Konstruktiv kritik efterlyses

Olga P. Berthelsen erkender oppositionens ret til at kritisere, men på en konstruktiv måde

Olga P. Berthelsen: - Den konkrete sag drejer sig om, at nestor i revisionsudvalget havde svigtet sin opgave og i stedet fundet anledning til at kritisere andre for dette svigt. Foto: Leiff Josefsen

Oppositionen har retten til at kritisere – men lad det være konstruktivt, skriver medlem af Inatsisartuts formandskab Olga P. berthelsen i en pressemeddelelse.

- Når et parti med en pressemeddelelse i generelle vendinger fremfører, at formanden for Inatsisartut er uværdig, kritiserer det i princippet hele Inatsisartut. Derfor er kritikken pine død nødt til at være meget præcis og ikke fortalt i generelle vendinger, påpeger hun.

- Ligesom det må være oplagt, at når et parti udsender pressemeddelelse om forhold, de ønsker at påtale, bidrager de selv til en forventning om, at der også svares på sådanne udtalelser offentligt, idet et ensidigt og ukorrekt angreb ellers kommer til at stå alene og fremstå som en sandhed.

Den konkrete sag drejer sig i korthed om, at nestor i revisionsudvalget havde svigtet sin opgave og i stedet fundet anledning til at kritisere andre for dette svigt. At udsende pressemeddelelse om sådanne sager og uden at gøre sig den mindste anstrengelse for dokumentation må betegnes som en ansvarsforflygtigelse fra den pågældende klagers side.

Siumut har udsendt en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at Formanden for Inatsisartut skal agere som ”tillidsrepræsentant og nyde respekt fra alle medlemmer af Inatsisartut”, og formanden skal ”vise sig værdig til den agtelse, som formandsposten kræver.” Må det bare i al stilfærdighed påpeges, at det ville klæde partiet om samme agtelse også ville gælde for dette parti.

Samme pressemeddelelse slutter af med, at ”det skinner igennem, at formanden optræder som Naalakkersuisuts forlængede arm, hvilket desværre finder sted alt for ofte.” Det ville være et parti værdigt om de præciserede i hvilke konkrete tilfælde dette forhold gør sig gældende, mener Olga P. Berthelsen.

Alle medlemmer af Inatsisartut må vælge deres kampe med omhu og endnu mere når det gælder en ikke konstruktiv kritik af landets institutioner eller ansvarsforflygtigelse.

Arbejdet i Inatsisartut følger de love og regler, som medlemmerne af Inatsisartut selv har besluttet, der skal være gældende.

Formanden for Inatsisartut optræder værdigt og holder sig indenfor de gældende spilleregler, der er gældende for at forvalte rollen som formand for hele Inatsisartut. Nu er det op til deltagerne på samme arena at bidrage konstruktivt til arbejdet for samfundet, siger Olga P. Berthelsen.

Powered by Labrador CMS