Kort nyt: Corona-krisen verden rundt

Få her et lille uddrag af nyheder om corona-krisen verden rundt. Opdateres løbende med seneste nyhed i toppen af artiklen.

Danmark

Antallet af coronasmittede danskere, der ender med at dø, fortsætter samlet set med at vokse. Lørdag er i alt 260 personer indtil videre døde, efter at de er blevet smittet med virusset. Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut. Sammenlignet med fredag er der tale om en stigning på 13 personer. Fredag var der således registreret 247 coronarelaterede dødsfald herhjemme.

Spanien

Spanien har det seneste døgn registreret det laveste antal coronadødsfald i 19 dage. Lørdag oplyser landets sundhedsministerium således, at 510 coronasmittede personer er bekræftet omkommet det seneste døgn. Fredag lød antallet på 605 og de to foregående døgn på henholdsvis 683 og 757. 510 er landets laveste antal bekræftede døde på et døgn siden 23. marts.

USA

USA har for første gang registreret over 2000 coronarelaterede dødsfald i løbet af 24 timer. Desuden er antallet af smittede personer i USA steget til over 500.000.Ifølge tal fra Johns Hopkins University lørdag morgen er 2021 personer døde i tidsrummet fra klokken 05.00 fredag til klokken 05.00 lørdag dansk tid. I den tilsvarende periode i det forrige døgn var der 1904 dødsfald. Samlet er 18.693 personer i USA døde som følge af virusudbruddet. Kun Italien har som land et højere dødstal med 18.849 dødsfald.

Fredag den 10. april

Storbritannien

Storbritannien har registreret yderligere 980 dødsfald relateret til coronavirus i løbet af det seneste døgn. Det oplyser den britiske sundhedsminister, Matt Hancock, fredag. Det er den hidtil største stigning i antallet af nye dødsfald på et døgn. I alt har 8958 personer i Storbritannien mistet livet som følge af coronavirus.

Danmark

Fredag er foreløbigt 247 personer døde, efter at de var konstateret smittet med virusset. Det er ti flere i forhold til torsdag. På den positive side fortsætter antallet af indlagte med at falde. Det er fredag nede på 401 personer mod 433 torsdag.

Sverige

Sverige har det seneste døgn registreret 77 døde med coronavirus. Der er dermed tale om et pænt fald i forhold til torsdagens tal. Her lød det, at 106 personer var blevet registreret døde efter at have været smittet. I alt er 870 personer døde i Sverige efter at være blevet smittet. Til sammenligning lyder antallet i Danmark på 247. Der bor ca. 10 mio i Sverige og 5,8 mio. Danmark.

Frankrig

For første gang, siden coronaudbruddet begyndte, er der lidt færre indlagte på intensivafdelingerne på de franske hospitaler. Siden onsdag er tallet faldet fra 7148 til 7066. I alt er 12.200 mennesker nu døde i Frankrig efter at være blevet smittet med coronavirus.

Massegrav på Hart Island i delstaten New York

USA

Den amerikanske delstat New York har taget massegrave i brug for at finde plads til de mange personer, der omkommer som følge af smitte. Det viser billeder fra øen Hart Island, der ligger ved byen New York. Billederne viser personer iklædt hvidt arbejdstøj i færd med at lægge lyse trækister i jorden. De begravede er personer uden tætte pårørende, eller personer der ikke har råd til en begravelse. Det skriver BBC. 7000 personer har mistet livet i delstaten.

Europa

EU's finansministre er sent torsdag nået til enighed om en skitse for en stor europæisk milliardpakke, der skal hjælpe europæiske økonomier, virksomheder og arbejdspladser, som er kommet i klemme coronakrisen. Udspillet skal nu sendes til EU's regeringschefer.

Torsdag den 9. april:

Storbritannien

Den britiske premierminister, Boris Johnson, er ude af intensiv, efter at han blev indlagt på en intensivafdeling mandag aften. Han er stadig indlagt på St. Thomas-hospitalet i London. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Johnson, der er smittet med coronavirus, er nu "ved ekstremt godt mod", skriver nyhedsbureauerne.

