Kræftens Bekæmpelse: Fjern slik- og frugtsmag fra e-cigaretter

E-cigaretternes smagsvarianter tiltrækker især børn og unge. Det skal regulering ændre på, mener organisation.

Der er brug for mere kontrol og bedre regulering, når det gælder e-cigaretter.

Det mener Kræftens Bekæmpelse, efter at Verdenssundhedsorganisation WHO i en rapport har påvist, at e-cigaretter kan få flere unge til at ryge.

- Jeg synes, at der først og fremmest skal sættes ind med større kontrol af de aldersgrænser, der findes for salg af e-cigaretter til børn og unge. I dag er der stort set ikke nogen kontrol af reglerne.

- Og så synes jeg, at man skal sætte ind med regulering af de smagsvarianter, der findes, så der ikke er jordbærsmag og sliksmag, som tiltrækker især børn og unge, siger Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse hos Kræftens Bekæmpelse.

E-cigaretter indeholder nikotin, men ikke tobak. Ifølge producenterne kan e-cigaretterne hjælpe rygere med at kvitte traditionelle cigaretter.

Men den påstand punkterer WHO i sin rapport, hvori det bliver påpeget, at der ikke er bevis for, at det er tilfældet. Tværtimod viser tal fra USA, at e-cigaretterne har ført til, at flere unge mennesker ryger.

WHO efterspørger bedre lovgivning på området. I Danmark er aldersgrænsen for køb af e-cigaretter 18 år, og der er også reklameforbud.

Niels Them Kjær vurderer, at Danmark sammenlignet med resten af verden er "ret godt med".

Men det ændrer ikke på, at rapporten giver "bekymring og grobund for eftertanke".

Derfor skal det sikres, at børn og unge ikke begynder at ryge e-cigaretter.

- Det største problem ved e-cigaretter er i virkeligheden, at det kan være en måde at lære at ryge på, så de unge bagefter skifter til de kræftfremkaldende almindelige cigaretter.

- De fleste e-cigaretter indeholder nikotin, så når de unge lærer at ryge e-cigaretter, så bliver de også lige så stille afhængige af nikotin, og så kan de på et senere tidspunkt begynde at ryge almindelige cigaretter, siger Niels Them Kjær.

Ifølge Charlotta Pisinger, professor i tobaksforebyggelse, vil det være fornuftigt med et forbud mod de smagsvarianter, der tiltrækker børn og unge.

- Der er 40 lande i verden, der har lavet forbud mod salg af e-cigaretter. Det er selvfølgelig det bedste.

- Men at forbyde smagsstoffer er helt klart en oplagt idé, fordi det er det, der tiltrækker børnene til at begynde at eksperimentere med det, siger hun.

Charlotte Pisinger forklarer videre, at der er evidens for, at e-cigaretter er skadelige, men på nuværende tidspunkt kan man ikke sige, hvor skadelige de er.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS