tv-indsamling

Kramme-konkurrence op til fredagens TV-indsamling

Konkurrencen er inspireret af ‘Ice Bucket Challenge’ og handler om kærlighed og omsorg

I forbindelse med weekendens Akisuanerit Festival var der søndag eftermiddag arrangeret en gratis børnekoncert med Hinnarik i kulturhuset Katuaq i Nuuk. Her blev der med garanti også uddelt mange kram

Som en optakt til TV-indsamlingen på fredag den 10. oktober klokken 20-23 i KNR varmer arrangørerne Foreningen Grønlandske Børn op med en helt speciel konkurrence kaldet ‘Iggu Challenge’.

Eftersom hovedtemaet for indsamlingen er ‘savn og ensomhed’ (‘Maqaasineq kiserliornerlu’, red.) med sloganet ‘Alle fortjener kærlighed’ (‘Tamatta asanninnermik pisariaqartitsivugut’), skal der nogle gange alternative metoder i brug for at sætte fokus på temaet, forklarer Foreningen Grønlandske Børn.

Konkurrencen er inspireret af ‘Ice Bucket Challenge’, som har ramt de sociale medier i den seneste tid, men det handler hverken om isvand eller sygdommen ALS. Det handler om kærlighed og omsorg.

Læs: Årets TV-indsamling har løftet sløret for tema

Med en Canada Goose-jakke som præmie bidrager man til konkurrencen ved at uploade en kort video, cirka 10 sekunder, hvor der indgår et kram, på Facebook.com/iggu2014. Man kan også uploade på egen profil og bare tilføje hashtag’et #iggu2014.

- Det er ikke bare et almindeligt kram, der er tale om. Udfordringen ligger i at udspille et kram af en helt bestemt type. Enten kan man selv navngive den type af kram, man deltager med, eller også kan man vælge frit fra inspirationslisten på 50 sjove ‘kramme-typer’, oplyser Foreningen Grønlandske Børn.

fgb.dk/iggu2014 kan man se de 50 sjove krammetyper, man kan lade sig inspirere af.

Powered by Labrador CMS