Det seneste døgn er antallet af døde coronasmittede i Storbritannien steget med 881. Det meddeler det britiske sundhedsvæsen (NHS) ifølge nyhedsbureauet Reuters. Dermed er i alt 7978 personer indtil videre døde, mens de var smittet med coronavirus. Tallene er opgjort frem til onsdag eftermiddag. Onsdag lå tallet for det foregående døgn på 938 dødsfald.

Italien

I det seneste døgn har landet registreret 610 dødsfald blandt personer smittet med coronavirus. Dagen inden var antallet af døde 542. Dermed har det sydeuropæiske land registreret i alt 18.279 coronadødsfald, siden virusudbruddet ramte landet i februar.

Polen

Polens borgere vil få pligt til at bære mundbind, når de forlader deres hjem, for at hindre smitte med coronavirus. Desuden forlænges følgende tiltag med 10 dage: Lukning af parker, storcentre, biografer og meget andet.

Sverige

Der er i det forløbne døgn registreret 106 døde i Sverige med coronavirus, oplyser den svenske sundhedsstyrelse. Tallet var dagen forinden 96. Det samlede dødstal har nu nået 793. 719 personer er indlagt til behandling på hospitalernes intensivafdelinger. Den svenske dødsrate er flere gange højere end den danske, og forskellen er endnu større i forhold til Norge.

Danmark

Torsdag er 237 personer i Danmark døde, efter at de var smittet med virusset. Det er en stigning på 19 personer fra onsdag. På den positive side sker der et fortsat fald i antallet af indlagte. Torsdag er 433 personer indlagt med coronavirus. Det er 20 færre end onsdag.

Spanien

Antallet af døde coronasmittede i Spanien er inden for seneste døgn opgjort til 683, oplyser sundhedsministeriet i Madrid torsdag. Dagen inden var døgnets dødstal 757.Det samlede dødstal under coronaepidemien opgøres til 15.238.

USA

USA har registreret 1873 coronarelaterede dødsfald de seneste 24 timer. Det viser tal fra Johns Hopkins University torsdag morgen. Onsdag var tallet 1972. I alt er 14.768 døde i USA.

Danmark

Regeringen laver en ny låneordning til små og mellemstore virksomheder, som vil blive polstret med op til 35 milliarder kroner, oplyser Finansministeriet torsdag. Konkret er der tale om den moms, som virksomhederne har indbetalt i marts, der vil blive tilbagebetalt som et lån. Lånet vil være rentefrit og skal tilbagebetales 1. april 2021.

En femtedel af de personer, som den seneste måneds tid er blevet testet positiv for coronavirus, er sundhedspersonale. Det er facit, efter at sundhedsmyndighederne den 11. marts åbnede for, at ansatte i sundhedsvæsnet i højere grad kunne testes for coronavirus. Tallene stammer fra en ny rapport fra Statens Serum Institut (SSI). Siden midten af marts er 9663 sundhedspersoner blevet testet for coronavirus, og cirka ti procent af dem har testet positiv.

Storbritannien

Premierminister Boris Johnsons tilstand er stabil, og han er i bedring på den intensivafdeling i London, hvor han er indlagt med Covid-19. Det fortæller den britiske kulturminister, Oliver Dowden, til BBC.

Fattigdom

Coronakrisen kan tvinge 500 millioner mennesker ud i fattigdom. Det advarer den internationale hjælpeorganisation Oxfam om i en ny rapport.For ikke at miste årtiers fattigdomsbekæmpelse ønsker organisationen, at verdens rigeste lande skal blive enige om en større hjælpepakke. Oxfam ønsker blandt andet en gældsafskrivning på omkring seks milliarder kroner.

Formel 1

Formel 1-løb uden tilskuere kan blive løsningen på at få skudt sæsonen i gang, siger Formel 1-direktør. Lige nu er Det Franske Grandprix det første på kalenderen i den sidste weekend i juni. Formel 1-direktør Ross Brawn siger til Sky Sports, at Formel 1-sæsonen stadig kan nå at indeholde mellem 8 og 19 løb. Det afhænger af, om man kan køre fra juli eller oktober.

Powered by Labrador CMS