Gå til hovedindhold

Konsulent-forbrug til debat i salen

Naalakkersusiut får kritik af Revisionsudvalget for ikke at have godt nok styr på, hvor mange penge, der bruges på eksterne konsulenter. Kritikken var et af flere punkter ved færdigbehandlingen af landskasseregnskabet.

Landskasseregnskabet for 2019 blev tirsdag færdigbehandlet af Inatsisartut. Regnskabet blev vedtaget, men der var dog en række punkter, som fik medlemmerne af Revisionsudvalget til at løfte pegefingeren, og stenbider-sagen var også oppe at vende,

Det drejer sig blandt andet om den måde, hvorpå Naalakkersuisut opgør forbruget af konsulenter.

Emnet har politisk bevågenhed, hvor flere partier har udtrykt ønske om at få nedbragt forbruget af konsulenter.

Derfor har Revisionsudvalget gennem flere år efterspurgt, at Naalakkersuisut laver en udspecificeret opgørelse om konsulentforbruget.

Vittus: Det vil kræve flere interne ressourcer

For nyligt gennemførte Selvstyret en analyse af forbruget af konsulenter, der også opgør forbruget af konsulenter, men det stiller ikke Revisionsudvalget tilfreds.

I sin betænkning indskærper udvalget, at der fremover bør leveres en udspecificeret årlig opgørelse over forbruget, og at Revisionsudvalget finder det stærkt kritisabelt, at naalakkersuisoq for finanser endnu ikke har løst opgaven.

LÆS OGSÅ: Så mange penge bruges på konsulenter

Naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq (NQ), gjorde opmærksom på, at hvis politikerne ønsker at nedbringe forbruget af konsulenter, skal der bruges flere interne personaleressourcer på opgaverne:

- I en tid, hvor adgangen til specialiseret arbejdskraft er meget begrænset, er dette en udfordring, lød det fra Vittus Qujaukitsoq,

Stenbidersagen endnu ikke færdigbehandlet

Udover bedre opgørelse over konsulentforbruget ønsker Revisionsudvalget også, at der på nogle områder gennemføres såkaldte effektmålinger, for at se om pengene, der er bevilget over finansloven, også har den ønskede effekt.

Også sagen om hvorvidt formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S), var inhabil ved forhøjelse af stenbiderkvoten - den såkaldte stenbidersag blev vendt fra talerstolen.

Demokraatits Marlene V. Rasmussen fortalte, at udvalget fortsat behandler sagen:

- Sagen er endnu ikke slut, og vi ser frem til at komme til bunds i sagen og få en afslutning, sagde Malene V. Rasmussen.

Derudover følger politikerne nøje udrulningen af et nyt økonomisystem i Selvstyret, der skal forbedre regnskabet yderligere.

Vittus Qujaukitsoq oplyser i den forbindelse, at politikerne må væbne sig med tålmodighed, der er tale om en betydelig omlægning af arbejdsgange i Selvstyret.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER