Krig om pensionen

Det svirrede i salen med ord som »løftebrud«, »løgn« og »valgspæk«, da debatten om et af Efterårssamlingens vigtigste temaer røg op i det røde felt.

Jens Napaattooq til Siumut: - I siger ét og gør noget andet!

Efterårssamlingen blev indledt i nogenlunde ro og mag tilbage i september. Siden skulle fronterne skærpes, og den endte – to måneder senere, i sidste uge – i en næsten uforsonlig tone, hvor hårde ord svirrede i luften i Inatsisartutbygningen, skriver avisen AG

Det skete, da politikerne skulle debattere, om pensionsalderen frem over bør være 66 eller 67 år.

En kamplysten Jens Napaattooq gik i flæsket på Siumuts ordfører, Erik Jensen.

– Vi har haft tillid til, at Siumut ville være med på at bibeholde pensionsalderen. Men I taler til én side, og beslutter det stik modsatte. Hvad er meningen? lød det fra Napaattooq, som svovlede videre i en grad, der fik formand for Inatsisartut, Vivian Motzfeldt til at hæve stemmen:

- Jeg vil bede om en redelig tone i debatten, sagde hun.

Heftig debat

Men den formaning faldt på stenet grund.

– Ifølge grundloven kan der ikke sættes grænser for min ytringsfrihed. Jeg kan sige, hvad jeg har lyst til. Jeg angriber ikke enkeltpersoner. Det er de ældre, det drejer sig om. Derfor vil jeg ikke tysses på, tordnede Jens Napaattooq.

Erik Jensen forsøgte også at værge for sig.

– Vi lyver ikke for de ældre. Vi siger, at der er mulighed for, at ældre kan søge om pension allerede fra 65-års-alderen, hvis de er uarbejdsdygtige eller nedslidte. Sådan er kendsgerningerne. Det er ikke løgn og latin. Det er ikke valgflæsk, sagde han.

Læs hele artiklen i ugens udgave af avisen AG, som du har mulighed for at købe her:

Powered by Labrador CMS