Kontrol med tipsmidlerne

Andreas Uldum er ikke tilfreds med naalakkersuisuts svar på hans spørgsmål om partiernes medlemslister, der er dokumentation for at få tilskud fra tipsmidlerne

Anda Uldum er ikke tilfreds med administrationen af tipsmidlerne og fordelingen af pengene til ungdomsorganisationerne, der kna bruge kunstigt oppustede medlemslister til at få flere penge fra tipsmidlerne, end de egentlig har medlemsgrundlag for.

Medlem af Inatsisartut for Demokraterne Andreas Uldum bliver ved med at spørge naalakkersuisut om dokumentationen for at få tilskud fra tipsmidlerne. Årsagen er, at han ikke er tilfreds med naalakkersuisuts svar, der øjensynlig afspejler den nuværende administration.

Andreas Uldum vil nu have at vide, om naalakkersuisut mener, at personer, der ikke har betalt kontingent til den pågældende organisation, kan være påført organisationens officielle medlemsliste.

Baggrunden for spørgsmålet er, at naalakkersuisut på et tidligere spørgsmål om det samme emne har svaret, at det ifølge vedtægterne for Sorlak er et klart krav, at ansøgernes medlemstal skal medsendes. Det skal yderligere oplyses, at det ligeledes er et mindstekrav for medlemstal for uddeling af tilskud. Ved organisationernes og foreningernes ansøgninger til driftstilskud bruges medlemstallene også som baggrund for tilskuddets størrelse.

Og så er Andreas Uldum selvfølgelig interesseret i at vide om det er nok at opgive et medlemstal, og om man må tage de medlemmer med, som ikke har betalt kontingent.

Andreas Uldums interesse for sagen er en følge af, at Sara Olsvig står med på Siumuts medlemsliste, og Sara Olsvig har sagt, at hun ikke er medlem af Siumut.

Det er denne medlemsliste, der er grundlag for, at Siumut kan få tilskud fra tipsmidlerne.

Formanden for Siumut Ungdom Kaalinnguaq Siegstad meddelte den 27. oktober i en pressemeddelelse, at han har beviser for, at Sara Olsvig meldte sig ind i Siumut den 23. juni 2009, hvor hun også skulle have betalt kontingent. I samme pressemeddelelse skriver han, at Sara Olsvig ikke har betalt kontingent for 2010.

Naalakkersuisut har overfor Andreas Uldum oplyst (svar på § 37 spørgsmål - nr. 184/2011), at antallet af medlemmer af en ungdomsorganisation har betydning for Sorlaks tilskud til disse.

- Derfor er det essentielt, at de indsendte medlemslister er fuldt opdaterede og korrekte. For mig at se er det forkert at indsende medlemslister, hvorpå der er anført personer, som ikke har betalt kontingent. Det er, hvad jeg vil kalde for kunstigt oppustede medlemslister, påpeger Andreas Uldum.

Kaalinnguaq Siegstad skriver i sin pressemeddelelse, at man ifølge Siumuts vedtægter stadig er medlem af partiet, med mindre partiet har modtaget en udmeldelse.

- Denne form for fastholdelse af medlemmer betragter jeg som særdeles uheldig, da jeg vil mene, at man kun er medlem af en organisation, hvis man har betalt kontingent, understreger Andreas Uldum

Han tilføjer, at han naturligvis ikke vil blande sig i Siumuts interne medlemslister.

- Men jeg vil mene, at de medlemslister, der indsendes til eksempelvis Sorlak udelukkende bør omfatte betalende medlemmer. Dette gælder efter min mening især, hvis medlemslisten eksempelvis skal bruges til at beregne eventuelle økonomiske tilskud, siger Inatsisartuts medlem.

Powered by Labrador CMS