Krav om barnestole i bilen i 2008

Børn op til tre år skal i barnestol - Alle andre i bilen skal spænde sikkerhedsselerne.

Barnestole til bilerne bagsæder findes i alle størrelser, former, farver - og priser.

Men børnefamilier i Grønland burde måske allerede nu skrive en barnestol på ønskesedlen til jul.

I løbet af 2008 bliver det nemlig obligatorisk at sætte familiens yngste medlem i barnestol på bagsædet, når familien kører en tur.

Den nye færdselslov for Grønland, som Landstinget diskuterer den 8. november, giver justitsminister Lene Espersen, Det konservative Folkeparti, bemyndigelse til at fastsætte regler for anvendelsen af sikkerhedsudstyr til børn under tre år.

Og denne bemyndigelse agter Lene Es­persen at gøre brug af.

Justitsministeren holdning er, at børn under tre år skal placeres i en barnestol eller »andet godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets højde og vægt«.

Børn, der er fyldt tre år, men ikke syv år, kan alt efter vægt og størrelse bruge enten barnestol eller sikkerhedssele.

Vælger disse børn at bru­ge sikkerhedssele, kan den kombineres med en selepude.

Der er førerens pligt at sørge for, at børn under 15 år anvender barnestolen, sikkerhedsselen eller andet sikkerhedsudstyr.

Højere hastighed
Den nye færdselslov for Grønland gør også brugen af sikkerhedsseler i hele bilen obligatorisk.

I?Danmark blev der lov­pligtigt at anvende sikkerhedssele allerede i 1976, men den samme pligt blev ikke indført i Grønland i forbindelse med den ny færdselslov i 1992.

Begrundelsen var, at den almindelige kørehastighed i Grønland var væsentligt lavere end i Danmark.

I 1992 gjaldt en maksimal hastighedsgrænse pa° 40 kilometer i timen i hele Grønland.

I mellemtiden er hastighedsgrænsen flere steder i Grønland blevet hævet fra 40 til 60 kilometer i timen.

Rådet for Større Færdselssikkerhed finder særdeles vægtige grunde til at anvende sikkerhedsseler også ved kørsel med lave hastigheder.

Bilisters ulykkesrisiko er således størst i byer, ligesom sikkerhedsselen har størst effekt netop ved relativt lave hastigheder.

Ny lov i 2008
Landstingets holdning til den nye færdselslov bliver sendt til justitsminister Lene Espersen, som fremsætter lovforslaget i Folketinget.

Hvornår loven bliver vedtaget i Folketinget, og hvornår Lene Espersen derefter udsteder en bekendtgørelse om obligatorisk brug af barnestole på bagsædet af bilen er endnu ikke fastsat. Men det sker i løbet af 2008.

?10 gode råd om barnestole
- Få stolen demonstreret. Den største fare ved moderne autostole til børnene er fejlmontering. Køb en stol, der passer til barnets højde. Hvis barnets hoved rager op over stolens kant, er stolen for lille.

- Vær meget omhyggelig med montering af autostolen. Følg brugsanvisningen nøje.

- En bagudvendt barnestol må aldrig placeres på et forsæde, hvis bilen har passagerairbag. Heller ikke selv om airbagen kan kobles fra ved hjælp af en nøgleafbryder. Man har ingen sikkerhed for, at airbagen ikke kan udløses utilsigtet. Den største fare er dog nok, at føreren glemmer at frakoble airbagen.

- Vil man placere en fremadvendt barnestol i forsædet, er faren for airbagskader væsentlig mindre, end når der er tale om en bagudvendt stol, men ryk forsædet så langt tilbage som muligt.

- Barnestolen skal monteres, så den ikke kan vippe eller skride på sædet. Brug din kropsvægt, mens bilens sikkerhedssele spændes og efterstrammes. Ved montering i Isofix-beslag skal man rykke hårdt i stolen, så man sikrer sig, at låsene er gået i hak.

- Placér sikkerhedsselen omhyggeligt hen over barnet. Skulderselen skal gå hen over midten af skulderen, mens hofteselen skal løbe så dybt som muligt over underkroppen

- Spænd barnets sikkerhedssele så fast som muligt, men uden at klemme barnet

- Sørg for at barnestolen er spændt fast, også når der ikke sidder et barn i den. Sædet bliver tonstungt ved en kollision.

– Der må ikke ligge tunge eller ting med skarpe kanter på baghylden bag barnet; heller ikke i bagageafdelingen i en stationcar.

- En autostol, der dækker mange størrelser, for eksempel 9-36 kilo, kan være en kompromis-stol. Skift hellere stol en ekstra gang under barnets opvækst.

(Kilde:?Foreningen af Danske Motorejere www.fdm.dk)

?

Vælg den rigtige barnestol
?Der er stor forskel på børns størrelse og vægt i samme alder, og det er vigtigt, at udstyret passer.

­– Køb derfor sikkerhedsudstyr efter dit barns størrelse og vægt og ikke efter alderen alene.

Dette råd giver Forenede Danske Motorejere, i daglig tale FDM.

Du bør altid tage barn og bil med, når du skal købe udstyr, så barnet kan »prøvesidde« forskelligt udstyr.

Som tommelfingerregel kan du regne med, at stolen er for lille, hvis barnets hoved stikker mere end et par centimeter op over stoleryggen.

Barnestolen afløser babystolen
Afhængig af, hvilken type babystol du anvender, vil barnet normalt fra 8 til 13 måneders alderen vokse ud af babystolen.

Den skal derefter udskiftes med en barnestol.

Barnestolen placeres bagudvendt eller fremadvendt på for- eller bagsæde.

- Vi anbefaler bagudvendt placering, så længe det er muligt, fordi det giver den bedste beskyttelse, skriver FDM på sin hjemmeside.

På FDM’s hjemmeside findes der flere grundige test af barnestole.

(Kilde:?Foreningen af Danske Motorejere www.fdm.dk)

Powered by Labrador CMS