Kronprinsparrets Fond støtter KRK

Kalaallit Røde Korsiat har modtaget 145.000 kroner af fonden til arbejde med at udbrede viden og kompetencer i psykisk førstehjælp med fokus på børn og unge i Grønland.

Sekretariatschefen i Kalaallit Røde Korsiat er glad for, at Kronsprinsparrets fond har støttet KRK med 145.000 kroner.

- Vi synes selvfølgelig, det er helt fantastisk, og vi er meget taknemmelig for den støtte, de viser os, udtaler sekretariatschef i KRK, Rikke Bruun de Neergaard, til Sermitsiaq.AG.

Rikke Bruun de Neergaard forklarer, at de 145.000 kroner er øremærket til arbejdet med at udbrede viden og kompetencer i psykisk førstehjælp med fokus på børn og unge i Grønland.

- Vi vil tilbyde kurser i psykisk førstehjælp til personer, der arbejder med børn og unge i lønnede såvel som ulønnede jobs. Hermed vil vi være med til at give de voksne, der arbejder med børn og unge, viden og kompetencer indenfor psykisk førstehjælp og særlige redskaber med fokus på børn og unge, forklarer hun.

Behov for løft

Kalaallit Røde Korsiat mener, at der er et stort behov for at løfte den grundlæggende viden om, hvordan man hjælper hinanden ved kriser.

- Vi har en vision om, at hver anden borger i Grønland skal kunne fysisk førstehjælp, og vi mener faktisk, at psykisk førstehjælp er lige så vigtig, siger sekretariatschefen og fortsætter:

- Vi lever i et land, hvor der kan være langt til sundhedsprofessionel hjælp, og det kan gøre en stor forskel, hvis voksne som arbejder med børn og unge ved, hvad de selv kan gøre og hvordan, siger hun.

Donationen på 145.000 kroner går til at udvikle to forskellige kurser, der endnu er i opstartsfasen, kursusmateriale og støtte op om organiseringen af psykisk-førstehjælpsinstruktører, samt udførelsen af kurserne i to byer.

De to kurser der udvikles er:

  • 8 timer for frivillige voksne, som arbejder med børn og unge
  • 12 timer for fagprofessionelle, som arbejder med børn og unge

De første kurser vil blive planlagt i to byer i 2020, hvor den ene by er Nuuk. Hvor det andet kursus skal afholdes er endnu ikke fastlagt.

Planen er, at der også afvikles kurser i fem andre byer eller bygder i 2021.

Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond giver som udgangspunkt støtte til humanitære, sociale, kulturelle, videnskabelige og idrætslige formål.

Powered by Labrador CMS