Thule Air Base
Kristian Jensen: Thulesag er Dong gange ti
Det er afgørende for Grønlands økonomi at finde en løsning på striden om servicekontrakten i Thule Air Base
Striden om servicekontrakten i Thule Air Base risikerer at komme imellem Danmark og Grønland forud for nogle særdeles vigtige klimaforhandlinger, hvor det er afgørende, at Danmark og Grønland står sammen.
Derfor ønsker udenrigsminister Kristian Jensen, Venstre, at tale sagen grundigt igennem med Naalakkersuisut, når han mandag og tirsdag besøger den nordligste del af rigsfællesskabet.
- Det har virkelig været en sag, der har optaget de grønlandske sind og politikere. Derfor håber jeg, vi kan få den drøftet igennem og lagt den bag os, siger han.
Sagen handler om, hvem der skal stå for den daglige drift af den amerikanske base ved Thule.
I slutningen af 2014 fik det amerikanske selskab Exelis Services kontrakten til en værdi af 2,4 milliarder kroner, selvom reglerne egentlig foreskriver, at kontrakten skal gå til et selskab hjemmehørende i Kongeriget Danmark.
- Det her er en sag, som betyder rigtig, rigtig meget i Grønlands økonomi. Thule Air Force Base bidrager markant til Grønlands statsfinanser, siger Kristian Jensen.
- Derfor svarer det her i folkelig forståelse i Grønland til salget af en andel af Dong gange ti, siger han med henvisning til det ramaskrig, der blev vakt af den danske stats salg af aktier i Dong til finanskæmpen Goldman Sachs.
Kontrakten med Exelis Services er blevet erklæret ugyldig ved en amerikansk domstol, men selskabet har taget sagen videre i retssystemet, og imens fortsætter det dansk-grønlandske selskab Greenland Contractors, der hidtil har haft opgaven, med at arbejde på basen.
- Vi bliver nødt til at tænke fremad og sikre at der også kommer en løsning på lang sigt, for ellers får det afgørende betydning for Grønlands økonomi, siger Kristian Jensen.
Han påpeger, at han kommer til at arbejde tæt sammen med blandt andre naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv, arbejdsmarked og handel, Siumuts Vittus Qujaukitsoq, op til klimaforhandlingerne, der finder sted i Paris senere i år.
Om et par uger skal de to således tale på Danmarks vegne ved et møde i Alaska.
- Derfor er det vigtigt, at vi får fjernet eventuelle problemer og sten imellem os, siger Kristian Jensen.