Gå til hovedindhold

Kræver sejr over Danmark

Efter VM-nederlaget på 0-1 til Japan kræver Camerouns landstræner, Paul Le Guen, at holdet rejser sig og slår Danmark i holdets næste kamp.

Cameroun skal slå Danmark i den næste kamp under fodbold-VM i Sydafrika, hvis holdet skal bevare en reel mulighed for at spille sig videre fra indledende gruppe.

Det er status, efter at holdet mandag tabte 0-1 til Japan, og derfor er kravet fra landstræner Paul Le Guen klart.

- Vi skal slå Danmark. Det ved vi. Vi vil forsøge at spille godt og give vores bedste i den kamp, siger Paul Le Guen.

Cameroun havde bolden mest og spillede sig især i slutfasen frem til flere store chancer. Superstjernen Samuel Eto'e var tæt på og Stephane Mbia ramte trekantsammenføjning med små 10 minutter igen.

Men ind ville bolden ikke, og så fik Japan lov til at hente sejren på det mål, som CSKA Moskvas midtbanespiller Keisuke Honda scorede kort før pausen.

Og det var præcist som Le Guen frygtede.

- Jeg havde en fornemmelse af, at det hold, som scorede først, ville vinde. Vi spillede en nervøs første halvleg og viste ikke vores normale niveau. Det var frustrerende, siger han.

Honda var ligesom i flere af træningskampene forud for slutrunden sendt frem i angrebet, for at score de mål, som japanerne har haft svært ved at lave. Forud for opgøret havde holdet blot scoret ét mål i fem kampe.

Men et indlæg fra højrekanten fik lov til at sejle ind til bageste stolpe, hvor Honda stod overraskende umarkeret, og han kunne let hamre bolden i mål.

Herefter satte holdet alle kræfter ind på at forsvare føringen. Og i modsætning til i de forudgående træningskampe var defensiven solid og det glædede landstræner Takeshi Okada.

- Vores forsvar gjorde et fantastisk stykke arbejde, men vi skal arbejde mere aggressivt fremme på banen. Mod Holland er vi nødt til at blive bedre.

- Den første sejr er dejlig, men vi har endnu ikke opnået noget. Det er de kommende kampe, der er vigtige, siger landstræner Takeshi Okada, der har været udskældt i den seneste tid på grund af japanernes dårlige spil.

De næste kampe i Danmarks gruppe spilles på lørdag.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER