Kronprins fik hilsen fra Qaanaaq

Kronprins Frederik var onsdag på arbejdsbesøg i Red Barnet. Kronprinsen er protektor for Red Barnet og fik et nærmere indblik i arbejdet for udsatte børn både nationalt og internationalt.

Kronprins Frederik blev især sat ind i arbejdet med den kommende landsindsamling den 9. september – der i år har fokus på Angola. Generalsekretær Mimi Jakobsen fortalte om sin tur til landet, hvor 1,5 mio. børn ikke i skole, hvor børn stadig lider under den nu afsluttede borgerkrig, og hvor Red Barnet arbejder for at få børn i skole, få uddannet lærere m.m.

Kronprinsen blev meget glad, da han fik hilsner fra gamle bekendte og så billeder fra Qaanaaq i Nordgrønland. Det værested, som han selv har taget initiativ til og givet penge til, fungerer helt som kronprinsen havde ønsket det – som et fristed for børn og unge, skriver Red Barnet på sin hjemmeside.

Kronprinsen tog sig god tid til at høre om alle fagområder lige fra børn i krig, overgreb, venskabsfamilier til antimobbeprojektet Fri for Mobberi, som Kronprinsesse Mary står i spidsen for med Red Barnet.

- Det er en kæmpe glæde for Red Barnet at have en så aktiv protektor som Kronprinsen, der i den grad viser interesse for og går i dybden med vores arbejde – og som i forvejen er meget vidende om forholdene rundt om i verden. Det giver nogle spændende og konstruktive samtaler, siger Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet.

Powered by Labrador CMS