alkoholbevilling

Kritik af tilsyn: Kvinden kunne være død

Hvorfor skred tilsynsenheden ikke ind og hjalp en stærkt beruset kvinde, der faldt ned ad trapperne foran et værtshus og blev liggende?

Departementschef i Sundhedsdepartementet, Tine Pars, afviser, at tilsynsenheden har handlet forkert i forhold til en stærkt beruset kvinde, der faldt ned ad trapper og blev efterladt af myndighederne.

Det spørgsmål har harmet flere læsere, som har kontaktet Sermitsiaq.AG.

Læser-reaktion

Tilsynsmyndighederne var i juli på Østkysten og særligt to værtshuse i Tasiilaq, Klubben og Arctic Wonderland, har afstedkommet stærkt kritiske kommentarer fra myndighederne.

Specielt et forhold har læserne imidlertid studset over fra rapporten om forholdene på værtshuset Klubben.

I rapporten står der blandt mange punkter:

- Da tilsynsmyndigheden gik udenfor faldt en ung kvinde ned ad trapperne og blev liggende. Kvinden havde tisset i bukserne og var helt våd. Da tilsynsmyndigheden kom forbi en time senere, lå kvinden samme sted helt alene. Personalet i ”Klubben” gjorde intet for at hjælpe kvinden, står der blandt andet i rapporten, som tilsynsenheden har sendt til politiet og Kommuneqarfik Sermersooq.

Hvorfor reagerede tilsynsenheden ikke?

Den beskrivelse under flere læsere. En læser, der ønsker at være anonym, skriver:

- Tilsynsmyndigheden har koldt og kynisk set en kvinde i nød. De noterede grundigt, hvilken elendig forfatning, kvinden var i. Og de noterede, at hun var faldet. En time senere, da de kom tilbage, lå den unge kvinde samme sted, skriver den anonyme læser, hvis identitet er redaktionen bekendt.

- Hun kunne have været død. Havde hun kastet op, kunne hun være blevet kvalt. Hun kunne have slået sig alvorligt ved faldet. Og hun kunne have behov for akut lægehjælp, hvis hun var bevidstløs og havde alkoholforgiftning. Måske hun endda var syg af noget helt andet?, understreger den vrede læser over myndighedernes ageren i den pågældende sag.

- At myndigheden ikke griber ind og enten yder førstehjælp eller tilkalder en ambulance, er i mindste fald tilsvarende de grove svigt som restauratørerne er ansvarlige for, fastslår den anonyme læser.

Departementschef svarer

Sermitsiaq.AG har spurgt departementschef Tine Pars fra Sundhedsdepartetmentet, om episoden har fået nogen konsekvenser for tilsynsenhedens ansatte.

Hvorfor skred tilsynsmyndigheden ikke ind og hjalp kvinden, så hun ikke risikerede at dø af kvælning, hvis hun kastede op?

- Kvinden var sammen med en del mennesker, da hun faldt. Tilsynsmyndigheden var af den opfattelse, at disse ville hjælpe kvinden videre. Tilsynsmyndigheden kontaktede efterfølgende politiet, som kom sammen med tilsynsmyndigheden på stedet, hvor politiet tog sig af kvinden, oplyser Tine Pars.

Hvad har departementet gjort i forhold til de personer, som var tilsynsmyndighed?

- Departementet er af den opfattelse, at tilsynsmyndigheden har handlet korrekt i forhold til kvinden, da tilsynsmyndigheden blev opmærksom på, at kvinden var efterladt, svarer departementschefen.

Læs de øvrige artikler om tilsynsmyndighedernes besøg på Østkysten:

Powered by Labrador CMS