Krænket kvinde: Jeg skulle holde mund og glemme episoden

– Det har ellers ikke været i min interesse, at sagen skulle havne i pressen. Mit ønske er, at sagen bliver ordentligt efterforsket.

Den krænkede kvinde fortæller i en pressemeddelelse om episoden med landstingsformanden og en leder i en hjemmestyreejet virksomhed.

– I juli 2007 orienterede jeg ledelsen om en tildragelse overgået mig i landstingsformandens hjem efter afslutningen af en konference og en afslutningsmiddag i Katuaq i april måned 2007. Her ønskede landstingsformanden min hjælp til at planlægge et møde med en fagperson. Jeg og to fagpersoner blev inviteret.

– Under besøget i landstingsformanden hus fulgte han uden min viden efter mig ud på toilettet. Jeg hørte ham, og vendte mig forskrækket. Han tog hårdt fat i mig og befamlede mig og blev ved, selv om jeg sagde stop, og bad ham gå.

– Jeg kunne ikke frigøre mig. Herefter har jeg ingen klare erindringer om, hvad der efterfølgende skete, før jeg flere timer efter omtumlet blev placeret i en taxa. I taxaen var jeg stadigvæk uklar og sammen med en embedsmand, der ligeledes havde været tilstede i landstingsformandens hus. Han prøvede voldsomt at befamle mig i taxaen. Han blev ved med at komme med grove seksuelle tilnærmelser. Jeg afviste ham meget klart. Ved ankomsten til min bolig var jeg stadigvæk meget forvirret og opdagede dybt chokeret, at jeg var blevet iført et par alt for store herrebukser og manglede mine egne bukser og underbukser. Jeg havde derfor heller ikke mine nøgler og måtte gå hen til en kollega. Hun modtog mig i en ulykkelig forfatning. Dagen efter fortalte hun mig, at jeg havde virket dybt traumatiseret.

I de følgende måneder forsøgte kvinden gentagne gange at spørge efter sine bukser, underbukser og nøgler samt en forklaring, men blev skiftevis holdt hen, afvist eller ignoreret.

– Begge mænd bad mig holde mund og glemme.

– At jeg først anmeldte sagen til politiet efter nogle måneder skyldes, at jeg var dybt rystet og chokeret. Jeg frygtede at miste mit arbejde og min fremtid i Grønland, hvis jeg anmeldte hændelsen.

– Da jeg alligevel valgte at anmelde, var det fordi, det blev klart for mig, at det var nødvendigt med en afslutning på sagen. Dette uanset, at det kunne få alvorlige og ubehagelige konsekvenser for mig. Jeg meldte derfor sagen til politiet i august 2007.

– Siden modtog jeg et brev om, at politiet havde indstillet efterforskningen i sagen. Begrundelsen for afgørelsen var, at der efter politiets opfattelse ikke er rimelig formodning om, at der er begået kriminelle forhold, bl.a. fordi landstingsformandens befamlinger efter min egen forklaring ikke havde en sådan karakter, at de er at betragte som vold efter kriminalloven.

– Jeg var ikke tilfreds med denne afgørelse og mente ikke, at sagen var undersøgt tilstrækkeligt. Jeg har derfor brugt min ret som borger til at indgive en klage til Rigsadvokaten over politiets afgørelse.

– Rigsadvokaten har i brev af den 5. december 2007 meddelt, at jeg kan forvente afgørelse inden for 60 dage.

– Den frygt jeg i starten havde for, at sagen skulle komme offentligt frem, har jeg ikke mere. At jeg skal udsættes for krænkelser, og oven i købet holde det skjult, d.v.s. dække over krænkerne, af frygt. Det vil jeg ikke. De anklager, jeg nu mødes med af min overordnede gennem pressen, kommer totalt bag på mig. Jeg har svært ved at forstå, at den fremgangsmåde skulle være nødvendig. Ej heller kan jeg se, hvad formålet med det er, siger kvinden.