turisme

Krydstogtsanløb holder sig stabilt

Det samme antal anløb, men lidt flere turister. Det billede tegner sig for årets krydstogsturisme.

Krydstogtssæson blev skudt i gang i går, da Sea Spirit besøgte Nuuk.

Og det tegner til at blive en ganske fornuftig sæson. Antallet af registrerede anløb holder sig stabilt sammenlignet med sidste år.

Sidste år var der 349 anløb af krydstogsskibe i de grønlandske byer. I år har 348 meldt deres ankomst. Det oplyser vicedirektør Anders la Cour Vahl fra Visit Greenland.

Til gengæld er skibene i gennemsnit lidt større, så der samlet set kan ventes flere turister.

Dyk i krydstogter
Krydstogtsturismen tog et kraftig dyk fra 2011 til 2014. En af de væsentligste årsager var en høj afgift på krydstogtspassagererne. Den afgift blev sænket markant i 2016.

- Vi regner dog først med, at vi for alvor vil mærke afgiftslettelsen i 2018, siger Anders la Cour Vahl til Sermitsiaq.AG.

- Det skyldes at rederierne planlægger krydstogterne meget langsigtet.

Med hensyn til årets første skib, Sea Spirit, så skal det efter planen skifte passagerer i Kangerlussuaq.

Men på grund af is-situationen er det usikkert om det kan lade sige gøre.

- Vi er lidt spændte på det, for ellers må det skifte i Nuuk og det er jo dyrere, siger Anders la Cour Vahl

Powered by Labrador CMS