Kujalleq: Alle hjem skal have rindende vand inden 2030

Kommune Kujalleq fik sin konstituering på plads på arbejdernes internationale kampdag den 1. maj, hvor Stine Egede satte sig på bormesterposten.

Den snart 57-årige Stine Egede, Inuit Ataaqatigiit, er nu borgmester i Kommune Kujalleq, og det er første gang i kommunens historie, at borgmesterposten bliver besat af et andet parti end Siumut.

Det var en meget glad Stine Egede, Inuit Ataqatigiit, der satte sig i borgmesterstolen lørdag den 1. maj i Qaqortoq. Hun oplevede det som en stor tillidserklæring fra vælgerne, at blive valgt til borgmester, og glæder sig til at komme i gang med arbejdet.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

- Det var et historisk øjeblik, for aldrig før i kommunens historie, har Inuit Ataqatigiit haft borgmesterposten. Det har været et stærkt ønske fra borgerne, at der skal ske ændringer, og det er en stærk kraft, en styrke, der er blevet givet til os og et stort ansvar, som jeg har taget imod med glæde og stolthed. Borgerne har haft et stærkt ønske om forandring, og det er noget vi alle har kunnet mærke, siger Stine Egede til avisen Sermitsiaq.

Vaskeri og rindende vand

Det er også vigtigt for koalitionsparterne, at der bliver bygget et vaskeri i Nanortalik, og andre steder, hvor det mangler.

- Det er ikke alle familier, der har en vaskemaskine, og det er ikke alle steder, hvor der er rindende vand. De problemer skal vi have løst, så alle kan få mulighed for at vaske tøj. Derfor skal vi have bygget i vaskeri i første omgang i Nanortalik. Det er muligt, at der også skal bygges andre steder, men det tager vi efterhånden, siger Stine Egede.

Det er også nedskrevet i aftalen, at alle hjem i Sydgrønland skal have rindende vand og toiletter i 2030.

- Det er vigtigt for os, at alle hjem har rindende vand. Der er desværre flere steder i Sydgrønland, hvor der ikke er. Det er også meget vigtigt, at alle hjem får vandskyllende toiletter, og hvis det ikke er muligt, så das, som er brændbart. Det er vigtigt, at der bliver lagt en plan for de ting, så alle hjem kan opnå det, siger Stine Egede.

Læs flere andre mål, som kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq har sat sig for at igangsætte de næste fire år i avisen Sermitsiaq:

Powered by Labrador CMS