimatusarfik, og fik hyre
som kørelærer hos sin eksmand, der driver køreskole i Nuuk.
- Det var meget interessant at lære noget nyt – både på
studiet og for så vidt også som kørelærer. Men det sidste var primært af nød.
Der skulle jo brød på bordet, forklarer Hanne.
I dag har hun også online-undervisning af elever i Aasiaat
og Kullorsuaq, hvor den mellemste datter Katharina, tog op i 2022 og startede
violinundervisningen op. Faktisk var Hanne i Kullorsuaq for at hjælpe med
opstarten, da hun så et jobopslag fra GUX Nuuk, der søgte en musiklærer. Hun
søgte jobbet og fik det.
I ”fritiden” dirigerer Hanne
også Nordisk koncertkor sammen med Rebecka Johannesen og i samarbejde med Bente
Colding Jørgensen, og hun har også i nogle år været dirigent for Nipekoret.
Derudover har den
entreprenante violinist i mange år også sørget for, at eleverne kom på
musikkurser i Norden for at give dem andre læreres input og spille sammen med
andre elever fra Norden.
- Det er utroligt givende
og lærerigt for eleverne at komme med på disse kurser, som også er støttet af
fonde, siger hun.
Hvorvidt og hvordan den klassiske musik får lov til at
udfolde i fremtiden i Grønland er svært at sige. Hanne Saandvig Immanuelsen påpeger,
at orkestret er en skrøbelig størrelse og bliver stadigt mindre.
- At spille violin er jo ikke noget, alle lige bare gør, og
når nogen flytter, er det ikke så ligetil at få nye medlemmer. Nu er de yngre
strygere dog også kommet med i orkesteret. Men det (at spille violin, red.) er
ikke som med guitar, som rigtig mange jo spiller, siger hun.
