Krisemøder i Siumut

Hele dagen har været præget af intens mødeaktivitet i Siumut, efter at syv fremtrædende partimedlemmer i går erklærede deres mistillid til partiformand Kim Kielsen. Møderne foregår stadig.

Siden morgenstunden har der været holdt krisemøder i forskellige fora i Siumut.

Møderne kommer i forlængelse af, at seks medlemmer af Inatsisartut samt naalakkersuisoq Erik Jensen sent i går meddelte offentligheden, at de har mistet tilliden til partiets formand Kim Kielsen. Allerede fredag havde et flertal i finansudvalget inklusive udvalgets Siumut-medlemmer erklæret deres utilfredshed med Kim Kielsen i forbindelse med lufthavnsprojekterne.

Partiets daglige ledelse holdt møde her til morgen. Herefter var det partiets hovedbestyrelse, der holdt møde.

Klokken 11.45 begyndte så et fælles møde mellem hovedbestyrelsen og partiets gruppe i Inatsisartut, hvor altså seks ud af ti har opfordret Kim Kielsen til at trække sig fra posterne som formand for Siumut samt formand for Naalakkersuisut.

Dette møde er fortsat i gang.

Imens er partiets medlemmer særdeles fåmælte om Siumuts aktuelle ledelseskrise.

Klokken 12.45 forlod naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og udenrigsanliggender mødet med forstenet ansigt. Hun afviste overfor Sermtsiaq.AG at kommentere på situationen.

Powered by Labrador CMS