Kritikere: Sæt omstridt høring i bero

Oppositionspartiet IA og foreningen Uraani Naamik kræver, at Naalakkersuisut sætter høringen om Kuannersuit i bero. De er bekymrede over sundheds- og miljømæssige konsekvenser, hvis projektet realiseres.

Urankritiske Inuit Ataqatigiit kræver, at koalitionspartierne Siumut, Demokraatit og Nunatta Qitornai sætter høringsfasen om mineprojektet ved Kuannersuit (Kvanefjeld) i bero.

- At sætte høringsmateriale til høring vil forudsætte, at alt forarbejde – heriblandt møder med lokalbefolkningen – er gennemført. Høringsfasen vil også betyde, at alt tvivlsspørgsmål, for eksempel på håndtering af affald i depot, er fjernet, og alt fakta er på plads, skriver næstformand i Inatsisartuts erhvervs- og råstofudvalg Sofia Geisler (IA) i en pressemeddelelse.

Hun bakkes op af bestyrelsen for Uraani Naamik.

- Først og fremmest bliver borgerne ikke respekteret, da den offentlige høring af VVM-redegørelse og VSB-redegørelse af Greenland Minerals A/S blev igangsat blot én uge før jul, påpeger de i en pressemeddelelse.

Mangler vigtige oplysninger

Sofia Geisler påpeger, at projektet ikke er klar til høring.

- Dags dato har borgerne i Narsaq og omegn endnu ikke modtaget fyldestgørende oplysninger om de sundheds- og miljømæssige konsekvenser mineaktiviteter i Kuannersuit vil føre med sig. Det bekymrer Inuit Ataqatigiit, siger Sofia Geisler.

Tilhængere af projektet er optimistiske i forhold til muligheden for at skabe job og udvikling i landsdelen, samt skatteindtægter ved et kommende projekt. Selvstyre har ved igangsættelse af høringen understreget, at VVM -og VSB-redegørelserne ikke er godkendt, blot fordi de sættes i høring. Det er nu befolkningen har mulighed for at blive hørt, understreger Naalakkersuisut.

Inuit Ataqatigiits er også bekymrede for om befolkningen faktisk kan få de svar de ønsker. , Partiet mener at de eksperter som har deltaget i forbindelse med oplysningskampagnerne vedrørende de miljømæssige konsekvenser ikke har kunnet besvare mange fremsatte spørgsmål stillet fra borgerne.

Efterlyser grøn løsning

- Inuit Ataqatigiit skal endnu engang appellere til koalitionen om at sætte høringen i bero, så længe der er usikkerhed om indholdet af det miljømæssige som for det samfundsmæssige konsekvenser. Sæt fokus på en grøn løsning for Sydgrønland. Der er eksisterende og potentielle bæredygtige erhverv, der kan udvikles frem for uranudvinding, siger hun.

- Vi er alle ansvarlig for, at det Grønland vi overlader til vores børn og børnebørn er et sundt, solidt, retfærdigt, solidarisk og åbent samfund. Et samfund, som vi ikke sælger til højestbydende i en tid med lavvande i Landskassen, og som vi derfor aldrig kan få tilbage til den det er i dag. I Narsaq, Sydgrønland og for hele Grønland, lyder det fra Sofia Geisler.

Powered by Labrador CMS