Konference vil sætte yderligere skub i turismeudviklingen

135 deltagere har sat hinanden stævne i Nuuk med turismeudviklingen på programmet, iscenesat af Visit Greenland og Air Greenland.

Maliina Abelsen og Julie Pars fra henholdsvis Air Greenland og Visit Greenland har skudt den nationale turismekonference i gang.
Offentliggjort

Fokus er, at sikre erhvervet yderligt vækst og ikke mindst nye tiltag, så de senere års vækst kan fortsætte.

Sammen er vi stærkere

- Towards more Tourism konferencen tager udgangspunkt i, at der de sidste to år er sket en vækst i turismen. Der er endvidere udsigt til større tilgængelighed for turister gennem lufthavnspakken, og interessen for Grønland som turismedestination har ikke været større end nu. Sammen med Air Greenland og under budskabet “Together we are stronger”, har vi derfor inviteret hele den grønlandske turismebranche ind til et par dage, hvor vi skal drøfte hvad der skal til, for at skabe en ansvarlig og bæredygtig turismeudvikling, udtaler Visit Greenland-direktør Julie Pars forud for dagens program, der er spækket med 12 indlæg fra forskellige specialister inden for turismeerhvervet.

Adventure

Konferencen spænder i sit emnefelt bredt, men særligt adventure turisme, – oplevelsesturismen – har et særligt fokus, da det er turister, som betaler mange penge under deres ophold.

Det var således Natasha Martin, der er administrerende direktør for Bannikin, en anerkendt ”destination marketing virksomhed” med speciale inden for adventure turisme i Nordamerika og Asien, der åbnede konferencen.

Hun slog med syvtommersøm fast, at der er et stort uudnyttet vækstpotentiale inden for adventure turismen. Det marked er langt fra mættet.

- I ved, at I ikke kan konkurrere på pris. Men så er det godt, at I kan levere noget helt særligt, som kræver, at man samarbejder, sagde Natasha Martin, der kunne oplyser, at der alene fra Kina var 37,7 millioner adventure-turister årligt.

Hun opfordrede dog til, at man lokalt satte nogle rammer og regler, netop for at sikre en bæredygtighed, der ikke spolerer, hvad en adventure-turist efterspørger.

Air Greenland medarrangør

Air Greenland er medarrangør af konferencen, da flyselskabet har en naturlig interesse i, at turismen vækster, da det giver øgede indtægter via flybilletter.

- Som koncern har vi en stærk interesse i at bidrage til at skabe en bæredygtig og positiv turismeudvikling i Grønland. Vi ser en voksende efterspørgsel af Grønland som destination og er af den klare opfattelse, at en vækst i passagermængderne fremover primært vil blive drevet af turisme. De væsentligste udfordringer er at sikre en bedre spredning af turismevæksten geografisk og over hele året. Det er udfordringer vi sammen i turisterhvervet skal finde løsninger på og jeg glæder mig meget til at se de 10 konkrete anbefalinger fra konferencen til, hvordan vi skaber en ansvarlig og bæredygtig turisme, udtaler Maliina Abelsen, kommerciel direktør i Air Greenland ifølge en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS