selvstændighed

Kong Felipe opfordrer catalanske ledere til beherskelse

I sin juletale opfordrede den spanske konge catalanske ledere til at undgå konfrontation over uafhængighed.

Den spanske kong Felipe brugte sin tale juleaften til blandt andet at opfordre Cataloniens nyvalgte parlament til at afstå fra yderligere skridt mod løsrivelse fra Spanien.

- Vejen frem kan ikke igen føre til konfrontation eller udelukkelse. Vi ved nu, at det kun skaber uenighed, usikkerhed og angst, sagde den spanske monark i sin tv-tale ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

Kongen gav sin årlige juletale, blot tre dage efter at løsrivelsespartier vandt et lille flertal i parlamentet ved torsdagens regionalvalg i Catalonien.

Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, havde opløst det tidligere parlament, efter at det i oktober gennemførte en ulovlig folkeafstemning om løsrivelse.

- 2017 har uden tvivl været et vanskeligt år for Spanien. Det er et år, der først og fremmest har været præget af situationen i Catalonien.

- De catalanske ledere må tage hånd om de problemer, der påvirker alle cataloniere og respektere deres forskellighed og tænke ansvarsfuldt, sagde kong Felipe fra sin Madrid-bopæl flankeret af spanske flag og EU-flag.

To dage efter folkeafstemningen om uafhængighed 1. oktober gav kongen en sjælden tv-tale, hvor han fordømte separatisternes "uacceptable illoyalitet".

Juleaften gentog han sin opfordring til sammenhold. Dog var hans tone noget mere forsonende, skriver nyhedsbureauet AFP.

Han opfordrede regionens ledere til at hjælpe "Cataloniens samfund til at genvinde dets sindsro, stabilitet og gensidig respekt for at sikre, at idéer ikke adskiller familier og venner fra hinanden".

Selv om løsrivelsespartierne torsdag vandt flest mandater, fik de ikke flest stemmer.

47,5 procent af vælgerne støttede de partier, der går ind for løsrivelse. 52,1 procent stemte på partier, der går ind for, at Catalonien forbliver en del af Spanien.

Det nye catalanske parlament har sin åbningssamling 23. januar.

Powered by Labrador CMS