Kraftig ozonnedbrydning over Arktis

Ozonlaget, der beskytter os mod UV-stråling, er over Arktis stort set blevet halveret i år i forhold til normalen for årstiden, oplyser DMI.

Huller i ozonlaget er problematisk, da UV-stråling blandt andet kan forårsage hudkræft.

- I år konstateres, at 36 % af ozonen "mangler". Det er kun overgået af året 2011, men da nedbrydningen stadig er i gang, kan dette års resultat meget vel blive ny rekord, oplyser DMI, der sammen med Miljøstyrelsen igennem mange år har overvåget genopretningen af ozonlaget.

- Navnlig klimatisk lavere temperaturer i stratosfæren kan føre til forøget ozonnedbrydning i de arktiske områder, som vi i dette forår er vidne til. De lavere temperaturer i det lag skyldes muligvis, at drivhusgasser tilbageholder varmen i den nedre del af atmosfæren, lyder forklaringen.

Ifølge DMI bekræfter satellitmålinger, at ozonlaget er tyndt over det nordlige Grønland og det Arktiske Ocean. Siden midten af marts måned har ozonlaget over Pituffik været tyndere end på noget tidspunkt i de seneste 10 år.

Det vigtige ozonlag nedbrydes kemisk af klor- og bromforbindelser, og det har været en miljøpolitisk succeshistorie, at man har formået at nedbringe koncentrationen af klor- og bromstoffer i atmosfæren.

- Den ozonfattige arktiske luft kan senere på foråret brede sig længere sydpå. Her kan den give anledning til et noget tyndere ozonlag over bl.a. Danmark. Et tyndere ozonlag i perioder af foråret og den tidlige sommer øger UV-strålingen på skyfri dage, oplyser DMI.

Powered by Labrador CMS