Krav til Royal Greenland: Skal fremlægge plan i år for en herboende direktion

Under tirsdagens generalforsamling i Royal Greenland blev kravet om tilstedeværelse af selskabets ledelse i Grønland endnu engang bragt på banen. Virksomheden er klar til at opføre nyt hovedkvarter med plads til flere medarbejdere i Nuuk.

- Vi anmoder på denne baggrund selskabets bestyrelse, om at arbejde for at få de ovennævnte planer realiseret i år, sagde Múte B. Egede under tirsdagens generalforsamling i forbindelse med s bestræbelser på, at selskabets direktører skal være bosat her i landet. Royal Greenland

Royal Greenland har den seneste tid været genstand for heftig politisk debat efter en konflikt om prisen på stenbiderrogn. Fiskeriet blev forsinket, fordi KNAPK ikke ville acceptere den indhandlingspris, som Royal Greenland havde meldt ud.

Episoden har blandt andet fået Siumuts lokalafdeling i Nuuk til at kræve ledelsen i Royal Greenland udskiftet.

Formanden for Naalakkersuisut nævnte ikke stenbider-sagen direkte, men han sendte på tirsdagens generalforsamling en besked til selskabet om i højere grad at have fokus på fiskerne:

- Generelt om fiskeriet ønsker Naalakkersuisut også som en konsekvens af den nye ejerskabspolitik, at selskabet i højere grad har fokus på samarbejdet med selskabets leverandører, nemlig fiskerne herunder forbundene.

- Spørgsmål om indhandlingsforhold og priser skal selskabet løse i samarbejde med sine leverandører, lød det fra Múte B. Egede.

Ønsker ledelse bosat i Grønland

Formanden for Naalakkersuisut gentog også kravet fra sidste års generalforsamling om, at målet er, at Royal Greenlands ledelse skal være bosat her i landet.

Múte B. Egede nævnte, at Royal Greenland arbejder med en plan om, at selskabets direktører skal være bosat i Grønland, og Múte B. Egede slog fast, at planen skal være klar i efteråret.

- Vi anmoder på denne baggrund selskabets bestyrelse, om at arbejde for at få de ovennævnte planer realiseret i år, og at selskabet desuden ikke alene skal fremlægge status på planerne til Naalakkersuisut, men også til samfundet, ligesom Naalakkersuisut kræver, at den første fremlæggelse skal foreligge inden ultimo september i år, sagde Múte B. Egede.

Udmeldingen skal ses i lyset af, at der igennem tiden har været politisk diskussion om tidligere mangeårig direktør Mikael Thinghuus, der var bosat i Danmark. Ved sidste års generalforsamling sagde Siumut-formand Erik Jensen på vegne af Naalakkersuisut, at ved ansættelsen af en ny administrerende direktør skulle vedkommende være placeret i hovedkontoret her i Grønland.

Nu er der kommet ny direktør i form af Susanne Arfelt Rajamand, og det er indtil videre meldt ud, at hun skal bo med sin familie i Nuuk i seks måneder.

Hun siger til Sermitsiaq.AG, at hun efter de seks måneder vil bosætte sig i Sverige af familiemæsige hensyn, hvilket hun ikke har planer om at ændre på:

- Men jeg vil være meget til stede i Grønland, siger Susanne Arfelt Rajamand.

Bestyrelsesforkvinde: Vi bygger nyt hovedkontor i Nuuk

Bestyrelsesforkvinde Maliina Abelsen samlede tråden op vedrørende ledelsens tilstedeværelse i Grønland i sin beretning:

- Fra ejernes side blev der sidste år på generalforsamlingen udtrykt, at man ønsker, at direktionen skal arbejde fra Grønland. Det er et naturligt ønske, som bestyrelsen også deler. Derfor vil der også ske ændringer, så dele af direktionen vil være bosiddende i Grønland i fremtiden, sagde Maliina Abelsen og fortsatte:

- Særligt i 2023 vil fokus være på at intensivere talentudvikling i Grønland. Den klare ambition er, at fremtidige ledelsesroller vil operere fra Grønland, velvidende at store forandringer tager tid. Vi tager den transformation alvorligt.

Maliina Abelsen fortalte desuden, at Royal Greenland forventer at påbegynde byggeriet af et nyt hovedkvarter i Nuuk i år:

- Vores nuværende hovedsæde er ikke længere tidssvarende og har ikke den nødvendige størrelse. Ikke mindst fordi vi er og bliver flere medarbejdere i Grønland, sagde Maliina Abelsen.

Powered by Labrador CMS