Konference mødt af stille demonstration

To demonstranter med gaffatape for munden og en stor planche mellem hænderne kunne ses fra foyeren i Katuaq, hvor Future Greenland deltagerne fik sig en frokost. De ønskede at sætte fokus på børnenes fremtid.

- Hvad er fremtiden for de grønlandske børn?

Og:

- Hvordan smager din frokost?

To budskaber, der stille og roligt blev leveret og var synlige for de mange beslutningstagere, der siden tirsdag har debatteret Grønlands fremtid på Grønlands Erhvervs Future Greenland konference.

På spørgsmålet om, hvorfor de aktionerede foran de frokostspisende gæster indendøre, fik Sermitsiaq.AG intet svar. De to demonstranters munde var nemlig plastret til med gaffa-tape. Men der var en tydelig henvisning til DR-dokumentaren om de omsorgssvigtede børn i Tasiilaq, som har skabt stor debat blandt borgere og politikere.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra demonstranterne, da deres munde var plastret til med gaffatape.

Indenfor og i den store Hans Lynge Sal var børnenes fremtid i den grad på dagsordenen, selv om det var professorer i talgymnastik og nationaløkonomi, der blandt andet var på talerstolen.

Professor Torben M. Andersen, formand for Økonomisk Råd for Grønland, sagde under en paneldebat, at den bedste forudsætning for at skabe vækst, så Grønland på et tidspunkt kan stå på egne økonomiske ben uden tilskud fra Danmark, var at forbedre folkeskolen, så flere unge fik sig en erhvervsuddannelse eller videregående uddannelse.

- Og der er ingen tvivl om, hvilket flere undersøgelser har understreget, at der skal sættes ind over for børnene, før de når skolealderen. Der er flere forhold som der skal være fokus på. Ikke kun indlæringen, men også de sociale og familiære forhold. Kommer de op om morgenen, lærer de sproget og får de hjælp til lektielæsningen, pointerede professoren blandt andet under en paneldebat.

Powered by Labrador CMS