Kraftig stigning i fiskepriserne

Priserne på de tre vigtigste arter steg kraftigt i tredje kvartal, konkluderer Grønlands Statistik.

Torsk, fiskekasse
I forhold til tredje kvartal i 2021 var prisen på torsk hele 58 procent højere i tredje kvartal 2022.

Der er endnu engang særdeles gode nyheder for landets vigtigste eksporterhverv - fiskeriet.

Grønlands Statistik har opgjort priserne på arterne torsk, rejer og hellefisk i tredjekvartal, og priserne har taget et gevaldigt hop op i forhold til samme kvartal sidste år.

Statistikkontoret har beregnet priserne på baggrund af gennemsnitspriser fra udenrigshandelsstatistikken, suppleret med tal fra nogle af de større producenter. Der er derfor tale om prisindeks for det prisniveau produkterne har, når de forlader Grønland.

I forhold til gennemsnitspris for 3. kvartal 2021 var der følgende procentvise ændringer i gennemsnitspris for 3. kvartal 2022:

  • Rejepriserne steg med 20 procent.
  • Prisen for hellefisk steg med 24 procent.
  • Torskepriserne steg med 58 procent.

Udviklingen gennem de senere år kan ses i nedenstående graf.

Powered by Labrador CMS