Krigsveteraner mindes Grønland

En fandt sit livs kærlighed og en anden reddede 24 militærfolk via en radio under 2.verdenskrig.

Tusindvis af amerikanere gjorde tjeneste i Grønland under 2.verdenskrig. Foto: Polfoto

Hundredvis af rynkede hænder har i den forgange uge peget på kort over Grønland og med glæde endnu gang fortalt beretningen om deres tid i arktis.

Det er sket til USAs mærkedag for krigsveteraner.

Under 2.verdenskrig blev tusindvis af amerikanere udstationeret overalt i landet. Den indsats vækker stor opmærksomhed, når krigsveteranerne mødes en gang om året. Specielt fordi hovedparten af amerikanerne deltog i krigen under helt anderledes varmere himmelstrøg enten i Asien eller Frankrig.

Derfor er der masser af lyttende ører, når eksempelvis 92-årige Thomas J. Miller deler hans oplevelser som radiooperatør på en base i Narssauaq i 1945. Syv dage om ugen seks timer om dagen skulle han holde øje med radiokommunikationen på syv radioer.

En dag opsnappede Thomas J. Miller et nødopkald fra en militærpilot fra de allierede styrker. Piloten fløj imidlertid nær Casablanca, hvor han var røget ind i en tropisk storm og blæst helt ud af kurs.

- Jeg var den eneste i verden, som hørte hans opkald og kunne give ham oplysninger om hans position. Piloten var meget overrasket over, at nogen i Grønland havde hørt ham, beretter Thomas J. Miller til avisen Sentinel Tribune.

Han endte med at dirigere piloten sikkert tilbage til basen i Afrika.

Under sit ophold i Grønland lykkedes det for Thomas J. Miller med sit radioudstyr at redde i alt tre fly med sammenlagt 24 personer ombord i nødsituationer.

Virginia Wolven husker tilbage på udstationeringen i Grønland med mere blandede følelser. Hun deltog ikke selv i krigen, men var tilknyttet en lokal kirke i USA. Som trøst for de unge soldater, der skulle ud i krig, tilbød kirken, at soldaterne kunne komme på stævnemøder med menighedens ugifte piger.

- En af mine dates var en ung mand, som fortalte mig, at han snart ville blive indkaldt og bare ville more sig, inden han skulle af sted. Hvor han løj! På vores tredje stævnemøde erklærede han, at han ville giftes med mig. Jeg sagde ”Nej”, men han var vedholdende. Den dag, jeg fulgtes med ham til togstationen for at vinke farvel, friede han stadig med mig. Vi aftalte at skrives ved, og to år senere, da han kom hjem på orlov fra sin tjeneste i Grønland, blev jeg så en krigsbrud, fortæller Virginia Wolven til avisen Litchfield Country Times

81-årige Patricia Finder-Stone var tilknyttet Thulebasen, hvor hun tog sig af syge og skadede soldater tilknyttet flyveværnet.

- Jeg havde nogle store oplevelser, jeg aldrig vil glemme, men der har også været stunder, jeg gerne vil glemme, konstaterer Patricia Finder-Stone.

Powered by Labrador CMS